Brev:

Temperamentsudfordringer

Hej Helen

Min datter på 13 mdr er en glad og aktiv pige. Hun startede i dagpleje da hun var 10 måneder og den er hun og vi rigtigt glade for. Hun har for nylig lært at gå og er også begyndt på de første par ord (mam, op, mere o.l.).

Som tidligere nævnt er hun et såkaldt signalstærkt barn. Det var ret markant da hun var mindre (fandt vi efterfølgende ud af) men nu er det mest et spørgsmål om at hun stadig sover ret let især om aftenen. Til gengæld er hun begyndt at sove ca 2½ t i træk om dagen (HELT FANTASTISK! var tidligere glad når det sneg sig op på 45 min i træk) og er rimeligt nem at få til at sove om dagen.

Tidligere var det kun mig der kunne få hende til at sove om aftenen og kun ved at amme hende i søvn. Men efter at vi har introduceret sutteflasken for 3 måneder siden er det også lykkedes for Far at kunne overtage putningen om aftenen de fleste aftener. Så det går rigtigt godt. Vi har dog haft et par enkelte episoder hvor hun har reageret voldsomt om aftenen efter at vi har haft besøg, så vi tænker at vi stadig skal være lidt påpasselige med for mange indtryk, selvom det ikke er noget der normalt virker som et problem.

Nå - men det jeg skriver for at få hjælp til er hvordan vi bedst håndterer at hun har et meget bestemt temperament (giver meget god mening for et signalstærkt barn). Det er fint at hun har en mening - det skal nok komme hende til gode når hun bliver ældre - men problemet er at hun de sidste måneder er begyndt at få nogle "frustrationsudbrud" (andre ville nok kalde det hidsighedsanfald, men jeg synes det lyder meget negativt). Det har især været ifm. at hendes far har puttet hende hvor hun nogle gange er blevet meget sur. Flere gange har det været hvor hun faktisk er faldet i søvn i sengen hos ham men så er vågnet op og er blevet sur. De fleste gange kan han tysse hende ned men nogle gange er det så slemt at han har måttet give op.

Det har så hjulpet når jeg er kommet ind i soveværelset. Det skal lige siges at vi kører meget omsorgsfuld putning. Der er ikke noget med at forlade hende eller lade hende græde sig i søvn. Enten falder hun i søvn med sutteflasken i hendes egen seng eller også kommer hun over i vores og ligger og putter med en af os til hun sover. Det fungerer fint lige nu - så kan vi tage næste skridt senere. Men når hun virkelig bliver utilfreds skyder hun ryg, vrider og vender sig, skriger, triller frem og tilbage, slår nogle gange hovedet i gulvet og er umulig at trøste for min mand - til jeg kommer. Så bliver hun rolig når hun kommer i armene på mig.

Jeg har tænkt at det måske er nogle dage hvor hun har haft ekstra behov for tryghed (=ekstra behov for mor 0g/eller ekstra behov for amningen der følger med). Men her den anden dag gjorde hun det også, hvor jeg var ved at gøre hende klar til at skulle ud af døren. Hun fornemmede måske at vi skulle afsted og syntes ikke vi var færdige med at hygge er min teori. Ihf gjorde hun som nævnt ovenfor og nu hjalp det intet at jeg prøvede at tale til hende eller tage hende op. Så jeg måtte sætte mig og amme hende og efter 10 min kunne vi så tage afsted.

Her til aften prøvede jeg det igen. Vi havde spist aftensmad, hun havde været nede og lege og da hun ...

... kom tilbage ville hun op at sidde hos mig. Jeg var ved at spise og satte hende op på hendes egen stol og hun blev meget utilfreds. Jeg prøvede at spørge hvad hun ville (tænker at hvis hun oplever at hun f.eks. giver signal til at ville over til mig og ser at det virker så behøver hun ikke skrige en anden gang men vil i stedet prøve at kommunikere). Men det hjalp ikke. Og da jeg efter et par minutter tog hende over på skødet ville hun ikke have noget at spise alligevel. Det virkede som om det hele måske blev for meget, nu duede det heller ikke at sidde hos mig.

Jeg satte mig på gulvet med hende for at se om det hjalp at komme væk fra situationen men lige lidt hjalp det. Hun skreg, vred og vendte sig, kom ned at ligge på gulvet, jeg holdt hænderne under hovedet på hende så hun ikke skulle slå sig, prøvede at røre ved hende og tale beroligende, prøvede at tage hende op men det hjalp ikke hun vred sig løs og trillede videre rundt. Jeg har i den slags situationer tidligere prøvet at aflede hende - "se der er en fugl!", finde noget mad eller lignende. Men den anden dag læste jeg at det var bedst, hvis man bare var der og lærte barnet selv at håndtere situationen så de fik styrken ved at vide at de selv kunne styre situationen og slippe ud af frustrationen selv. Så jeg tænkte at jeg ville prøve at se om hun stilnede lidt af efter lidt tid, blev træt eller lignende. Men der var ingen forandring at se. Jeg tog hende op og gik ind i stuen og lagde mig på et tykt tæppe med hende så jeg kunne være nær hende og hun ikke skulle slå sig på fliserne i køkkenet. Men hun trillede bare væk og virkede helt manisk. Så blev jeg skræmt, samlede hende op og lagde hende til brystet. Det gav øjeblikkelig ro og efter 10 min faldt hun i søvn.

En lang forklaring men jeg håber det kan give dig lidt et indtryk af hvad det er. Jeg har spurgt dagplejeren og hun har ikke oplevet noget derhenne. Heldigvis. Hun siger det måske kommer når hun føler sig endnu mere tryg derhenne - at hun så også begynder at kunne være "uartig" (det forkerte ord, men jeg håber du forstår) der og ikke kun hjemme.

Jeg skal for god ordens skyld sige at jeg har ikke opfattelsen af at det er et epileptisk anfald. Men hun virkede som om hun var fuldstændig fanget i sin frustration.
Hvordan håndtere vi det bedst? Skal vi aflede eller gør det bare at hun føler hun ikke bliver hørt? Skal vi bare være der og med smerte se til og håbe at hun måske kommer over det selv efter 15min? (jeg tror jeg lod det løbe 10min men det føltes som 30 min) Skal vi vente på at det går over med alderen?

Min mand putter faktisk de fleste aftener men ønsker ikke at have hende en aften alene af frygt for at han står med et barn han ikke kan berolige igen og mor ikke er der med "amme-medicinen". Og jeg forstår ham godt. Jeg synes ikke jeg havde mere jeg kunne prøve da jeg greb til amningen i dag. Vi tænker selvfølgelig også at vi vil prøve at analysere på om der er nogle sammenhænge som forårsager det (for lidt forældresamvær, træthed, mange besøgende i weekenden e.l.). så vi kan undgå det. Men helt kan vi nok alligevel ikke undgå det og hvordan håndterer vi det så?

Jeg håber du kan hjælpe. Jeg ser frem til at høre dit svar!

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

18. oktober 2024 | Sygdom | 14 mdr.

Skoldkopper eller hånd- fod og mundsyge?

Kære Helen Vores datter på 14 måneder har fået enten skoldkopper eller hånd-...

Læs hele brevet og Helens svar

6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far

Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...

Læs hele brevet og Helens svar

7. september 2024 | Amning | 11 mdr.

Søvn og ammestop - 11 mdr.

Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

12. juni 2024 | Sygdom | 11 mdr.

Klør næse non-stop. Symptomer på nye tænder?

Hej Helen. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind! Min søn på knap 11...

Læs hele brevet og Helens svar

7. maj 2024 | Amning | 15 mdr.

Sut/amme - sove uden bryst om natten

Hej Helen Vi har længe haft udfordringer med vores datters søvn. Hun har...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: