Svar: Pylret

---

Kære Anja

Tak for dit brev :)

Din dreng er rigtig godt igang med at øve sig i at bevæge sig mere og mere rundt i verden på egen hånd, samtidig med at han også øver sig i at være adskilt fra dig om dagen. Det er en rigtig svær periode for ham og en tid som kræver rigtig stor omsorg og opmærksomhed - og overskud fra din side :)

Netop 13-14 måneders alderen er børn naturligt ofte lidt svære at tilfredstille og som forældre får man ofte indtryk af at man gir og gir, men intet synes at virke godt nok. Han er svær at stille tilpas ... Man kan sige at han er i en slags separation-gentilnærmelses-fase, hvor han på den ene side skubber dig væk, tydeligt viser han han vil selv og du må ikke hjælpe og på den anden side også piver, klynger sig til dine bukseben, vil løftes op på din arm - og når han så kommer op, så vil han alligevel ned igen. Dette alder minder om det du også oplevede i 9-10 måneders alderen, det jeg kalder separationsfasen.

Når børn klynger sig til voksne, er helt ulykkeligt og gør alt hvad de kan for at man ikke går fra dem, så er det udtryk for smerte og det handler ikke på nogen måde om at barnet er beregnende og vil have sin vilje. Børn der klynger sig til voksne for at kunne sove eller for bare at være, at kunne komme igennem dagen, er inde i en periode, hvor de har behov for dette og kun ved at give dem den kontakt de beder om, får man dem til at slappe af og det giver på sigt et gladere og tryggere barn.

Det er meget meget vigtigt at du ikke afviser din dreng, det er meget meget vigtigt at du ikke skubber ham fra dig eller bevidst møder ham med et "nu må du altså lige sidde for dig selv lidt!". Jo mere han mærker at du afviser ham, jo mere vil han klynge sig til dig for at mærke dig og være sikker på at du er der. ...

---

---

...

Han er stadig så lille at han ikke ved at du er der, når han ikke kan se dig. Når du går ud af hans værelse, så føler han sig forladt og alene, når du går ud i køkkenet og han lades tilbage i stuen, så bliver han ked af det. Han kan simpelthen ikke forholde sig til at du er i værelset eller rummet lige ved siden af. De fleste børn er faktisk omkring 16 måneder inden de begynder at have denne fornemmelse ...

Du må dog meget gerne prøve at lære ham at du ikke forsvinder og at du stadig er der og på den måde prøve at træne lidt uafhængighed med ham. Det kan være at kalde på ham, når du går ind i et andet lokale, så han kan følge dig og gå efter lyden. Det er vigtigt at tale med ham, så han hører dig selvom han ikke kan se dig. Det er en god idé at lege gemmeleg, hvor du f.eks. gemmer jer bag en stol og dukker frem med et "bøh!". Det kan også være at lede efter hinanden i dagligdagen "hvor er far henne?, tror du vi kan finde far" osv. imens I går rundt og kigger i rummene til I så finder ham "der var far!" simpelthen for at give ham fornemmelsen af at man godt kan være der, selvom man er ude af syne.

---

---

---

Men når han samtidig også er adskilt fra dig om dagen, når han er i vuggestue, så behøver han som udgangspunkt ikke yderligere træning i at undvære mor - det har han rigeligt af.

Du skal forestille dig at han skal have sit mor-depot fyldt op, så han har noget at tære af, når I er adskilt og kun ved at du lader ham være hos dig, sidder på dit skød og på din arm osv. kun ved at han har mor, når I er sammen, så tankes han op, så kan han undvære dig, når du ikke er der :)

Han må gerne nøjes med en lur dagligt, det lyder som om at han sover godt og længe og samlet får den søvn han har behov for :)

Fortsat held og lykke og rigtig god weekend! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---