Svar: Hidsighedsopgør - Nej!

---

Hej med dig

Jeres dreng er i kraft at sin alder en meget stor og moden dreng på mange områder og på andre punkter, er han stadig en meget lille dreng. Hans hjerne er slet ikke færdigudviklet og hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Man ved idag at måden vi som forældre påvirker vores barn, måden vi reagerer på, når barnet er ked af det, frustreret, vred osv. har stor betydning for hjernens udvikling og forældre påvirker således i meget stor grad deres barns hjernefunktion.

Jeres dreng virker naturligt stor i forhold til sin lillebror, men det er vigtigt at I stadig ser ham som den lille dreng han er. For han er ikke en lille voksen, men stadig bare et lille barn med en meget umoden hjerne. For børn i jeres drengs alder, vil verden nogle gange være uoverskuelig, det vil ofte være små ting, ting der i jeres verden opleves som bagateller, der får hele hans verden til at styrte i grus. Han får det der kaldes for fortvivlelsesanfald. Når verden bryder sammen for ham, når han bliver frustreret og fortvivlet, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Og det er sandsynligvis det der sker, når han skal have tøj af og på.

Han kan ikke se idéen med det, for ham er det fuldstændig ligegyldigt om han skifter tøj eller ej. Han bliver naturligt frustreret, når du beder ham om at skifte og nogle gange skal du slet ikke spørge ham eller bede ham om at skifte tøj, men i stedet bare tage ham på skødet og hjælpe ham med det (ja - også selvom han godt kan flere ting selv), simpelthen fordi hans hjerne er umoden og han ikke kan overskue det.

Og andre gange så vil han blive rigtigt ked af at du hjælper, fordi han har lyst til at forsøge selv. Her må du så lægge tøjet frem så det er let for ham at tage på og vælge tøj der netop er let, uden snore, besværlige knapper, lynlåse eller lignende - så han også kan få succesoplevelser ved at forsøge selv.

Og atter andre gange, så mestrer han det alligevel ikke og bliver så ked af det, fordi det går op for ham, at han ikke kan alt det han gerne vil - og her må du så vise ham medlidenhed, trøste og berolige og hjælpe ham, så det alligevel bliver løst :)

Med hensyn til at slå, skal I naturligvis sætte grænser, hvis han gør det bevidst og så det gør ondt på jer. Han skal sættes væk og ned fra jer, man kan ikke være på skødet, hvis man slår. Nogle gange kan det være en fordel at du fjerner dig selv i stedet for at sende ham væk. Du kan f.eks. sige "jeg kan mærke at du lige har brug for at være alene, jeg går ud i køkkenet" "jeg vil gerne være sammen med dig, kom ud til mig, når du ikke behøver slå" eller lignende.

Og nogle gange må han naturligvis sættes på værelset og have en time-out som I bruger nu, fordi han f.eks. bevidst slår sin lillebror. Her kan ...

---

---

... beskeden være "jeg sætter dig her, fordi du slog. Det gør ondt og man må aldrig gøre noget, der gør ondt på en anden!" eller lignende. Sæt dig uden for døren og vent 3 minutter og gå ind til ham igen og tal så stille og roligt om tingene - hvad der skete, hvorfor det skete og hvordan man kan reagere en anden gang. Det er vigtigt at du stadig er opmærksom på at han forløber sig og kommer til at gøre ting, fordi hans hjerne er umoden :)

I skal ikke lege den slags lege lige nu, som indeholder elementer af at slå hinanden. Han kan ikke finde ud af den balance med den alder han har. I stedet må du give ham en boksebold eller noget andet, som han kan slå i, når og hvis han har brug for at slå. "Hvis tigeren vil slå, må den slå på boksebolden, ikke på mig - for det gør ondt!".

At lave aftaler med børn som "hvis du hjælper mig med at rydde op, så kan vi spille et spil bagefter" er ganske udmærket, fordi det netop lærer barnet at vi hjælper hinanden. Samtidig så er det at vi hjælper hinanden med til at vi kan gøre noget sammen, som betyder noget for os begge to. Det er fint!

---

---

---

Men det er vigtigt ikke at lave aftaler som indeholder en form for trussel "hvis du ikke gør som jeg siger, så ..." og man skal også overveje, hvad man lokker med, hvis man laver aftaler som indeholder en "gulerod". Det er vigtigt i forhold til små børn, at det er realistisk det de får at vide og at det er nærværende og tæt på. Man kan ikke sige "Hvis vi gør sådan, så får du xx på søndag" for han kan ikke forholde sig til dagene og til tid.

En sætning som "du skal nu laegge dig til at sove alene og uden at kalde paa os, for saa i morgen kan vi bade i poolen" synes jeg måske kammer lidt over. Det at han ikke må kalde på jer, indeholder jo næsten en trussel om at hvis han kalder, så får han ikke lov til at komme i pool i morgen og det er vel ikke fair ...? Det at tale om, hvad der skal ske i morgen, er dog en god idé. Og I kunne f.eks. sige "Nu skal du sove, for så går natten hurtigt og så bliver det i morgen og så kan vi bade i poolen" eller lignende. Så det bliver vendt positivt og fokus er på det, han skal glæde sig til. Og det skal naturligvis passe - det er vigtigt at I så dagen efter husker at I har lovet at skulle bade i pool og I må gerne gentage det for ham om morgenen, så han hører at I husker at I har lavet den aftale :)

Om han altid vil forvente en belønning, afhænger af om I altid bruger den form for pædagogik. Det skulle jo gerne være sådan at I på sigt naturligt hjælper hinanden som familie - men det skulle også gerne være sådan, at han ved at når I netop hjælper hinanden, så er der så også tid til ham, til at spille spil, bade i pool osv. :)

Håber du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---