Svar: Opdragelse - 5 år, 6 mdr.

---

Kære søde du

Tak for dit brev og din åbenhed og ærlighed! :)

Altså - for det første synes jeg ikke du har noget at være flov over! Og for det andet - hvorfor tror du det er din skyld og at du har gjort noget forkert, som gør at din datter ikke "kan selv", "tør selv" ... Det kan der altså være mange andre grunde til.

Nu har jeg jo fulgt jeres lille familie i mere end 5 år og jeg har faktisk et ret godt billede af jer og af dig som mor - det synes jeg i hvert fald selv - og jeg synes du er en god mor! :)

For det første, så er din datter født før tid og havde en svær start. Hun fik meningitis da hun var få uger gammel og havde også kolik - i hvert fald mange timers gråd. Hun er måske det man vil kalde for et "high need barn" og hun har naturligt haft behov for at du har været der for hende, måske også mere end andre. Og det har du været. Du har set hende og forsøgt at møde hende og anerkende hende og som du selv skriver været 120% opmærksom på hende. Og det har været godt og nødvendigt for både hende og dig.

Det er sådan at børn der fødes for tidligt, naturligt kræver ekstra omsorg og hjælp til at modnes og udvikle sig. Og man er især blevet opmærksomme på at børn der fødes mellem uge 34-36+6 kan have særlige behov og ikke skal ses som små mature børn, men stadig som for tidlig fødte børn.

Og at være for tidlig født stiller nogle udfordringer og der er f.eks. forskel på hjernemodningen hos børn, alt efter om de er født til tiden eller er født præmature. For at forbindelserne mellem hjernens celler kan fungerer, så har hjernen brug for myelin. Og dannelsen af myelin følger en bestemt genetisk kode. Det spæde barn vil f.eks. have mest myelin i den forlængede marv og hjernestammen - de dele af hjernen der varetager vores vejrtrækning, at kunne spise osv.

Når barnet er 3-4 år, så er det især baghovedet, issen og tindingerne der får myelin og det betyder at børn i denne alder begynder at kunne huske lidt bedre. Faktisk husker de ikke så meget, når de er under 3-4 år ...

Og når barnet er 6-7 år og begynder i skole, så får pandelapperne myelin, hvilket betyder at barnet begynder at kunne tænke mere abstrakt og også bedre kan koncentrere sig og holde fokus ...

Der er meget stor forskel på dannelsen af myelin og tidspunktet for dannelse af myelin alt efter om man er pige eller dreng. Faktisk kan drenge være 1-1.5 år senere til at danne myelin og det kan være en forklaring på, hvorfor en del drenge kan have svært ved at koncentrere sig helt så meget som pigerne, når de starter i skole. Men også for tidlig fødte børn kan have en forsinket dannelse af myelin og dermed have sværere ved at tackle forskellige situationer. De er på nogle områder som yngre børn. Derfor vil man ofte også opleve, at børn født før tid i bølger virker til at "nå op på niveau" med de jævnaldrene og så kommer der en periode, hvor det virker som om at barnet igen "halter lidt bag efter" - og jeg tænker at det måske er det du oplever lige nu.

Nu hvor din datter starter i skole, så bliver det pludselig tydeligt, at de andre børn måske danner myelin lidt før hende og derfor mestrer nogle andre ting end hun gør lige nu - men det kommer, hun skal nok komme efter det :) Du kan her naturligvis overveje om hun er parat til skole eller om hun bør vente ...

Man kan desværre ikke give hende myelin, men undersøgelser tyder på at Omega-3 fedtsyrer som vi får fra fisk, kan stabilisere den myelin som allerede er der. Det er også en overvejelse værd.

Derudover også tænker jeg også at det er rigtig vigtigt at du skelner imellem hvorvidt du giver din datter beskyttelse eller overbeskytter hende - for der er naturligvis forskel. Og at du hjælper, guider, anerkender osv. er ikke det samme som at du overbeskytter. Jeg har ikke indtryk af at du "pakker din datter ind i vat" og ikke lader hende prøve ting selv. De ting du fornemmer at hun kan, dem gør hun og de ting eller de situationer, hvor du fornemmer at hun har brug for din støtte, ja her hjælper du hende - ikke at du gør tingene for hende, men du støtter, viser og guider hende, så hun stille og roligt selv kan.

Og børn skal hjælpes. De skal lære rigtig mange ting og vi er naturligt nødt til at vise dem vejen. Og forældre i dag er og skal være anerkendende, lyttende og ...

---

---

... respektere børn med de forskelligheder, styrke og nogle gange svagheder de også har.

Det kan godt være at man for 40 år siden bare sendte børnene på legepladsen på egen hånd eller lod dem gå i skole selv - men det var jo ikke nødvendigvis godt. Der er da masser af børn, som har lidt under dette og som ikke er blevet stærkere eller bedre mennesker af den modstand de har mødt der og hvor der ikke var voksne som tog sig af det ... Hun skal naturligvis have små opgave, hun skal have små succesoplevelser og I skal finde ud af, hvad det skal være, så hun netop oplever at mestre forskelligt ting selv :)

Man taler om curling forældre - det vil sige forældre, der gør alt for deres børn og hvor man som forældre, forsøger at undgå alle konflikter, fordi man tror at barnet har det bedre på den måde. Curling-forældre er man, hvis man gør alt for barnet i stedet for at lære barnet, at det godt kan selv. Altså at man slet ikke stiller nogen krav til barnet eller medtænker at barnet også skal lære at stå på egne ben.

Men at hjælpe og guide barnet er ikke at være curling-forældre. Det handler om at støtte barnet, når det har brug for det og være der for barnet, give barnet den tryghed der er nødvendigt - samtidig med eller netop for at barnet vil kunne selv på sigt. Det handler om at vise barnet empati, vise at man forstår barnet og de følelser og frustrationer barnet har - fordi barnet på den måde også lærer at vise empati for andre. Det handler om at komme igennem konflikter på en måde, hvor både barnet og den voksne føler sig anerkendt og lyttet til.

Og det betyder også at du naturligvis skal have regler og at du også skal sige nej en gang imellem. Regler giver tryghed og som jeg kender jer, så har I regler hos jer. I og du er gode og myndige forældre, du er ikke eftergivende overfor din datter, det er ikke laissez faire opdragelse. Jeres datter ved hvor hun har jeg / dig og kan regne med dig. Hun er elsket og har værdi. Og det er det næste jeg vil sige, for du spørger også "hvordan giver jeg min datter tillid til at hun kan selv?" og det handler meget om selvværd.

Der er forskel på selvværd og selvtillid:

Selvtillid er noget vi gør og handler om noget vi kan. Selvværd handler derimod om at være og om noget vi er ... Helt overordnet kan man sige, at selvtillid handler om, at "jeg kan finde ud af det jeg skal", men selvtilllid handler om at "alt ved mig er som det skal være".

---

---

---

Når vi vokser op, så vil der naturligt være sammenligninger. Børn møder sammenligninger i hverdagen og ligesom du sammenligner hende med de andre børn på fritidshjemmet, så sammenligner hun også sig selv med de andre. Og nogle af de andre børn vil naturligt kunne noget som hun ikke kan og der vil naturligt også være noget, som hun kan, som nogle af de andre ikke kan ...

Det der er vigtigt er at hun ikke føler sig forkert. Hun skal have selvværd og hvis hun har et højt selvværd, så har hun en høj følelse af at have værdi. Så vil hun føle sig okay, selvom hun ikke mestrer det de andre mestrer. HUn skal føle sig elsket og føle at hun har værdi - også selvom der er noget hun ikke kan, fordi det i sig selv har værdi, at hun er den hun er.

Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi være i tvivl om vores egenskaber, så vil vi stille spørgsmålstegn ved om det vi gør og siger mon er godt nok. Om måden vi ser ud på er okay, om vi er forkerte, og vi vil have en følelse af at det var bedre, at være ligesom de andre ... Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi, når vi sammenligner os med andre, tvivle på os selv og det vi kan eller det vi står for, vi vil føle at de andre er lidt bedre, lidt dygtigere, lidt pænere end vi selv er ...

Du styrker din datters selvværd ved at fortælle hende igen og igen at hun er noget ganske særligt, at ingen kan tage hendes plads, for ingen er som hende. Din datter får styrket sit selvværd, ved at du møder hende med anerkendelse og accept.

Selvværd er ligeværd - og det betyder at din datter skal føle at hun er ligeså meget værd som dig - I er lige meget værd. Du er ikke mere værd, bare fordi du er voksen.

Og hvis jeg ikke tager meget fejl så er det faktisk sådan du møder din datter og det er ikke noget at være flov over. Det er noget du skal være stolt af! :)

Rigtig meget held og lykke og stort knus herfra! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---