Svar: Briller, søvn, farsyge mv.
Kære D.
Tak for dit brev og alle dine spørgsmål - jeg vil prøve at svare så godt jeg kan og svarer på spørgsmålene i den rækkefølge de kommer :)
Det er rigtig godt, at I har fundet ud af, at jeres datter skal have briller. Det er en stor forskel, at gå fra ingen briller til pludselig at få briller med +1 og +5 og til at begynde med, vil hun sandsynligvis blive forvirret over alt det hun kan se ... verden vil jo pludselig overrumple hende, når hun kan se så meget mere end hun ellers har kunne. Det kan være meget voldsomt for så lille en pige. Men på sigt vil hun sandsynligvis blive rigtig glad for sine briller, netop fordi hun jo med dem vil kunne se, opleve og udforske verden meget bedre.
Er der nogen i jeres familie som bruger briller? Det kunne være rigtig rart for hende, at opleve at hun ikke er den eneste. Hvis ingen af jer bruger briller og I ikke kender andre som gør, så kan I overveje at købe et par billige briller med vinduesglas og tage dem på en gang imellem, netop så hun ikke føler sig alene. Og hvis hun ser I tager brillerne på, så vil hun måske også tage sine egne på. Min tanke er, at det lige i starten nok vil være en leg for hende, men når hun oplever hvor gode de er, så vil hun naturligt bruge dem :)
Med hensyn til søvn, så vil børn ofte i 2 års alderen begynde at blive lidt bange for mørke og små dyr. De kan blive helt paniske, hvis de kan høre en flue summe eller hvis der er for mørkt på værelset og en lille natlampe kan være en idé. De fleste børn vil stadig have brug for deres tremmeseng, når de er 2 år, men omkring 2½ års alderen vil en del begynde at bryde ud af sengen, forsøge at kravle over tremmerne og så er det tiden at skifte til en åben seng. I kan lige tage den overvejelse med i jeres omrokering af værelser og sovesteder ...
En åben seng kunne gøre, at I bedre kunne sidde hos hende, netop fordi I så kan sidde på sengekanten og hun kan have sine fødder på jeres ben eller på anden måde mærke jer. Imens kan I så læse historie og hun vil på den måde føle at hun får jeres opmærksomhed og kontakt, som hun søger lige nu - måske fordi hun jo også skal dele jer med lillebror. Det er netop ved sengekanten om aftenen, at hun kan være sikker på at have jer helt for sig selv.
Du skriver, at det egentlig passer godt, hvis hun kunne sove i soveværelset, men at det er svært for hende at finde roen. Du skriver også at hun ofte kalder og pjatter, når hun er kommet i seng, hun er ikke ked af det, men kalder og vil have I skal komme, som for at sikre sig at I er der. Det kan naturligvis tolkes som at hun har brug for at have tremmesengen lidt endnu eller det kan være brug for det modsatte at have mere plads omkring sig og samtidig føler sig nær jer.
Jeg ved ikke hvor meget plads I har eller hvordan I kan indrette jer, men en mulighed var måske at udbygge jeres seng. Gøre den større, så den måler 4 x 4 meter, så der er plads til alle. På den måde vil der være plads nok til at alle kan sove der, men også plads nok omkring, så man ikke ligger klemt ... bare en tanke.
Farsyge - kan man også kalde farglæde og selvom det er hårdt for dig at blive afvist, så er det vigtigt at du ser det som et sundhedstegn. Netop fordi du har været gravid, har født lillebror, ammer ham osv. så er det dig det går ud over. Man sammenligner det med at din mand kom hjem med en anden dame og sagde "hende elsker jeg", "er hun ikke skøn", "hun skal bo her hos os", "hun får den her kjole på, den har været den, men den bruger du jo ikke mere", "hun skal sove her sammen med mig" osv. osv.
De følelser det ville frembringe i dig, det er de følelser din datter højst sandsynligt har. Det er meget meget svært, når der pludselig kommer en baby ind i huset, som man bare skal elske, synes om og give plads til - og det er meget meget svært at se sin mor have denne tætte og nære kontakt med en anden. Derfor straffer hun dig, for det er jo dig, der har skabt denne situation og ...
... derfor er det naturligt at hun lader det gå ud over dig (og ikke sin bror eller sin far).
Far er derimod hendes redning og samtidig så har hun jo også en alder, hvor hun så småt begynder at interessere sig lidt mere for sig selv, sit eget køn og også kønnet på andre. Mor er en pige ligesom hun er, far er en dreng - og derfor er far også naturligt lidt mere spændende :)
Det er rigtig godt, at I forsøger at deles om tingene, så det ikke er far og datter der gør det hele, men så hun mærker at du også rigtig gerne vil hende og har lyst til hende. Det er nemlig ekstra vigtigt at du får vist hende dette i dagligdagen og dette især ved at du tager initiativ til at putte, kæle, nusse, kærtegn, sidde med, holde om osv. så det ikke kun er lillebror der får alt dette, men så hun også får lov og virkelig mærker dig.
Og så er det vigtigt at du ikke bliver så såret over hendes afvisning, at hun aflæser dette, for så skubber du hende mere fra dig. Hun er jo også i en alder, hvor hun skal lære hvordan hun påvirker andre med sin adfærd, hvad der gør andre glade, kede af det osv. og hvis hun ved at afvise dig, kan gøre dig ked af det, så er det jo også en reaktion som er værd at udforske ekstra og derfor gør hun det måske igen og igen ...
Når I er alene, så hyg jer og glem regler for hvordan man bør gøre. Hvis det der fungerer bedst at I sover sammen alle sammen i dobbeltsengen og hun får læst godnathistorie der osv. så gør det. Så kan det være det I gør, når far ikke er hjemme. Det er fint nok at have sådanne små hyggelige rutiner :)
Hendes protest mod at skulle hilse eller sige godnat er sandsynligvis et udspring af hendes øgede selvstændighed. Hun bestemmer selv hvad hun gør, hvornår og hvordan og det er noget af det, I ikke kan tvinge hende til. Hun skal ikke tvinges til at sige farvel eller godnat til andre, ikke tvinges til at give hånd. Men hun skal se at I andre gør sådan, så hun lærer at det er almindelig kotume og så gør hun det også selv på et tidspunkt, når hun bliver ældre.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Nogle gange skal du trumfe igennem, at du altså vil kysse hende godnat, fordi det er kærligt og også fordi du jo netop der får vist hende at du elsker hende og at hun betyder noget for dig. Her kan du bruge humor og sige "vil du ikke kysse mor, din lille filur. Her i huset skal børn kysses ellers bliver de kildet" eller lignende og så fange hende, kilde hende og kysse alt hvad du kan kysse - tæer, navne, kinder osv. så hun virkelig mærker dig og netop bliver kysset :)
Konflikter er der mange af fra nu af og ... tja det næste laannge stykke tid :) Det plejer at blive lidt mindre omkring 3 års alderen, eller sagt på en anden måde, konflikterne får en drejning i takt med at barnet bliver ældre. De er der stadig, men i takt med at barnet bliver bedre til verbalt at kommunikere, så vil hun også bedre kunne sige, hvad hun er ked af, utilfreds med, vil eller ikke vil osv.
Med hensyn til utilfredshed gennem dagen, så kan det handle om alder og udvikling, men også om søvn og rytme, ligesom det også kan handle om mad og hvad hun spiser og drikker.
Du skriver, at I ofte lader hende sove til hun vågner og det er som udgangspunkt rigtig dejligt, men det kan godt betyde noget for hendes lyst til at sove til middag, ligesom det også har noget at sige, hvordan hun falder i søvn om aftenen. Som udgangspunkt er det en rigtig god idé at have fast sovetid og fast stå op tid hver dag, uanset om det er hverdag, weekend, ferie eller andet. Små børn tåler ofte ikke særligt store svingninger og der er forskel på om hun står op kl. 6.15 eller kl. 7.30-8. Det er en stor svingning for et barn på 2 år - og det kan påvirke hendes dagsrytme rigtig meget.
Så I kunne altså godt overveje at vække hende om morgenen, så hun kommer op til en fast tid ... Det kunne have stor betydning for hendes lyst til middagslur, som hun sandsynligvis stadig har brug for :)
Håber du kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Tænk forebyggelse, når du skifter ble – og undgå rød numse
Hudproblemer hos de små er desværre et udtalt problem, men ved at bruge korrekt og forebyggende hudpleje ved hvert bleskift kan du skånsomt, naturligt og nemt undgå, at din baby får rød numse.
Derfor får blebørn nemt røde numser
Hvis din baby har rød numse, er du ikke alene. ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.
Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...
12. oktober 2024 | Diverse | 2 mdr.
Kære Helen Min veninde og jeg har fået vores drenge med kun en uges...
31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...
13. juni 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Min datter på 2 år og 6 måneder går i en vuggestue med cirka 25...
17. maj 2024 | Diverse | 16 mdr.
Hej Helen Jeg har denne gang et spørgsmål, som ikke direkte vedrører mine...
Viden om børn:
Tidlig født
Når børn bliver født før termintidspunktet taler man om for tidlig fødsel. En graviditet varer normalt ca 40 uger.
Børn der er født mellem uge 33 og uge 37, betegnes ofte "moderat tidlig født". Disse børn er altså født mellem 3-8 uger for tidligt.
Børn der er født mellem uge 29 og uge 32, betegnes normalt som "meget tidligt født". Disse børn er født mellem 9-12 uger for tidligt.
Børn der er født før uge 29, betegnes normalt som "extremt tidligt...
D-vitamin
Alle børn bør fra de er 2 uger til de er 2 år gives D-vitamin 10 mikrogram (400IE) dagligt. Det gives som dråber.
Børn med mørk hud og/eller børn som går klædt, så kroppen oftest er tildækket om sommeren (lange ærmer, lange bukser/kjoler eller tørklæder) skal fortsætte med D-vitamintilskud (400IE) hele barndommen.
Når børn er ca. 1½ år gamle, vil de kunne tygge en multivitaminpille, ofte knækket i kvarte. Indeholder vitaminpillen 10 mikrogram D-vitamin, bliver...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.