Svar: Temperament og følelser

---

Kære molise

Tak for dit brev og dine ærlige og åbne tanker. Det er for mange rigtig svært at være forældre til en fireårig - vi ved godt at 1-3 års alderen er en prøvelse, alle taler om trodsalder eller selvstændighedsfase og vi er forberedte på at det er en svær tid, men at fireårsalderen nogle gange kan være enormt kompleks, er de fleste af os uforberedt på ...

Jeg kan godt høre at du bliver forskrækket, når du oplever din datters selvstændighed og egen vilje. Hun er verbalt rigtig god til at sige til og fra nu og hun bruger naturligt sproget til at sige ting, sætte sin vilje igennem. Og det er hårdt, det er rigtig hårdt!

Jeg synes dog det lyder som om at du tackler det hele rigtig godt og det er rigtig vigtigt at du siger til dig selv, at du er en sød, kærlig og god mor. Du gør det bedste du kan for din datter, det er jeg slet ikke i tvivl om, det er bare en rigtig svær alder lige nu :)

Fireårige børn er naturligt meget diskuterende og vil gerne tage del i forskellige beslutninger. Dette skal man selvfølgelig anerkende og det er her en rigtig god idé, at du nogle gange lader din datter være medbestemmende, så hun føler at hendes mening også tæller. Det kan f.eks. være at give hende små opgaver som selv at finde sit tøj frem, som hun vil have på næste dag, lægge det frem så det er klart.

Det er naturligvis vigtigt at du så anerkender det valg hun tager, også selvom du ikke nødvendigvis synes det er særlig smart eller hensigtsmæssigt at hun vælger prinsessekjolen til børnehaven ... alternativt kan du så evt. give hende skiftetøj med, hvis hun nu får lyst til at skifte deromme ... Men hun vælger og det vil glæde hende at mærke, at hun er stor nok til dette.

Du skal bruge humor i hverdagen. Fireårige børn elsker at pjatte og kan være enormt fjollede. De kan grine af ting, som vi andre har meget svært ved at se det sjove i, men det er lige meget, for det gode humør smitter og ofte vil man med stort held kunne gøre noget sjovt ud af en situation, så alle kommer lettere igennem. Prøv derfor at bruge humor, leg og latter, når du fornemmer at visse ting kan blive en konflikt - du må naturligvis ikke grine af hende, for så bliver hun ked af det, men du kan godt opbløde visse situationer ved at lave sjov.

Hun er kvik din datter og du skal udnytte hendes intellekt og lave små aftaler med hende. Hvis hun er meget på tværs, så prøv at fokusere på det du gerne vil have hende til, mere end på de ting, hun ikke så gerne vil. Hvis du f.eks. gerne vil have hende til at skynde sig i tøjet, så sig f.eks. "hvis du skynder dig, så kan vi nå at læse en bog" eller lignende, så der er et formål som er hyggeligt og dermed noget andet end "bare at have travlt!". Jeg mener ikke at hun skal belønnes med slik (eller småkager:)), det er slet ikke det, men snarere at give hende lidt læring omkring "Hvis du gør de her ting for os, som vi gerne vil, så gør vi også det her for dig - så kan vi gøre de her ting sammen". Så hun også får lidt læring med sig om at alle jo gerne vil have deres behov opfyldt :)

Jeg tror du har en rigtig god pointe omkring problematikken, at I har været meget hjemme. Det har været nødvendigt fordi børnehaven ligger langt væk fra hvor I bor og lillebror har været meget syg. jeg synes faktisk det lyder som om at storesøster har klaret det ret godt, hun lyder til at være en rigtig dejlig pige og en rigtig sød og også tålmodig ...

---

---

... storesøster - men det er klart at det er enormt trættende for hende, at være hjemme og skulle tage hensyn til lillebror hele tiden, fordi han er den lille, fordi han ikke har sprog, fordi han ikke motorisk kan følge med, fordi han er syg, fordi ...

Det vil være rigtig godt, hvis I kunne komme tilbage til en hverdag, hvor jeres datter får lov til at være i børnehaven dagligt, får andre impulser, får lov til at være - uden at skulle tage hensyn til lillebror og I andre derhjemme. Børnehaven skal næsten ses som et frirum for hende og det er helt fint, at hun kommer der. Du må godt give hende kortere dage en gang imellem, det vil også være rigtig fint at hun får lov til at få en legekammerat på besøg eller måske kan tage med en anden hjem - hvis det kan lade sig gøre, når I bor så langt væk ...

Og så synes jeg I skal arbejde på at hun bliver flyttet til en institution nærmere hvor I bor, et sted hvor hun kan gå indtil hun skal i skole. Forhåbentlig vil hun kunne få en plads senest til april eller maj, hvor der ofte er skiftedag i institutionerne, fordi de ældste børn går på fritidshjem i løbet af sommeren.

Jeg er helt enig med dig i, at hun naturligvis ikke må slå eller sparke hverken jer eller sin lillebror og netop i en sådan situation, vil det være helt okay at give hende en time-out. Og ja, det kan være nødvendigt at bære hende derind, fordi hun ikke vil og så må du holde fast i at "jeg sætter dig her, fordi du sparkede mig, man må aldrig gøre noget, der gør ondt på andre!". Det er en voldsom regel hun har overtrådt og her er du nødt til at markere, at grænsen er nået.

---

---

---

Men, som udgangspunkt skal du naturligvis forsøge at undgå at situationen overhovedet kommer dertil og det er vigtigt at du er opmærksom på, at hendes tålmodighed og lyst til at lege med sin lillebror naturligt svinder på et tidspunkt. Det er sjovt i en periode, men så er det ikke sjovt mere. Så nogle gange skal du prøve at tilbyde ham en anden leg, så han trækkes ud af hendes leg, du kan spørge hende, om det er okay - du kan legalisere det, sige åbent til hende "jeg forstår godt at du bliver træt af at lege med lillebror" og så lave en aftale med hende om, at hun kommer og siger til dig når det er nok, i stedet for at blive gal ...

Som jeg læser dit brev, så er hun jo en meget sød og meget fornuftig pige, som godt ved hvordan hun skal opføre sig, men som naturligt kan få 'for meget af det hele' en gang imellem og det er okay. Hun er også en pige som profiterer rigtig godt af en gang imellem at blive bekræftet i at du godt kender de følelser og frustrationer hun har "når jeg ikke kan sove, så kigger jeg i en bog", "jeg synes også lillebror er irriterende en gang imellem" osv.

Som du beskriver din datter og jeres situation, så ser jeg lige nu tingene som normale og som noget mange familier oplever. Hvis du får brug for hjælp, så kan du altid kontakte kommunen. Der er i kommunens PPR afdeling (pædagogisk, psykologisk rådgivning) eller 'børne-ungeafdeling' ansat forskellige personer, der kan hjælpe familier i forskellige situationer. Det kan være f.eks. en familievejleder, som man kan ringe til. Der er i mange kommuner åben anonym rådgivning, hvor man kan ringe og få en snak i telefonen, man kan også henvende sig og bede om et hjemmebesøg. Du finder de relevante telefonnumre på kommunens hjemmeside.

Håber du kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---