Brev:

Håndtering af konstant hyleri, brokkeri

Kære Helen

Jeg har en dejlig pige på 2 år og 10 måneder. Hun er helt normal og aldersvarende fysisk og mentalt. Hun er stadig enebarn, og jeg er ikke gravid med nr. 2 endnu.

De fleste, herunder min mand, hans familie og min egen familie, betegner mig som en pylre-mor med et alt for højt serviceniveau. Jeg er helt bevidst om dette og har indtil nu ikke set det som et problem, fordi min datter er en sød og kærlig og glad pige som tillige er meget omsorgsfuld over for især andre børn, hvilket blandt andet giver sig udslag i, at hun er rigtig god til at dele.

Jeg er dog efterhånden blevet rigtig meget i tvivl om, hvorvidt jeg gør hende en bjørnetjeneste ved at være den slags mor, som jeg er. Jeg har brug for et godt råd.

Min datter har det seneste halve år brokket sig og tudet meget konstant over alting. Kort sagt: ALT bliver gjort til en konflikt. Det ser p.t. ud til at blive værre og værre.

Jeg vil gerne forsøge at give dig et indblik i de situationer, vi oplever som strækker sig over både dag og nat:

Vi har et meget stort soverværelse, og derfor har vi delt værelset op med en kubereol, således at hun har sin egen afdeling derinde. Dvs. hun sover faktisk i vores soveværelse, men i sin egen seng. Vi plejer at sige til hende, at mor og far sover i hendes værelse, og hun opfatter også klart rummet, som hendes værelse.

Hun bliver puttet kl. ca. 20 i sin egen seng efter den samme rutine hver aften på ca. 30 minutter med kys og kram og bog og sang fra ca. 19.30 til 20. Hun sover ca. kl. 20.15-20.30. Hun vil ikke falde i søvn uden lys, hvorfor vi har en dæmpet natlampe tændt. Hun falder i søvn helt uden brok, hvis vi bliver i rummet (f.eks. går og rydder lidt op eller arbejder lidt på computeren i vores egen seng, hvor hun kan høre os, men ikke se os direkte andet end gennem hullerne i reolen).

Hvis vi forlader rummet inden hun sover, brokker hun sig, græder og kalder. Vi har aldrig oplevet, at hun er stået ud af sengen, selvom hun kan. Det har hun dog heller ingen grund til, da vi altid kommer ind til hende højst 1 minut efter, hun har kaldt på os. Som regel vil hun bare have hjælp til at drikke det vand, som allerede står på en skammel lige ved side af hendes seng, selvom hun godt kan nå det selv. Alternativt vil hun puttes (igen igen), have tørret næsen (selvom der ved siden af vandet ligger lommetørklæder) eller slet og ret have "en krammer", som hun siger.

Når hun beder om vand og næsetørring går vi altid ind til hende og beder hende gøre det selv. Dette gør hun efter nogle lange seje kampe med skrig og skrål - men KUN hvis vi bliver hos hende imens, og eventuelt også holder hende i hånden imens. Det gør vi så, men far er tydeligt ved at blive rigtig godt træt af, at hun ikke "vil/kan" selv, og han mener, at det er min attitude, der er problemet, fordi jeg er for eftergivende.

Når hun beder om kram, krammer jeg hende hellere end gerne, hvorefter jeg beder hende putte sig ned under dynen og sove. Far gør hende modsat mig, opmærksom på, at han synes, det er noget pjat, og at der ikke er flere kram på menuen nu, fordi hun skal sove. Hvis hun bliver afvist her, græder hun, og tit går hun helt op i en spids, så det tager endnu længere tid at putte hende. Derfor synes jeg simpelthen ikke, at det er "besværet" værd. Jeg vil meget hellere give efter for hendes ønske om kram - også selvom det sker 4 eller 5 gange, inden hun sover. Far mener, jeg er for eftergivende, og at det er derfor, at hun bliver ved at ville have alle de kram om aftenen.

Hun vågner p.t. 2-5 gange hver nat. For det meste sætter hun sig bare op og "brokker/hyler" lidt. Det er efter aftale alene far, der står op om natten, når hun vågner, da jeg som sagt ikke er så god til at være hård over for hende, og som udgangspunkt ville tage hende med mig over i vores seng om natten (hvor hun stensikkert ville sove videre hele natten uden at vågne andet end en enkelt gang pga. tørst).

Far går altid over til hende med det samme. Så får hun hjælp til vand, næsetørring, kram osv. - meget kort og meget kontant - og efter max 1 minut sover hun (som regel) igen.

Far er RIGTIG rigtig frustreret over at blive forstyrret i sin nattesøvn så ofte. Jeg kan godt forstå ham - og selvom jeg ikke står ud af sengen, bliver jeg jo også forstyrret.

Vi har prøvet at tale beroligende til hende fra vores egen seng - uden at gå over til hende - vi sover jo trods alt under 2 meter fra hende, selvom hun ikke kan se os direkte andet end gennem reolen. Den lille natlampe er dog tændt hele natten. Vi siger, vi er lige her, og beder hende putte sig ned igen, selv tage vand osv. Men så begynder hun at skrige og hyle og græde og kører som sagt op i den berømte spids, hvor intet kan få hende til at stoppe igen.

En uges tid har vi forsøgt at blive i vores seng og talt beroligende til hende, hvilket efter ca. 20 minutters intens skrigen har ført til, at hun er steget ud af sengen og gået over til os. Herefter har vi roligt fulgt hende tilbage igen til sin egen seng - og sådan er det gerne blevet ved i ca. 1-2 timer indtil hun har været for udmattet til at stige ud igen. Det skal lige siges, at hun kun meget sjældent virker bange. Vi kan som regel høre på hende, om det bare er almindelig opmærksomhedsbrok eller om det er reelt frygt pga. mareridt. I de sidstnævnte tilfælde bliver hun naturligvis altid trøstet

Hun forlanger stort set aldrig at komme over til os i sengen i løbet af natten. De sjældne gange, hun gør, får hun ikke lov, men så bliver vi hos hende og krammer lidt indtil hun falder til ro. ...

... Vi har en ret lille seng, og der er reelt ingen af os, der sover godt, når vi er der alle tre. Derfor har vi netop valgt løsningen med at sove på hendes værelse.

Når hun vågner om morgenen ca. kl. 7, hyler hun med det samme - uden undtagelse - også selvom hun VED, at hun HVER morgen, får lov at komme over og putte lidt i sengen hos os i ca. en halv time inden vi står op, så sidder hun derovre og græder højt og hyler grådkvalt: "Moaaar, faaaar, jeg vil over til moaar og faaar og putte". Så går far bare over og samler hende op og tager hende med over, og så holder hun som regel op stort set med det samme. Hun kender selvfølgelig ikke klokken, så hun kan ikke vide, at det er morgen og tid til at hun gerne må komme over - måske derfor hun græder?

Far bliver dog nogle gange SÅ irriteret over hendes hyleri om morgenen, at han simpelthen ikke giver hende lov at komme over. Han siger simpelthen (roligt) til hende: Hvis du græder, så kommer du ikke med over - og så går hun op i den berømte spids, som det tager næsten en time at komme ud af - men hun kommer ikke over. Far er meget konsekvent i den retning. Jeg siger selvfølgelig ingenting, og bakker far op over for hende.

Problemet gentager sig henover dagen, hvis hun f.eks. gerne vil op til mig, og jeg ikke lige har tid. Så siger jeg til hende, at hun gerne må komme op, men at hun må vente til jeg får tid (f.eks. til jeg er færdig med at tømme vaskemaskinen eller færdig med at spise). Så flipper hun helt ud og synker helt ulykkeligt sammen på gulvet og tuder helt vildt. Her plejer jeg, at blive ved at tale til hende (selvom man næsten ikke kan høre sig selv, fordi hun skriger så højt).

Når jeg så er klar og færdig med det jeg skal, så tager jeg hende op. Far mener her, jeg skal sige til hende, at hun ikke kommer op, så længe hun græder - og at hun ikke må græde - hvilket som regel blot får hende til at græde endnu mere og forlænge processen. Hun bliver ALTID virkelig vred/ked af det, og det er altid meget langvarigt og medfører ofte, at der glippes et måltid.

Min pointe er, at hun altså græder for at opnå noget - ikke fordi hun har fået et nej - og også selvom hun ved, at hun nok skal få lov. Hun forstår nemlig godt et nej, og brokker sig kun sjældent, hvis hun f.eks. får nej til at få flere rosiner eller kiks eller DVD-film.

Både far og jeg synes, at det er et reelt problem, at hun græder så meget hele tiden.

Jeg synes ikke selv, jeg er inkonsekvent over for hende. Jeg giver lov til mange ting. Jeg bruger også rigtig meget tid på hende, og på at kramme og kysse. Far bruger også meget tid på det, men er dog en anelse mindre fysisk end jeg. I det hele taget får hun rigtig rigtig meget opmærksomhed fra både mor og far og bedsteforældrene. Derimod holder jeg fast, når jeg først én gang har sagt nej til noget.

Hun hverken slår eller bider eller sparker under disse anfald, men sidder eller ligger bare på gulvet og græder og hyler, så man slet ikke kan komme i kontakt med hende. Ofte kan vi slet ikke finde ud af, hvad det egentlig er hun vil, da det oprindelige krav om f.eks. at få sin bamse, som hun udemærket godt selv kan hente på værelset, ofte bliver konverteret til, at hun vil have vand eller kram eller noget helt tredje.
Hun er dog begyndt at råbe en del, f.eks. "Du SKAL hente min bamse" eller "Jeg VIL ikke have den flyverdragt på" alt imens hun stamper i gulvet.

Jeg håndterer hende som regel ved at prøve at tale beroligende til hende og sige til hende, at det er okay at være sur, men at sådan bliver det nu engang. Jeg bliver som regel også i nærheden og hvis jeg kan komme til det, tager jeg hende op i mine arme og krammer hende lidt til hun falder til ro. Efter et stykke tid, er det hele glemt - indtil det næste anfald...

Far mener, som sagt, at jeg er alt for eftergivende, giver hende lov til for mange ting, og pylrer for meget om hende, når hun får sine hysteriske anfald. Han mener, jeg skal afvise hende fuldstændig så længe hun græder og kun kommunikere med hende, når hun ikke græder. Altså "ignorere dårlig opførsel, belønne god opførsel". Men hvad er god og dårlig opførsel, når man er 2 år og 10 måneder?

Jeg ønsker selvfølgelig ikke at opdrage en lille "prinsesse", der altid tuder for at opnå noget. Jeg vil gerne opdrage en glad pige med masser af styrke og selvtillid. Samtidig vil jeg dog gerne have, at hun forstår, at jeg elsker hende som hun er - også selvom hun flipper ud og opfører sig urimeligt. Jeg vil gerne have, at hun forstår, at jeg synes, at det er ok at græde, når man er ked af det, men ikke når man gør det bare for at opnå noget.

Jeg ved ikke, hvad vi med rimelighed kan forlange af hende.
Fsva. natten: Er det urimeligt at forlange af hende, at hun selv skal tage vand osv. om natten - og kan man med rimelighed forlange at hun ikke skal have kram, når hun vågner om natten for 4. gang og beder om kram (selvom hun ikke virker bange, og taget i betragtning af, at vi sover max 2 meter fra hende i samme værelse og med vores stemmer fortæller hende at vi passer på hende)?

Fsva. dagen: Ville det være bedre, hvis jeg håndterede hende ved at løfte hende ind ind på sit værelse og bad hende blive der, indtil hun holder op med at græde i de situationer, hvor hun hyler over f.eks. at skulle vente med at komme op på mit skød indtil jeg f.eks. er færdig med at spise? Vil hun kunne forstå det?

Jeg beklager det lange brev, men jeg ville blot gerne give dig så meget indsigt, at du nemt kan give mig et brugbart svar.

På forhånd mange tak.

Med venlig hilsen
Clara's mor.

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Sure morgener - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....

Læs hele brevet og Helens svar

17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Flytning - 2.5 år

Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....

Læs hele brevet og Helens svar

31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.

Uro i kroppen - 2 år, 6 mdr.

Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...

Læs hele brevet og Helens svar

21. august 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Datter vil bæres

Hej igen Helen Og som altid tak for dine meget grundige svar! Hvor er det...

Læs hele brevet og Helens svar

16. august 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Selvstændighedsalder - 2 år, 6 mdr.

Hej Helen Tak for svar omkring lillebror, det går allerede meget...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: