Svar: Skriger når han ikke får sin vilje!

---

Kære Oskars mor

Tak for dit brev og din ærlige beskrivelse af hvordan du oplever Oskar og hvad der sker hos jer .. :)

At være 1-3 år, det der også hedder selvstændighedsalderen, er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen.

Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det kan jeg sagtens hører sker hos jer ... :)

Din dreng er igang med at øve sin selvstændighed og hans udforskningstrang er stor. Han er nødt til at undersøge og gøre ting flere gange, mange gange, for at finde ud af hvordan ting fungerer og han er også nødt til at "prøve grænser", for at finde ud af regler og lære hvordan du reagerer i forskellige situationer. Man kan let komme til at opfatte barnets opførsel provokerende eller opleve at barnet hele tiden forsøger at få sin vilje, men det er ikke det, der er tale om - der er "kun" tale om at din dreng lige nu er igang med at lære og undersøge verden og der er ingen bagtanker bag.

Han er stadig er en meget lille dreng og hans hjerne er stadig meget umoden. Han har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen, som er vigtige for at kunne bevare roen, lige tænke sig om en ekstra gang osv. Og netop på grund af denne hjernemæssige umodenhed, så får han det der hedder fortvivlelsesanfald, han er ikke hysterisk men fortvivlet :)

Når din dreng har fortvivlelsesanfald, så er han ikke uartig. Så er han oprigtigt ked af det, han er skuffet over at tingene ikke er som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt osv. Det vil ofte være små bitte ting, der i dine øjne kan virke som bagateller, men for ham betyder det rigtig meget. Det har han brug for at du forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at du forstår at det er rigtigt irriterende at han får æble, når han hellere ville have haft en banan eller at det er rigtigt irriterende, at I skal køre nu, så han ikke længere kan lege med sin togbane, eller at det også er rigtig dumt at han skal have sko på, fordi det er koldt, når han nu hellere ville gå i strømpesokker, - hvad det nu er han bliver fortvivlet over. ...

---

---

...

At sende ham væk eller blive vred på ham, kalde ham hysterisk eller ignorere ham, hæve stemmen overfor ham eller markere "det er mig der bestemmer" osv. kan godt få ham til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt.

Når han har anfald af fortvivlelse, så vil han have brug for at du sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis du prøver at gå fra ham, så vil du sandsynligvis opleve at han går efter dig, at han græder eller skriger endnu mere, at han står med armene løftet og signalerer "tag mig op!" eller "gå ikke fra mig mor" og det gør han fordi han netop har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Nogle gange kan han ikke klare omfavnelse og fysisk kontakt lige med det samme, så må man være tilgængelig ved at være i nærheden. Nogle gange skal du sætte dig på gulvet ved siden af ham, prøve om du kan få lov til at nusse hans fødder lidt, så maven og måske kryber han så op på skødet. Andre gange skal du bare være der, fortælle ham at du er der og prøve at lokke ham lidt "nåå, lille skat, bliver du bare så ked af det, kom op til mor, kom skat ..".

---

---

---

At kunne rumme ham og hans følelse og at anerkende hans følelse, selvom han ikke får sin vilje er IKKE at sige "du må gerne være sur, men nu bliver det, som jeg siger" som du giver som eksempel. Når du siger sådan, så er der stadig ikke plads til at han kan reagere ...

Jeg sammenligner det ofte med den frustration du som voksen ville føle, hvis du gik ind til din chef og gav udtryk for noget du var utilfreds med og chefen så ignorerede dig eller sagde "hold dog op med at være så hysterisk" eller f.eks. "det kan godt være du er utilfreds, men bliver altså som jeg har sagt!". Hvilke følelser ville det ikke frembringe I dig? Du ville ganske givet ikke få det bedre.

Hvis du derimod blev mødt med forståelse "kom ind, lad mig høre, hvad sker der, det kan jeg godt forstå du er ked af ..." så ville du få det bedre med det samme. Det er ikke ensbetydende med at du fik din vilje igennem eller at tingene blev ændret, men det at du blev lyttet til og fik lov til at sige og føle det du mener - det er vigtigt, det ville få dig til at slappe af.

Jeg vil anbefale dig at læse min bog "Sådan støtter du dit barns udvikling" med fokus på små børns følelser og behov og hvorfor de nogle gange gør som de gør :)

Håber du kan bruge mine tanker videre frem, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---