Svar: Dårlig relation?

---

Kære Mima

Tak for dit brev, din fine beskrivelse og dine åbne og ærlige tanker :)

Når jeg læser dit brev, så får jeg indtryk af, at I har haft en rigtig skidt start. Jeres datter har grædt rigtig meget og værst af alt - hun har været utrøstelig. Det at børn græder er en ting, men når de græder og man føler at man ikke kan hjælpe, så er det rigtig svært. Og det er helt naturligt at du allerede efter de første måneder med utrøstelig gråd oplever ikke at slå til, oplever ikke at fungere som mor.

Men det er ikke din skyld og det er rigtig vigtigt at du forsøger at slippe den skyldfølelse og det tror jeg faktisk du skal tale med en professionel om. Det kunne være f.eks. en psykolog eller en coach med speciale i netop relationer ... Jeg siger det, fordi følelsen af ikke at slå til, følelsen af ikke at være en god nok mor (hvad det så end er?:)), sandsynligvis sidder så dybt i dig, at det naturligt påvirker forholdet mellem din datter og dig.

Den reaktion du oplever fra din datter, som handler om at hun afviser dig - den er naturlig. Det er helt naturligt at hun vil foretrække sin far i mange situationer, både i kraft af sin alder og også fordi hun meget tidligt er blevet storesøster og skal dele dig med en anden.

Den reaktion som kommer nu, hvor hun er i selvstændighedsalderen, som handler om at hun prøver flere og flere grænser, afviser dig, skubber dig fra sig - den er naturlig, netop fordi hun har den alder hun har. Men det er meget meget vigtigt at du kan rumme det og reagere hensigtsmæssigt på hendes afvisninger, grænsesøgninger - og det tror jeg er svært for dig, netop fordi du føler at du i forvejen ikke slår til. Hvis du føler dig som en god mor, hvis du inderst inde føler dig sikker på, at du er den bedste mor for hende og uanset hvad der sker og hvordan hun reagerer og er, at du vil være der for hende, fordi du er hendes mor - hvis du har den styrke, inde i dig selv, så vil du naturligt også kunne klare hendes afvisninger ...

Og jeg er slet ikke i tvivl om at du er en rigtig god mor og at du kæmper. Det er så flot, når du skriver at du "prøver at tumle med hende på en madras om aftenen, hygge med hende om morgenen, tilbyder kys og kram hver dag og visker igen og igen tavlen ren for de afvisninger du får" - det er super, super fint! Men det gør ...

---

---

... ondt langt ind i hjertet, når du oplever at hun afviser, hiver dig i håret eller ikke af sig selv kommer og putter, krammer og giver dig knus.

Vi skal kunne rumme vores børn. At kunne rumme dem, betyder at vi kan holde ud at de har det som de har det. Du skal kunne holde ud at hun er ked af det, frustreret, vred, afvisende, - ligeså vel som du skal kunne holde ud, at hun er fræk, drillesyg, en ballademager, sjov, glad, finurlig. At kunne rumme betyder, at du kan holde ud at hun har det, som hun har det, uden at ville ændre det. Og at kunne rumme, betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det - uden at tage det personligt, uden at føle at det er din skyld.

Det er næsten en umulig opgave og i princippet kan man vel sige at man ikke kan rumme andres følelser - vi kan kun rumme vores egne og det i sig selv, er svært for mange ...

---

---

---

Men det er netop vigtigt at finde ud af, hvad følelser det er vi selv har, bærer rundt på, reagerer med i forskellige situationer - for det er kun, når vi er bevidste om vores egne følelser, at vi kan bevare roen. Og det er det, jeg tænker, vil være rigtig godt, at du taler med nogen om. Jo mere du kan rumme dine egne følelser, jo mindre vil hun kunne få dig ud af fatning og jo mere vil du kunne hjælpe hende, når hun har det svært.

Det er rigtig godt, at du har fået talt med din mand om, hvordan du oplever relationen til din datter og lad mig også sige, at du bestemt ikke er ene om problemet. Masser af mødre, vil naturligt føle sig afvist af deres børn og alle forældre har det svært og føler magtesløshed, når deres børn ikke reagerer som man forventer, når man f.eks. prøver at trøste og trøsten bare ikke hjælper ...

Du lyder til at være en mor med mange ressourcer og det lyder også som om at du har en god mand og et godt netværk i dine forældre. Det er rigtig dejligt. Det er dog vigtigt at du passer på dig selv og det er rigtig godt, at du åbner op nu og forsøger at få hjælp nu - for udfordringer kommer der flere af. Nu har I ikke kun et barn, men to børn der begge har brug for mor og far og samtidig er storesøster stadig så lille, at hun er naturligt grænsesøgende og netop øver sig i at indgå i forskellige relationer.

Jeg håber du kan bruge mine tanker, rigtig meget held og lykke fortsat og stort knus fra mig til dig! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---