Svar: Kravler ikke og er meget kræsen
Kære Nannas mor
At din datter i en alder af 9-10 måneder endnu ikke kravler, kan være helt normalt - nogle børn kravler senere end andre. Men at hun slet ikke vil støtte på sine ben, trækker dem op under sig, ikke hopper på dit skød, prøver at rejse sig og generelt bruge sine ben ... det synes jeg faktisk skal tjekkes.
I første omgang synes jeg du skal bede jeres læge se på din datters ben. Det lyder som om at hun har bevægelse i sine ben, hun kryber hvor hun bruger benene, hunløfter dem op osv. men lægen skal naturligvis udelukke at hun ikke har lammelser i benene og derfor ikke bruger dem. Det behøver dog slet ikke være så alvorligt ... Nogle børn bryder sig bare ikke om at støtte på benene og her kan man blandt andet gå ind og lave nogle børsteøvelser på barnet. Det er normalt en fysio- eller ergoterapeut der laver dette og han eller hun vil også kunne vejlede jer og vise, hvordan du skal gøre, så I kan følge børsteprogrammet derhjemme.
Lægen vil kunne henvise jer videre og vil kunne fortælle dig, hvad muligheder der er der hvor I bor. Der er sandsynligvis ansat en ergo- eller fysioterapeut i kommunen hvor du bor, så du kan også prøve at ringe til vedkommende direkte.
Med hensyn til mad og appetit, så er det vigtigt at din datter nu tilbydes mad med bid og mad som hun selv kan spise. Det er naturligt at du skal følge lidt efter med lidt skemad, så hun får mad nok - men at hun lukker munden for skeen handler sandsynligvis ikke om at hun er kræsen, det er snarere et udtryk for at hun gerne vil spise selv.
Men den alder hun har, må hun spise stort set alt og det vil være naturligt at maden tager udgangspunkt i den mad I andre får. Maden må meget gerne smage af noget og hun må gerne få forskellige former for krydret mad. Hun må også meget gerne spise med fingrene eller begynde at spise med en gaffel.
Da hun er glad for lasagne på glas, så vil det være rigtig fint, at du laver lasagne selv, laver retter med hakket kød, tomatsovs, pasta osv. så I får noget af det du med sikkerhed ved at hun godt kan lide.
Det vil derudover være en rigtig god idé at du tager udgangspunkt i det hun godt kan lide og så serverer noget af jeres mad også, så hun på den måde får lidt af begge dele og jeres mad kan så stille og roligt tage mere og mere over.
Jeres datter er så gammel nu, at hun godt fornemmer, at det at lukke munden gør noget ved dig .... Når børn lukker munden så sker der mange forskellige ting. Det at knibe munden sammen er både et udtryk for at ville selv, at kunne selv, men det medfører også meget let at barnet bliver centrum for middagsbordet. Børn skal ikke være særligt gamle før de ved at de ved denne adfærd får deres forældres fulde opmærksomhed.
Nogle forældre går pligtskyldigt i gang med at lave specielle retter til barnet, andre lokker med belønning, atter andre med 'du skal smage på det' osv. Naturligvis fordi vi alle ved, at det er vigtigt for barnets trivsel at det spiser. Men det bedste man kan gøre er faktisk ofte at servere det samme som I selv spiser. Hun skal opleve måltidet som noget fælles, opleve at I spiser det samme og har hun lyst til at smage fra jeres tallerken så er det også okay.
Sæt en tallerken foran hende og lad hende gå igang. Hun kan som sagt få næsten alt og det er vigtigt at du giver hende ro til at spise. Så prøv, at give hende lidt mad i stykker, lad hende spise selv og hold fokus lidt væk fra hende og hendes indtag af mad. Det er vigtigt med madro.
Der ...
... vil naturligvis være nogle madvarer som hun ikke bryder sig om og det er okay, sådan kan vi jo alle sammen have det. Men der vil også være gange, hvor hun lukker munden sammen fordi det giver opmærksomhed. Du skal derfor prøve at minimere opmærksomheden omkring hendes spisevaner lige nu.
Hvis hun spiser meget lidt og du er efterfølgende mener at hun skal have lidt ekstra for at blive mæt nok (helt reelt i denne alder) så må du tilbyde lidt på en ske, men pres hende ikke. Hvis hun ikke vil, så tro på at hun spiser det hun har behov for.
Sørg for at hun får mange små måltider i løbet af dagen, således at hvis der ikke glider særlig meget ned til det ene måltid, så spiser hun nok lidt mere til det næste.
For at være sikker på at hun sover godt om natten, så synes jeg I skal tilbyde hende en godnat-grød og jeg vil også foreslå jer at lægge hendes to flasker om aftenen. En flaske når hun puttes og en flaske omkring midnat, og i takt med at hun får dette kan flasken inden middagslur stille og roligt trappes ud. Netop for at hun begynder også at spise mere rigtig mad om dagen.
Det vil f.eks. være en god idé, at du sammen med rugbrødshapserne til frokost lægger en skefuld kogte ærter, majs, gulerod, peberfrugt osv. på tallerkenen. Hun skal have lov til at være selektiv, således at hun den ene dag kun spiser lidt af ærterne, næste dag er det så majsene der ryger ned og det er okay. Det er således ikke et spørgsmål om at hun skal spise al maden, men mere et spørgsmål om at give hende lidt valgmuligheder på tallerkenen og så acceptere at noget har mere interesse end andet.
Det samme vil være rigtig godt om aftenen, hun skal have både lidt pastaskruer, kød, grøntsager, sovs osv. så hun kan tage lidt af det, som lige nu virker mest interessant og okay for hende at spise.
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Morgen 6.30: Havregrød, vand eller mælk af kop.
Morgen 8: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden, frugtmos, vand af kop.
Puttes til lur kl. 8.30-9 som nu.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Frokost 11-11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, gerne fiskepålæg, suppleres med stykker af frikadeller (kød eller fiskedelle), godt kogte pastaskruer, kogte grøntsager i stykker, kartoffelbåde eller lignende - gerne rester fra aftensmaden, vand af kop. Kan evt. suppleres med grøntsagsmos, hvis hun vil det
Flaske med mme som nu, men denne trappes stille og roligt ud og kan erstattes af lidt frugtmos og frisk frugt og mælk af en kop. Puttes til middagslur ca kl. 13 som nu.
Eftermiddag 14.30-15: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt
Sen eftermiddag 16-16.30: en portion yoghurt med frugtmos, rugbrødsdrys eller lignende som nu.
Aften 18: Familiemad, risretter, pastaretter, kød, fisk, grøntsager, sovs af forskellig slags. Der skal være mad i stykker og moset mad. Vand eller mælk af kop.
Suppleres gerne med lidt grød inden sengetid.
Flaske og puttes til natten ca 19.30
Sen aften 24: Flaske og sover uden mælk til næste morgen tidlig
Som du kan se er der mange små måltider i løbet af dagen og du skal netop holde fokus på at lidt og tit er bedre end at hun spiser meget få gange dagligt.
Du skal naturligvis også holde fast i at hun lige nu trives og udvikler sig godt - men netop derfor også anerkende hendes lyst til at spise mere selv og derfor ikke interesse i at blive madet særlig meget ...
Jeg håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med hende :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
15. oktober 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen Vi skal flytte i løbet af november måned og vil prøve at gøre det...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Min datter er 8 mdr. hun er umiddelbart sund og rask og vores...
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Er meget vild med din brevkasse og alle dine gode bøger, som vi...
22. august 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Min datter er lige blevet 8 måneder. Hun har altid været meget...
Viden om børn:
Prævention - efter fødsel
Man kan godt blive gravid kort tid efter en fødsel - også selv om man ammer. Har I lyst til at genoptage jeres sexliv, er det derfor en god idé at finde en brugbar præventionsform.
Så længe du ammer, bør du ikke tage p-piller eller mini-piller, fordi østrogen nedsætter mælkeproduktionen, og fordi man endnu ikke kender langtidsvirkningerne, når medicinen går i modermælken.
I stedet kan det være en god idé at bruge kondom, også fordi det beskytter dig mod infektion....
Muslingeskaller - brystvorte
Du kan købe muslingeskaller, også kaldet ammeskaller. Disse blev introduceret i Danmark omkring år 2000 og var meget populære. Senere blev de frarådet, fordi mange fik problemer med svampeinfektion i brystet netop i forbindelse med brug af ammeskallerne.
Da skallerne bæres direkte på brystet og inde i BH´en, skulle de have en helende virkning på ømme og revnede brystvorter - men skulle altså samtidig også kunne medføre svampeinfektion. Virkningen af ammeskaller/muslingeskaller...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire