Svar: Hysterisk - 3 år
Kære Christina
Der er ingen tvivl om at det er rigtig svært at være Victor lige nu. Han er i selvstændighedsalderen, det der tidligere hed trodsalderen og samtidig er han også blevet storebror.
Det er rigtig dejligt at han er glad for sin lillesøster og ikke lader sine frustrationer gå ud over hende - men det er naturligt at han har store reaktioner, som fylder ham og som gør at der ikke skal ret meget til før verden bryder sammen for ham og alt er kaos. Det handler både om hans alder og udvikling, men også om at han skal dele jer med hende, hun er en rival til jeres kontakt og det er svært for ham.
Det er helt forventeligt at have konflikter i hverdagen med den alder Victor har og det kan være meget anstrengende. Når du nogle gange er nødt til at sige nej, så bliver han vred og frustreret og det er der jo i virkeligheden ikke noget at sige til. Det er jo irriterende at få nej, når man har sat sig noget i hovedet og han skal have lov til at blive sur. Det er ikke det samme som at han er hysterisk, vrede er en helt legal følelse som vi alle kan have og som vi skal have lov til at have.
Når børn blive vrede og frustrerede, så er det vigtigt at vi kan rumme deres følelser. Det er svært netop fordi det er så anstrengende og ønsket om 'bare vi dog kunne hygge os sammen' er naturligt stort og vi bliver meget let påvirket på det følelsesmæssige plan. Det er enormt svært nogle gange, fordi man let kommer til at føle at han næsten spolerer alt for jeres lille familie. I kunne jo have det så godt alle fire - hvis han da bare ville ....
Det er rigtig vigtigt at du forsøger at bevare roen, når han bliver vred og frustreret. Du skal vise ham, at du godt kan forstå at han bliver ked af det nej han får, at det er okay, men at det ikke ændrer på den beslutning du har taget og dit svar. Prøv at tale stille og roligt til ham, forsøg at sætte ord på, de ord han selv mangler og giv ham evt. alternativer. Det er altid en god idé at vise, hvad man kan i stedet for.
Selvom han sikkert er ganske udmærket til at tale og godt kan sætte ord på mange ting, så mestrer han stadig ikke at sige "jeg synes det er uretfærdig at .." eller "det er irriterende at ..." eller lignende. Og det skal du hjælpe ham med. For det er uretfærdigt, at han nogle gange skal vente på at det bliver hans tur, det er smadder irriterende at han ikke kan komme tilbage i butikken, når det er sjovere at være der end at skulle køre hjem. Og det er vigtigt at du siger det højt, at du godt kan forstå ham.
Det giver ham også mulighed for at rette dig, hvis du f.eks. siger "så bliver du bare så ked af det .." så kan han sige "jeg er ikke ked, jeg er sur!" og så kan det være udgangspunktet for jeres samtale og der du skal starte for atter at få ro på.
Børn får stadig ...
... i 3 års alderen det der hedder fortvivlelsesanfald. Anfald af fuldstændig ulykkelighed, hvor hele verden ramler. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, jakken vil ikke lynes, han vil sidde på taskehylden og I siger nej, der er ikke noget som er som han gerne vil have det. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, der får hans verden til at vælte, men for ham betyder det rigtig meget.
At blive vred på ham eller skælde ham ud dur ikke. Lange forklaringer du ikke, og I kan ikke tale særlig meget til hans fornuft. Han mangler stadig vigtige forbindelser i hjernen, som skal hjælpe ham til at finde roen igen. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for jeres fysiske kontakt, jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, han har brug for at I hjælper ham med at få samling på sig selv. På den måde dannes de vigtige forbindelser i hans hjerne.
Nogle gange kan børn blive så frustreret og kede af det, at de ikke lige med det samme kan klare at have fysisk kontakt. Hvis han har det sådan, så lad ham være lidt, sæt dig i nærheden, tal stille til ham og spørg om han ikke vil over og have et lille knus. Måske vil han godt acceptere at du nusser ham stille og roligt på kroppen, mens han ligger på sofaen eller på gulvet.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det er rigtig vigtigt at I stadig betragter ham som den lille dreng han er og forsøger ikke at stille alt for mange krav lige nu og ikke stiller for mange spørgsmål. Han vil ofte have svært ved at tage stilling og bliver for frustreret, hvis han skal. Bare det at vurdere om han vil have æble eller banan kan han slet ikke rumme, han svarer impulsivt og to minutter efter vil han alligevel hellere det andet. Så øv jer på ikke at stille spørgsmål, men i stedet tage beslutninger og hold så fast i dem og rum så den frustration som evt. følger med den beslutning I har taget:)
Pas på ikke at forvente for meget, nu hvor han er "den store". Som sagt er det rigtig svært at skulle dele jer med lillesøster, også selvom han er glad for hende. Han kan meget vel føle sig usikker på sin plads derhjemme, det er svært for ham at se jer og hende have tæt fysisk kontakt, det er svært at se den intimitet I naturligt har med hinanden og det er svært at føle sig på afstand af dette. I to har noget sammen, som han ikke helt er en del af og det gør ondt, det skaber fortvivlelse. Han har brug for at vide, at I stadig er der 100 pct for ham og at ingen nogensinde kan tage hans plads.
Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Tænk forebyggelse, når du skifter ble – og undgå rød numse
Hudproblemer hos de små er desværre et udtalt problem, men ved at bruge korrekt og forebyggende hudpleje ved hvert bleskift kan du skånsomt, naturligt og nemt undgå, at din baby får rød numse.
Derfor får blebørn nemt røde numser
Hvis din baby har rød numse, er du ikke alene. ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
21. august 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej igen Helen Og som altid tak for dine meget grundige svar! Hvor er det...
16. august 2024 | Opdragelse | 16 mdr.
Kære Helen Tak for din brevkasse og tidligere svar:) Vores søn er nu...
Viden om børn:
Søskende
Det er helt normalt at der kan opstå jalousi, når der pludselig kommer en lille ny, som kræver at få noget af den opmærksomhed, der tidligere var forbeholdt storesøster eller storebror. Her er lidt råd til hvordan du kan imødegå nogle af de problemer der kan opstå:
- Husk at give den store opmærksomhed. Vær opmærksom på at den store har savnet dig imens du har været indlagt med den lille ny. Gør familien opmærksom på at de gerne må komme med gaver til den lille, men det er næsten...
Parforhold
Når I bliver forældre vil sammeholdet og de varme følelser mellem jer sandsynligvis blive styrket. I vil se hinanden på en anden måde, og det kan være meget berigende at se sin partner i den nye rolle som mor eller far. For mange føles det som en ny kærlighed, netop at se sin elskede sammen med det lille barn, det lille menneske man har skabt sammen.
Men det nye familieliv, hvor man pludselig ikke mere er et par, men er forældre kan også være svært og kan være skuffende. Måske er...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.