Svar: Hvordan tackler vi de daglige udfordringer?

---

Kære Rikke

Det er en meget kvik og meget moden dreng du beskriver. Jeg kan godt forstå du synes det er svært - han er kun 2½ år gammel og er meget god til at tale og sætte ord på, hvad han tænker og han er god til at koble ting. Det han ser I gør, det han hører I siger, det bruger han meget hurtigt og det er sandsynligvis også derfor I kommer til kort nogle gange, for han kommer jer i forkøbet - jo han er kvik :)

Jeg vil forsøge at svare på dine spørgsmål i den rækkefølge de stilles og med hensyn til at ignorere når I kalder og generelt ignorere et nej, så er det vigtigt at I er opmærksomme på, hvor meget I kalder og hvor meget I siger nej. Det er nemlig rigtigt som du skriver, at hvis man får nej, nej, nej i et væk, så overhører man det til sidst. Du skriver at I kan sige nej 1000 gange - det er allerede 999 gange for meget :)

I skal sige nej 1 gang og herefter skal I gå hen til ham, I skal fjerne ham fra det han er igang med eller fjerne det han ikke skal pille ved, I skal lade en handling følge med. Når I fjerner ham, eller fjerner tingene, så bliver han gal. Så må I naturligvis forklare ham, at det er okay at blive gal, men nej er et nej.

I skal altid overveje hvorfor I siger nej, for børn der får ja en gang imellem vil naturligt også bedre acceptere et nej andre gange. Så hvad skete der egentlig den dag, hvor han sagde "mor, aftaler vi at hvis jeg spiser alt min mad, så får jeg en is?". Den aftale var jeg gået med til og så havde jeg rost ham for at kunne indgå aftaler, sagt at det var rigtig dejligt, fordi man bliver glad, når aftaler overholdes. Netop for på den måde også stille og roligt lære ham at aftaler går begge veje :)

Når han ikke kommer, når I kalder ... Tja hvis det er hjemme, så er det jo generelt meget godt at øve sig på ikke at råbe efter hinanden hele tiden, men at gå hen til den man vil tale med - det gælder igen begge veje. Prøv derfor at minimere jeres kalden på ham indendøre og gå hen til ham, så han kan se jer, så I kan have øjenkontakt med ham og sig "kom Emil, vi skal spise nu" så han bliver hentet og ikke bare kaldt på.

Er det når I er ude, hvor han stikker af og løber sin vej og det kan være farligt, så ville jeg kræve at han holder i hånden også selvom han hyler og skriger og forklare ham, at sådan er det nødt til at være, når han løber sin vej. Stikker han af på cyklen, så ville jeg ikke lade ham cykle i en periode. Selvom han siger at han stopper ved vejen, så kan I ikke være sikre på at han gør det hver gang og I er nødt til at sikre hans overlevelse. Kan han ikke administrere at cykle ved siden af jer og vil han ikke stoppe, når der siges stop, så ville ...

---

---

... jeg sætte en grænse og sige at så får han ikke lov. Så må det vente til han bliver ældre. Cyklen må så bruges i et lukket område, hvor der ikke er farer for at blive kørt ned og lignende.

Han skal have helt korte simple forklaringer - "vi kan ikke cykle, det er for farligt", "man skal stoppe, når der bliver sagt stop, ellers må man ikke cykle".

At han råber meget, kan naturligvis være fordi han derved sikrer sig at blive set og hørt. Det kan også være fordi lydniveauet i vuggestuen er meget højt og han derfor vænner sig til at alt foregår i højt lydniveau. Det kan også være han synes det er sjovt at råbe.

Alt efter hvad årsagen er, så skal I reagere forskelligt. I skal naturligvis sikre jer, at han får masser af kontakt og opmærksomhed, uden at han behøver råbe for at få det. Gør han det ubevidst, så sig stille og roligt til ham, at han skal tale lidt lavere, vil han bare råbe mere og højere, så send ham ud "udenfor må du råbe lidt så tosset du vil" og så lad ham gøre det der, men når han kommer ind, skal han ikke råbe, men tale normalt.

Bevidst provokation eller bevidst at slå jer skal stoppes med det samme. Her skal han ikke være i tvivl om at han går over stregen og det her vil I ikke tolerere. Jeg ville derfor tage ham væk fra bord og stol, løfte ham ind i stuen og fortælle ham at det han lige har gjort vil jeg ikke have. Bliver han ved, så ville jeg faktisk overveje at give ham en time-out. Det vil sige sætte ham væk, gerne sætte ham på værelset og så blive uden for døren i 2½ minut (svarende til hans alder).

---

---

---

Jeg er helt enig i at time-put ikke skal bruges til små børn, men nogle gange er der undtagelser og når der er tale om helt bevidste handlinger, som du beskriver det, så vil det faktisk være okay. I er nødt til at markere, at den her opførsel tolererer I ikke.

Det er vigtigt at I er konsekvente, hvilket jeg også fornemmer at I er og jeg har engang ladet mig fortælle, at hvis man tager disse konflikter nu imens han er lille, så går I en lettere pubertetsperiode i møde ... Det kan være værd at huske på, for det er alt andet lige lettere at tage konflikterne med ham nu, hvor han er 2-3 år gammel, end det er når han bliver 14 år ... :)

Den bedste bog om opdragelse jeg har læst er bogen "Fantastiske Forældre" af Margot Sunderland, den danske oversættelse er udsolgt fra forlaget, men I kan låne den på biblioteket. I kan også vælge at læse den originale engelske udgave, som hedder "The science of Parenting. Practical Guidance on sleep, crying, play and building emotional wellebeing for life".

Håber I her er hjulpet videre på vej :)

Fortsat held og lykke og rigtig god jul!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---