Brev:
Overvejelser omkring mad
Hej Helen
Jeg kunne godt bruge noget input omkring nogle overvejelser jeg gør mig omkring mad til vores datter, for jeg synes jeg er ved at være lidt forvirret.
KØD
Kød har ikke den store interesse. Nogle gange kan hun spise en frikadelle men ofte har den ingen interesse. Millionbøf som ellers skulle være børnehofretten er normalt heller ikke sagen. Kødboller ville hun gerne have sidst vi fik boller i karry. Fisk kan hun godt lide men det får vi (pga. prisen) mest i form af sild til frokost hvilket vi til gengæld får tit. Hun har fået jerndråber indtil jeg for nyligt gik over til at give hende en multivitaminpille så er det et problem at hun ikke får kød (jeg tror dog hun får leverpostej og andet kødpålæg hver dag).
GRØNTSAGER
Generelt set vil man jo gerne give sine børn så meget frugt og grønt som muligt da det er sundt og jeg kan forstå at mange har problemer med at få det i dem. Vi har nærmest den omvendte "udfordring". Det vores datter allerhelst vil spise er netop frugt og grønt og det er jo skønt (så må vi se om det varer ved - flere har bemærket at det nok ændrer sig når hun bliver lidt ældre).
Du nævner selv i flere af dine menuforslag grøntsagsbjælker som noget godt at give børnene inden aftensmaden. Jeg har så ikke helt forstået om du foreslår netop dette fordi det ikke tager appetitten så meget som f.eks. brød eller om det er fordi det er nemmere at få i de små på det tidspunkt, hvis der ikke er andet at vælge imellem?
Vi bruger selv peberstrimler og agurkestave når vi f.eks. er på tur og nogle gange til et mellemmåltid hvis der ikke er behov for at der skal ryge mere ned bagefter. Men "udfordringen" er at hvis først hun har fået grønt/frugt så vil hun ikke have andet til det måltid!
Så da vi f.eks. spiste frokost hos min søster og en tallerken med agurk og tomat blev sendt rundt så var det slut med de fine leverpostejhapsere hun ellers var godt i gang med at spise. Og det hjalp ikke da hun havde spist det grønt der var på tallerkenen. Der røg ikke mere brød ned til det måltid.
Det har betydet at vi til aftensmaden normalt gemmer grøntsagerne. Hvis man kan komme til at skjule hendes udsyn til ens tallerken - f.eks. med en gryde - kan man godt tage noget grønt på sin tallerken, men hvis hun kan se den går det ikke. Så ofte ender det med at vi har en skål ærter eller majs stående i køkkenet som ikke er blevet rørt for på det tidspunkt hvor vores datter er færdig med at spise den del af måltiden som gerne skulle fylde hendes mave (ris/pasta e.l.) så har vi også selv spist os mætte og hun er også træt af at sidde ved bordet eller skal skiftes (der bliver normalt "tømt ud i systemet" ifm. aftensmaden).
Så paradoksalt nok ender det tit med at hun og vi andre slet ingen grøntsager får selvom hun gerne vil have dem.
Og da jeg f.eks. forleden blandede ærter i kartoffelmosen for at se om det kunne få hende til at spise mosen så slap hun bare skeen og gav sig til at pille ærterne fra med fingrene...
Generelt set er vi meget opmærksomme på rækkefølgen som madvarerne bliver introduceret på ifm. et måltid. For hvis først hun får øje på noget mere spændende vender hun ikke tilbage til det hun har spist. Hun er jo kvik og har øjne i hovedet.
Så til frokost starter vi normalt med leverpostej og når det så ikke er spændende længere (efter 1/4-1/1 rugbrød) kan hun f.eks. få tilbudt sild eller noget andet pålæg. Men det betyder selvfølgelig også at vi ikke kan starte med sildemaden selv hvis vi vil have hende til at spise leverpostej.
FRUGT
Hun beder selv om at få "æble" og " 'siner" (clementiner/appelsiner). Men æblerne kan åbenbart bidrage til luft i maven (hun halvvågner ofte midt om natten og ligger og vrider og vender sig og græder indtil der kommer nogle kæmpe prutter ud).
Og jeg tror hun har arvet sin mors lyse og sarte hud og får meget nemt rød numse. Så derfor vil vi helst ikke heller ikke give hende ret meget citrusfrugt da vi mener det må øge syreindholdet af de nærmest diarreagtige (altså en gang "splat" uden struktur) som hun ofte har.
Men i mit hoved er frugt sundt og noget man bare skal spise løs af - og derfor føles det forkert at vi næsten gør hvad vi kan for at holde det til et minimum.
PASTA/RIS/KARTOFLER
En ting er at hun ikke får så meget kød men for tiden synes jeg også det står ret småt til med denne kategori til aften. Da hun startede på skemad var hun glad for kartoffelmos. Men kartofler og kartoffelmos er desværre ikke et hit længere (er ellers hendes mors personlige favoritter :-) ). I flere måneder har vi sikret at hun er blevet fyldt op til aften ved at starte med at give hende nogle pastaskruer. Oprindeligt fuldkornspasta men nu i højere grad lys pasta da jeg kunne forstå på dig at fuldkornspasta kan bidrage til hendes problemer med luft i maven. Men de sidste uger har pasta ikke rigtigt været sagen. Ris har været et hit ifm. at vi har fået boller i karry men scorer heller ikke så højt for tiden.
Udover at starte med pasta har vi også flere gange startet med at give hende rugbrød inden vi er startet på selve aftensmaden sådan at der er kommet noget af det der fylder i maven. Så gør det ikke så meget at hun ikke spiser så meget af selve aftensmaden.
FOKUS PÅ AFTENSMADEN
Vores datter er utroligt god til at bruge ske og gaffel og har været det længe og spiser derfor det meste af maden ved egen hjælp så det er ikke såden at vi sidder og prøver at proppe den i halsen på hende. Jeg synes ikke vi er der hvor der ...
... er en anstrengt stemning omkring aftensmaden fordi vi skal spise. Men det er et fokusområde især for mig. Vi prøver som nævnt i tidligere mails at få skåret ned på mælkemængden hun får på flaske om natten (det går bedre - hun får stadig en del væske men vi laver blandingerne tyndere og tyndere og nogle gange accepterer hun også rent vand). Men det betyder også stort fokus fra vores side på at hun får spist sig mæt om aftenen. Og nogle gange prøver jeg måske også lidt for mange ting og skulle måske hellere lade hende være sulten. Har f.eks. normalt altid pasta selvom måltiden er med ris eller kartofler. Og hvis det ikke ryger ned vil jeg nok prøve at tilbyde knækbrød eller ristet rugbrød som ofte er et hit.
Især den sidste måned synes jeg ikke rigtigt hun har fået noget at spise til aften. Og kan også blive lidt nervøs for om hun et eller andet sted bliver lidt fejlernæret fordi det bliver lidt ensformigt. Fordi det netop ikke bliver til ret meget med det grønne fordi vi prøver at få maven fyldt med noget af det andet.
Jeg ved godt at det er naturligt med varierende appetit og det skifter da også meget hvad der ryger ned til morgen og frokost.
Det varierer meget hvor meget hun spiser til morgenmad (hvor hun normalt får havregryn med mælk) men det bekymrer mig ikke så meget for der kommer jo adskillige måltider bagefter i løbet af dagen hvor hun kan få stillet sulten. Ofte spiser de formiddagsmad umiddelbart efter at hun er blevet afleveret (afleveres normalt ca. 8 og spiser formiddagsmad 8.30 eller 9).
Og til frokost varierer det også fra ½ til 1½ rugbrød.
Så det er jo ikke fordi hun ikke får noget at spise og det meste af det hun får at spise er også sundt (forstået som fiberrigt og forholdsvist fedtfattigt og med et minimum af sukker).
Hun får ikke kage og slik for så længe hun elsker frugt er der ingen grund til at give hende smag for det andet (selvom moren har en endog meget sød tand!). Hun har dog fået Mariekiks ifm. sygdom hvor hun ikke spiste ret meget. Og jeg tænker at hun nok også snart får lov at smage hvis vi er et sted hvor der bliver budt kage og det ikke er alt for sukkerholdigt og hun selv beder om det. I første omgang mener jeg det er sukkeret snarere end fedtet der er problemet i hendes alder. Hun får smør på brødet når hun får boller, franskbrød eller knækbrød så på den måde er jeg ikke fanatisk med det fedtfattige men som udgangspunkt spiser vi selv fedtfattigt.
En godnatgrød har ikke vundet indpas de gange vi har prøvet men jeg tænker at vi måske skal prøve igen og så give hende den med lidt frugtmos på så den bliver mere spændende selvom hun ikke bør få for meget sukker lige inden sovetid. Ellers prøver vi at tilbyde hende banan og knækbrød inden hun skal sive Det skifter lidt hvor meget der ryger ned.
Det skal lige siges at jeg bestemt ikke mener vores datter er kræsen - tværtimod. Hun er meget interesseret i at smage nyt (især fra vores tallerken) og spiser det også tit mens hun skærer ansigter over den specielle smag. F.eks. er hun vild med sild, oliven og rå løg! Så jeg ser det mere som at hun har sin egen vilje og ikke spiser noget hun ikke har lyst til - ikke fordi hun er kræsen og ikke vil smage men fordi hun ved hvordan det smager og ikke har lyst til den smag. Ligesom vi andre jo også har lyst til at spise noget bestemt den ene dag men ikke den næste.
Vi snakker ikke et problem på samme niveau som søvnen har været og det lyder måske også værre når jeg beskriver det end hvordan jeg reelt føler det. Men jeg er som sagt bare lidt forvirret lige nu. For det føles som om jeg skaber problemer når jeg prøver at give hende mad.
For jeg vil gerne give hende fibre så hun kan få lidt mere fast afføring men ønsker ikke at hun skal døje med ondt i maven pga. luft om natten (vi er begyndt at give hende lidt yoghurt (på trods af sukkerindholdet) for at se om det kan reducere problemet med luft i maven).
Og jeg vil gerne give hende frugt men ønsker ikke at maveindholdet bliver mere syreholdigt end nødvendigt da numsen i forvejen er udsat og ofte bliver rød.
Og jeg vil gerne give hende grøntsager men udover at de kan tage fokus fra den anden mad kan de også påvirke afføringen. Hun elsker bl.a. ærter og majs men selvom hun nu har mange tænder ryger der stadig en dele hele igennem systemet så vi prøver ikke at give hende for meget. Hun vil også meget gerne have broccoli men det er jo kendt som noget der giver luft i maven, hvilket hun i forvejen har for meget af.
Og så er der så den del med ikke at være specielt interesseret i kød og at hun for tiden ikke spiser ret meget af ris, pasta og kartofler til aftensmaden. Så er der jo efterhånden ikke så meget tilbage udover brød (heldigvis er hun også glad for knækbrød).
Det næste er så at ifht. opdragelse og det med at fremstå som det gode eksempel så begynder hun at spise (pasta, knækbrød, rugbrød) inden vi sætter os til bordet for at spise aftensmad (ofte mens vi får det sidste gjort klar). Enten alene ved bordet eller med hjælp fra den ene af os mens den anden laver noget. Og når vi sidder så farer jeg lidt frem og tilbage for at finde alternativer til hende at spise. Så det med at sætte sig alle sammen på en gang og blive siddende indtil man er færdig er ihf. ikke noget vi promoverer lige for tiden...
Hvad er forresten normal afføringskonsistens for et barn på 16 måneder?
Ja - som sædvanlig en lang omgang men jeg ser frem til at høre hvad du tænker.
På forhånd tak
Den madforvirrede mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
18. oktober 2024 | Sygdom | 14 mdr.
Skoldkopper eller hånd- fod og mundsyge?
Kære Helen Vores datter på 14 måneder har fået enten skoldkopper eller hånd-...
13. oktober 2024 | Sygdom | 18 mdr.
Skoldkopper, bedsteforældre og smitte
Kære Helen. Vores søn på 18 måneder har fået skoldkopper og i den...
16. august 2024 | Opdragelse | 16 mdr.
Kære Helen Tak for din brevkasse og tidligere svar:) Vores søn er nu...
12. august 2024 | Sovevaner | 19 mdr.
Kun far kan putte - og det tager +1 time.
Hej Helen Vi skriver til dig da vi har udfordringer med putning til nat. Vi...
17. maj 2024 | Diverse | 16 mdr.
Hej Helen Jeg har denne gang et spørgsmål, som ikke direkte vedrører mine...
Viden om børn:
Vitaminer børn
Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende vitaminer til børn:
- D-vitamin gives dagligt til alle børn, fra barnet er 14 dage, og til det fylder 4 år. D-vitamin er med til at styrke barnets knogler. Der gælder særlige regler for D-vitamin til børn med mørk hud, og børn som får modermælkserstatning.
- Jern-dråber gives til børn, der er født for tidligt (< 37 uger) og til alle børn, som har en fødselsvægt på under 2500 gram. For tidligt fødte børn har behov for...
Snore i børnetøj
Der kan være snore i dit barns tøj - snore kan sidde i hætter og kraver, i handsker osv. og det kan være farligt. Lange snore bør undgås, de kan hænge fast i rutschebanen og klatrestativet på legepladsen, - og i værste fald kan børn blive kvalt ved det.
Se derfor dit barns tøj igennem og er der snore, så kan det være en god idé at afkorte snoren mest muligt. Det vil også være en god idé ikke at binde knuder eller sætte andet på snoren, som kan sætte sig fast i legeredskaber,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Min mand og jeg har så ofte talt om, at vi burde skrive til dig og fortælle, hvor fantastisk din brevkasse er.
Vi har aldrig selv skrevet til dig, men har fundet svar på så mange spørgsmål via dine svar til andre i lignende situationer.
Jeg beundrer dine evne til at formidle, og jeg elsker din tilgang til børn og forældre og alle de ting man sammen kommer igennem!
Dine svar stemmer så utrolig fint overens med præcis den måde, vi forsøger at være forældre på. Som førstegangs-forældre betyder det helt utrolig meget, at finde opbakning et sted man har tillid til og kan identificere sig med. Og det kan vi hos dig!
Det er så rart at have dine ord med i bagagen, hvis noget er svært eller andre synes, vi f.eks. burde skælde ud, når vores søn et par gange har haft det, du beskriver som fortvivlelses-anfald - er det så rart at kunne sige, at vi ikke er de eneste, der mener, det skal tackles helt anderledes.
Så kære Helen, tusind tak for dine altid inspirerende og varme svar - Tak for dig! Det er fantastisk at kunne søge råd og vejledning på alle tider af døgnet i din brevkasse!
De varmeste hilsner med ønsket om en rigtig god dag - uden tvivl også fra min mand.
Familien S