Brev:
Urolig søvn - brystet som sut
Sofies farvel til brysterne.
Kære Helen
Nu skriver jeg for første gang til dig efter at have læst med i en del måneder.
Årsagen er at min datter og jeg har brug for en bedre nattesøvn! Jeg holder meget af at amme, men måske er der ikke anden udvej end at vænne hende af nu.
Min datter Sofie på 14 måneder trives, og er glad og sund. Efter en temmelig lang indkøring i vuggestue, hvor de fantastiske pædagoger lod hende sidde på arm i hen ved 5-6 uger, siger hun nu sin lille tilfredse lyd, når vi ankommer. Hun græder lidt, lige når jeg går, men er ellers endelig rigtig glad i vuggestuen, hvor hun både sover og spiser godt.
Så med ro i institutionslivet tænker jeg at det nu er tid til afvænning. Jeg tror desværre at hendes urolige søvn måske har medvirket til den langsomme indkøring, men jeg synes det var for meget for hende både at have det svært om dagen med indkøring og miste sit højtelskede bryst!
Jeg ville egentlig gerne amme hende længere, hvis det kunne lade sig gøre - men hun er begyndt at bruge brystet som sut natten igennem, så derfor tænker jeg at jeg må afvænne hende helt for at vi begge kan få en bedre nattesøvn uden så mange afbrydelser. Hvis du har forslag til en måde jeg kunne amme videre - evt bare om dagen og ikke i forbindelse med aften-søvn - og samtidig vænne hende af med at bruge brystet som sut, må du gerne komme med det;-)
Desværre har jeg gjort den fejl at vænne Sofie til at falde i søvn ved brystet. I forbindelse med en lille madkrise i 8-måneders-alderen begyndte jeg at amme hende i forbindelse med luren, og det skabte desværre behovet for bryst for at falde i søvn. Da hun var mindre, kunne hun sagtens falde i søvn selv.
Sofie sover i min seng, der er ret bred. Hun har en blød "sovekant", der afgrænser hendes område. Hendes egen seng står lige ved siden af min, men som det kører nu, ender hun altså med at sove i min seng fordi hun skal op til brystet så mange gange i løbet af natten og hun så vågner igen når jeg lægger den sovende pige ned i hendes egen seng. Det er helt uholdbart - og synd!
Vores aftener/nætter ser således ud:
Efter mad kl 17:30, lidt leg og derpå hyggeligt putteritual bliver hun lagt til at sove 19 - 19:30 - bliver ammet i søvn. Hun sover så til ca 21:45 hvor hun begynder at vågne med 20-30 min mellemrum, hvor jeg må ind og ligge hos hende, til hun falder i søvn igen. Det kan være ret svært at lirke brystet ud af hendes mund og liste ud igen uden at hun vågner. Når hun er vågnet, har jeg prøvet at vente ved døren for at høre om hun ikke selv faldt til ro igen, men så vidt jeg ved vågner hun helt de fleste gange.
Når jeg endelig selv går i seng sover hun bedre, men der er mange klynkende opvågninger og bryst i løbet af natten. Det bliver jo også til at jeg falder i søvn og hun bliver liggende ved brystet. Hun vågner af sig selv kl. 7, hvor vi står op. Jeg synes ikke hun virker helt udhvilet, selvom hun jo er frisk og glad når hun vågner. Hun ...
... gaber lidt og gnider øjne og gaber for alvor allerede ved 9-tiden. I vuggestuen lægger de børnene kl. 11 eller lidt senere.
Jeg er alene med min datter, der er ingen far.
Min veninde, der havde sagt ja til at være den anden primære person i Sofies liv, blev alvorligt syg da jeg var gravid. Min veninde er meldt rask nu og vi har set en del til hinanden den sidste tid - og nu indhenter de to det forsømte, så fra denne uge ses vi alle sammen min. 2 gange om ugen. Min veninde og jeg har lagt en plan for afvænning om 3 uger og jeg vil høre, hvad du siger til den.
Synes du den er for barsk?
Planen er:
De næste 2 uger ses vi som sagt 2 gange om ugen, den sidste uge ses vi hver dag og min veninde er med til putteritualet et par aftener. Når vi når afvænningsweekenden om 3 uger, kommer hun hos os fredag hvor vi putter sammen og jeg så tager afsted lørdag for først at komme igen søndag aften, når Sofie - forhåbentlig - sover. Min veninde sover i min seng sammen med Sofie.
Natten igennem må min veninde tilbyde Sofie vand af kop/flaske - men det kan nok blive en hård omgang for dem begge, når de ikke er helt vågne.
Min opgave er så at putte hende om mandagen uden at give hende brystet. Jeg tænker at jeg vil sove med en masse tøj på!
En anden veninde af mig satte plaster på sine brystvorter og sagde til sit barn at der ikke var mere! - det virkede helt uden problemer!! ☺
Hvad synes du om denne plan? Er det for hårdt, tror du?
Har du forslag til hvordan jeg kan forberede Sofie?
- andet end at jeg selvfølgelig har tænkt mig at gøre så lidt ud af brystet som muligt og kun give hende, når hun selv beder om det og det ikke lykkes at aflede hende.
Har du andre forslag?
Skal vi indføre en flaske (mælk/vælling?)? (Sofie har ikke hidtil villet tage flaske, de få gange jeg har forsøgt - men hun bruger for tiden flasken til vand, når vi er på tur)
Hun bruger heller ikke sut, spytter den ud. Har brugt sut tidligere, men kun som sove-støtte.
Jeg har læst dine forslag til den langsomme indføring af en substitut, men jeg har meget svært ved at tro på at den kan lykkes med Sofie - hun er utrolig begejstret for brystet, ved præcis at det er dét, hun vil have når det er sengetid, det har været en meget hyggelig ting for os begge og hendes reaktion på ordet "bryst" er som når hun ser sin yndlingshund:-)!!
Jeg har forsøgt en gang at amme hende inde i stuen og så gå ind i sengen og lægge hende uden bryst - men hun blev så ulykkelig at jeg var mør efter et kvarters gråd. Dagene efter synes jeg hun havde nogle mærkelige reaktioner og jeg følte mig som en helt utilregnelig mor: "Nu må du - nu må du pludselig ikke!" Dét gør jeg ikke igen! Derfor prøver vi nu om det er bedre at det er én uden mælk, der putter!
Det var langt...
Jeg glæder mig til at høre hvad du har at sige.
Mange hilsner,
Lene
PS Sofie er kun få gange blevet passet af andre, ikke mere end et par (vågne) ture i barnevognen i et par timer.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
9. november 2024 | Sovevaner | 12 mdr.
Dreng 11 måneder vil ikke længere puttes af far del 2
Kære Helen Jeg skriver del 2 i titlen for at referere til mit tidligere...
18. oktober 2024 | Sygdom | 14 mdr.
Skoldkopper eller hånd- fod og mundsyge?
Kære Helen Vores datter på 14 måneder har fået enten skoldkopper eller hånd-...
6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.
Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far
Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
16. august 2024 | Opdragelse | 16 mdr.
Kære Helen Tak for din brevkasse og tidligere svar:) Vores søn er nu...
Viden om børn:
Trøske
Trøske er en form for svamp, der ses som en hvidlig belægning i barnets mund. Det er ufarligt, men meget ubehageligt for barnet, og det bør derfor behandles.
Trøske er meget almindeligt de første måneder efter fødslen, og det kan være svært at vurdere, hvorvidt der 'bare' er tale om mælkebelægninger i munden, eller om det er svamp. Sidder belægningerne kun på tungen, og kan de forholdsvis nemt fjernes med en finger eller en lille skumklud, så er der sandsynligvis tale om...
Natamning
Mælkeproduktionen sker også om natten, og i den første tid efter fødslen er det en rigtig god idé at amme om natten. Faktisk er natamning med til at holde din mælkeproduktion igang, fordi du om natten producerer mere af det mælkestimulerende hormon.
De fleste børn vil i de første måneder have behov for amning om natten, og det er først efter 6 mdr.s alderen, at de fleste børn ernæringsmæssigt ikke længere behøver mælk midt nat. I 6 mdr.s alderen vil barnet kunne spise skemad om...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
Jeg skriver da jeg gerne vil takke dig for dine råd og støtte. Lige da jeg læste dit brev blev jeg ked af det, for jeg ville for alt i verden være en mor, som giver sit barn opmærksomhed nok. Men du havde jo ret :0)
Jeg har fået det godt igen, er begyndt at arbejde og får medicin og går til samtaler ved en psykolog. Det har hjulpet mig meget.
Jeg vil sige 1000 tak til dig for at støtte mig og give mig råd.
Du hører nok fra mig igen
Knus fra mig