Svar: Aflevering i børnehaven svær

---

Kære Kristina

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af din lille pige :)

Jeg vil meget gerne dele lidt af mine tanker med jer, for der er sansynligvis flere ting der spiller ind hos jer :)

Når jeg læser dit brev, så får jeg indtryk af at I har en pige, der har brug for masser af tryghed og brug for at føle sig sikker på, at I er der for hende, at I ikke forlader hende, lader hende være alene. Det er et eller andet sted en helt normal følelse og der kan naturligvis være mange grunde til at hun har det sådan og måske har det lidt mere end andre ...

Det kan handle om at hun i sin personlighed, er en pige, der har brug for at se tingene lidt an. At hun af natur bare er lidt mere tilbageholdende og det skal der være plads til. Nogle mennesker holder sig til tilbage, råber ikke op i forsamlinger, men afventer og siger først noget, når de føler sig fuldstændig sikre og trygge. Andre mennesker stiller sig altid frem i forreste række, har meget svært ved at lade andre komme til, er der med det samme "tag mig, tag mig". Og så er der jo også masser af mennesker, som ligger midt imellem disse måder at være på. Og det ene er jo ikke nødvendigvis bedre end det andet, vi er bare forskellige.

Det er vigtigt at I som forældre er opmærksomme på, hvordan I selv virker og hvordan I reagerer. Det er jo sådan at børn ligner deres forældre. Både på den måde, at det at være genert og mere tilbageholden kan være arveligt, men også på den måde at børnene spejler sig i os voksne. Hvordan var du selv som barn? Hvordan reagerer du/I på hendes generthed eller usikkerhed? Prøv derfor også at tage udgangs punkt i dig selv, når du vil hjælpe hende.

Generthed handler også om selvværd. Altså at føle at man er noget værd, at man har værdi. Man kan let komme til at sammenligne børn og man kan også meget let komme til at "rose sit barn forkert". Ros giver følelse af selvværd for en stund, men det varer kort. Ros skal forståes på måden I roser på, når jeres datter f.eks. kommer og viser jer en tegning hun har lavet - og I så siger "Nej, hvor er den flot". Når I siger sådan, så er det faktisk en bedømmelse af det hun har lavet. På samme måde, som hvis hun f.eks. hjælper jer med at dække bord eller noget andet og I så siger "Hvor er du dygtig".

Det jeg vil hen til er, at I kan styrke hendes selvværd ved i stedet at sige: "Jeg er rigtig glad for den tegning, jeg kan se at du har gjort dig rigtig meget umage", "Hvor bliver jeg glad, når du hjælper mig", "Det er så hyggeligt at dække bord sammen med dig" osv. Hvis man roser på denne måde, så er der ingen bedømmelse af hendes evner, men i stedet en bekræftelse af hendes evner som menneske, hendes måde at være på - hendes selvværd styrkes.

Og det er netop vigtigt at hun får styrket sit selvværd, sin følelse af at hun er noget ganske særligt, fordi hun er den hun er. Hun har værdi og ingen kan tage hendes plads - der er kun en af hende og hun er elskelig, fordi hun er den hun er. Jo højere selvværd hun har, jo bedre vil hun kunne tackle verden - også når den går hende imod :)

Der er derudover nogle enkle råd, som kan være vigtige at huske på:

- Lad for det første være med at kalde hende genert. "Lad nu være med at være så genert". Og lad være med at sammenligne hende med andre børn "Du kan da også løbe hen og lege ligesom den anden pige". Kald hende heller ikke genert, når I taler med andre om hende. Hun hører det og få automatisk rollen som den generte, hvilket bestemt ikke er befordrende for hende selvværd.

- For det andet så accepter hendes generthed. Hvis hun oplever at I er utilfreds med hendes væremåde, så bliver hun kun endnu mere usikker. Prøv i stedet at sætte ord på alt det dejlige ved hende.

- For det tredie, så fortæl hende om din egen generthed. Måske kan du huske ...

---

---

... en episode, hvor du selv som barn oplevede at blive genert og ikke turde være med eller måske kan du kende situationer som voksen, der også er svære for dig. Det vil hjælpe hende til at føle sig forstået og accepteret.

Brug også eksempler fra hverdagen, hvor hun har små oplevelser af succes. Du kan bruge gymnastikken - hvor flot hun klarer det selv, hvor sej hun er. Eller huske hende på at sidst hun var sammen med morfar læste de historie sammen og det var super hyggeligt, så det kan de gøre igen (uden at der behøver gå flere timer før hun tør) - altså små skub i den rigtig retning, så hun bliver mindet om at hun godt kan selvom hun synes det er svært - naturligvis en balance, hvor hun ikke føler sig unødigt presset.

Men når alt dette er sagt, så synes jeg også det er vigtigt at overveje om jeres datter generelt har det svært med at undvære jer - har hun generelt svært ved separation? Det lyder nemlig sådan - det er ikke kun, når I er ude, det er også når I er hjemme og opholder jer andre steder end hende, så bliver hun urolig og ked af det og skal helst have jer inden for synsvidde ...?

Det er helt naturligt at børn har perioder, hvor de vil være bange for at blive væk fra deres forældre. Alle børn vil i alderen 6 måneder til 2½ år har sådanne perioder, men også børnehavebørn og skolebørn vil have perioder, hvor de naturligt i deresudvikling kan have svært ved at være adskilt. Separationsangst er normalt hos små børn og i disse perioder varer normalt fra dage til få uger.

Men angsten for at skulle være alene må ikke vare så længe at det hæmmer barnets udvikling og evne til at indgå i samspil med andre. Angsten må ikke være vedvarende eller overdrevet...

Det gode I det I fortæller er, at jeres datter ikke har problemer med at være i institutionen - hun er nu godt knyttet til de voksne og kan finde tryghed ved dem, når I ikke er der - det lyder derfor ikke som om at angsten hæmmer hende, når først skiftet har været der - men mere som om at det er selve skiftet, det at sige farvel, som er rigtig svært for hende.

---

---

---

Jeg tænker her at hun skal have en substitut for jer - har hun det? Det kan være en bamse - f.eks. en build a bear, fordi den kan fyldes med mors og fars kys og knus, så de ligger inde i bamsen. Det kunne også være en "magisk sten", - en særlig sten i finder et særligt sted på en særlig strand - eller en magisk sten I finder i en "krystal-butik" eller noget andet - noget hun kan have i sin lomme.

"Stenen i lommen", bruges nogle gange til børn i sorg, børn der har mistet, men selvom jeres datter ikke er i sorg og ikke mister jer, så tænker jeg, at hun måske godt kan have glæde af denne løsning.

Når I skal være adskilt og når jeres datter bliver ked af det og savner jer, så kan hun mærke på stenen i lommen og via den magiske sten, vil du så kunne mærke at hun tænker på dig.. :) En sådan lille magisk sten eller noget andet kan hjælpe hende til at føle, at I ikke er helt så langt væk, det kan nogle gange give en ro hos barnet. Og det kan gøre, at hun kommer videre, og er i stand til at sige farvel. Hun bliver i stand til at sige farvel på egen hånd ...

Med den alder hun har vil hun måske netop synes om denne løsning - hun er måske i forvejen interesseret i prinsesser og magiske og fine ting ... :)

Det er vigtigt at I anderkender de følelser hun har, men forsøger at få hende videre og ikke "hænge fast ved" at det er svært. Det er vigtigt at skubbe hende lidt i den rigtige retning og det lyder så fint, at I nu er begyndt med gymnastik, hvor hun selv skal være i salen - men ved at hun lige kan løbe ud til dig, sikre sig at du er der og så derefter løbe ind og fortsætte. Hold fast i det og netop i at det her kan hun godt klare nu :)

Håber du kan bruge lidt af mine tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---