Svar: Meget morsyg - skal jeg tage ham op?

---

Kære Sara

Din dreng er lige nu aldersmæssigt på grænsen til at han så småt begynder at få en lille smule bevidsthed om at du er der, selvom han ikke kan se dig. Indtil børn er ca 16 måneder gamle, så føler de sig forladt og alene, når man forsvinder ud af syne. Han kan ikke forholde sig til at du er i køkkenet, når han er i stuen, eller at du er i stuen, når han er på værelset og derfor bliver han ulykkelig og ked af det når du går, fordi han føler sig forladt.

Der er derfor god grund til at tro, at det stille og roligt vil blive bedre og lettere for ham at acceptere at du nogle gange går ind i et andet rum. Det vil dog være rigtig godt at "træne" det lidt med ham og det kan du gøre ved at I leger gemmeleg. Tag gerne storebror med i denne leg, I kan skiftes til at gemme jer og så skiftes til at finde hinanden. Den der gemmer sig, kan sige forskellige lyde, så lillebror også lærer at man kan 'kommunikere sammen' selvom man ikke er i samme rum.

Han går også igennem en svær alder, fordi han vil så meget, men stadig ikke magter særlig meget og det giver frustrationer. Alderen 1-3 år stiller store udfordringer, det er især i denne alder at børn udvikler deres selvstændighed, deres egen vilje og deres personlighed spirer frem. Lige så glade, charmerende og skønne de kan være, ligeså frustrerende kan det være når verden bryder sammen for de små poder og det er en alder, som kræver rigtig meget omsorg, nærhed, engagement og forståelse.

Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud.

Hvis din dreng oplever at du går fra ham eller at du ignorerer ham, så vil han ikke føle ...

---

---

... sig forstået og det vil være som at puste til ilden og det hele bliver værre. Hvis du derimod viser ham at du forstår ham, lytter til ham, gerne vil ham, så vil han slappe mere af og adrenalinen dæmpes.

Du skal naturligvis sikre dig at han ikke gør skade på sig selv, han må ikke blive så frustreret og ked af det, at han hamrer hovedet ind i væggen. Her skal du være hos ham med det samme, tage ham op og hjælpe ham med at blive rolig og få samling på sig selv.

Står han og hiver i dine bukseben og vil op imens du er ved at lave mad, så vil det være rigtig godt, at du sætter dig ned hos ham et øjeblik, giver ham et knus, lige lader ham mærke at du er der, men også rejser dig igen og fortsætter det du er igang med. Du kan også tilbyde ham at komme op i den høje stol, så kan han sidde der og følge med i hvad du laver.

---

---

---

Fuldstændig på samme måde, som storebror nogle gange må vente på at det bliver lillebrors tur, så skal lillebror naturligvis også lære at vente og give plads til den store - det er jo en af de ting man naturligt får med sig, når man har søskende, - lære at give plads til hinanden, vente på hinanden. Og det gælder naturligvis begge veje. Igen skal du i en sådan situation anerkende at lillebror vil have dig med, tager dig i hånden og forsøger at trække dig væk, ved at tage ham ind til dig, så han mærker at du er der - men samtidig også holde fast i at nu er du lige ved at se på noget sammen med storebror og så kan I alle tre kigge på dette og du går med lillebror bagefter.

Det er altså en vekselvirkning mellem at du hele tiden er der for ham men naturligt også sætter lidt grænser for hvornår tingene kan være helt som han vil. Det er et spørgsmål om nogle gange at finde alternativer og nogle gange gå på kompromis.

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---