Svar: Selvværd og social adfærd

---

Hej med dig

Tak for dit brev og dine gode spørgsmål :)

Vi er forskellige allesammen og det skal der naturligvis være plads til. Der er nogle som er mere tilbageholdende, der er nogle som altid stiller sig forrest og råber højest i forsamlinger "tag mig - se mig" - og der skal være plads til os alle :)

Børn spejler sig i os forældre, bruger os som rollemodeller og netop når man taler om generthed og tilbageholdenhed, så er det meget vigtigt at se på, hvordan man selv virker. Du skriver at du altid selv har været tilbageholden og at det et eller andet sted har hæmmet dig i din opvækst. Du har altid følt dig lidt anderledes og lidt anstrengt social set og du ønsker naturligt noget andet for din datter.

Det er rigtig godt at du er opmærksom på det og gerne vil hjælpe hende, når det er sagt, så ligner børn jo ofte deres forældre og I er sandsynligvis en type, som lige skal se tingene lidt an - og det er okay :)

Du skal være bevidst om, hvordan du virker, når I er på legepladsen, møder op til familiefestser, når I er til fællesspisning i vuggestuen osv. Det er vigtigt at hun via dig, ser, hvordan man kan møde verden, så hun via din måde at møde verden på, får nogle redskaber hun selv kan bruge.

Det er vigtigt at du ikke sender signaler om at hun hører til 'de generte'. Hvis man først har fået rollen som den generte, så er det svært at komme ud af den igen. Vær derfor opmærksom på ikke at kalde din datter genert. Man kan ofte kommer til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "hun er jo lidt genert". På den måde bliver hun holdt fast i rollen som "den generte".

Du skal også passe på med at sammenligne hende med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for hendes selvværd, - som du jo også spørger om :) For de ting hænger naturligt sammen. Det er vigtigt at hun ikke føler sig forkert. Hun er ligeså rigtig, ligeså sød, god og dejlig som alle andre :)

Du skal hjælpe hende med at svare, når hun ikke selv kan. Når I møder nogen der spørger til hende og hun gemmer sig bag dine ben, så svar for hende. Lad være med at afklare hende et svar "Fortæl nu hvad du hedder", men prøv i stedet at svare for hende og inddrag hende så du hjælper hende og hun måske senere selv får lyst til at sige noget. Når fremmede spørger "Hvad ...

---

---

... hedder du så lille ven?" så fortæller du hvad hun hedder og siger "ik os?" til din datter, så hun er med i samtalen, oplever at du træder til, når hun ikke selv kan og samtidig giver du hende mulighed for at sige noget, når hun tør, når hun har mod på det.

Du skal hjælpe hende med at være social. Når du kan se at hun vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl hende, at du godt kan forstå at hun er utryg, men nu vil du gå med hende og så tager du hende i hånden og I følges derhen. Det handler altså meget om, at du skal give hende nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan tage initiativet til at spørge, hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du hende værktøjer til selv at forsøge sig. Fuldstændig ligesom du også gerne må sige "stop" for hende, når du oplever nogen gør noget forkert ved hende - hun lærer også at sige stop, ved at spejle sig i, hvordan du gør :)

Hvis det er svært for dig, så må far træde til her :)

Det allervigtigste er at din datter ikke føler sig forkert - ingen bryder sig om at være forkerte og jeg kan næsten ud af dit brev, fornemme, at du altid har følt dig forkert. Så her ligger et vigtigt arbejde for jer ...

Din datter må ikke tvivle på at du elsker hende fordi hun er den hun er. Det at føle at man har værdi, det at føle at der i mors hjerte er en ganske særlig plads til en fordi man er den man er - det giver selvværd og har man selvværd, så kan man klare rigtig meget og vil også bedre kunne finde roen i sig selv, når verden går en imod.

Forskellen på selvtillid og selvværd kan kort beskrives sådan.

---

---

---

1. Selvtillid handler om tillid til sine evner. Selvværd hander om oplevelsen af at have værdi.

2. Selvtillid handler om at gøre. Selvværd handler om at være.

3. Selvtillid handler om noget vi kan. Selvværd handler om noget vi er.

4. Selvtillid hander om tillid til sine færdigheder. Selvværd handler om at værdsætte sine egenskaber.

Dette kan du læse meget mere om i bogen "Glade børn med højt selvværd - en forældreguide". Den er skrevet af Dan Svarre, der er psykolog og den er udgivet på Politikens Forlag. Du finder den i min bogguide under 'mobning og selvværd' og den vil måske hjælpe dig.

Selvværd har din datter, når hun vokser op med en følelse af at hun er noget ganske særligt, ingen kan tage hendes plads, for ingen er som hende og at hun, netop fordi hun er lige præcis den hun er, har værdi.

Jeg håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---