Svar: Vores søn er begyndt at slå

---

Kære bekymrede forældre

Tak for jeres brev og dejligt at høre fra jer igen :)

Når børn reagerer med at slå, bide, sparke osv. så kan det, som I selv nævner, ofte være udtryk for at barnet mangler ord og derfor reagere fysisk i stedet. Selvom jeres dreng er god til at tale og mestrer to sprog, så vil han naturligt have rigtigt svært ved at sætte ord på sine følelser og han vil ikke kunne sige "det er uretfærdigt at .." eller "jeg føler ikke du ser mig, når ..." eller lignende.

Når børn slår eller på anden måde reagerer fysiske, så kan det være udløst af forskellige ting:

- vrede der løber af med barnet. Det kan være netop opstået vrede eller opsparet vrede på grund af gentagende frustrationer, som barnet til sidst ikke kan kontrollere.

- Det kan være forsvar, situationer, hvor barnet føler sig trængt op i en krop, hvor barnet oplever en form for angst "jeg kan ikke komme væk fra det her".

- Det kan ske som reaktion på at der ikke bliver lyttet, at man ikke har opmærksomheden på barnet, at man ikke ser, ikke hører, ikke lytter - derfor må barnet gøre opmærksom på sig selv på denne måde.

- Det kan være det eneste der virker. Barnet oplever at få en reaktion hver gang.

- Det kan være en erfaring som barnet har med sig, at voksne f.eks. river barnet væk ved at tage det i armen eller at voksne f.eks. giver små 'rap over fingrene' når de siger nej.

- Det kan også være imitation af andre børn. Børn lærer af hinanden og efterligner hinanden.

- Det kan være fuldstændig impulsivt, som komme ud af den blå luft, hvor ingen kan forklare hvorfor.

- Det kan være kommet så langt at barnet lever op til rollen som den der skubber eller slår. Barnets adfærd bliver forstærket af forventninger og gentagende irettesættelser.

Det bedste I kan gøre lige nu er at forsøge at finde ud af hvorfor jeres dreng slår jer og i hvad situationer det sker. Som sagt kan åragerne være mange og det er vigtigt at I forsøger at finde ud af, hvad der udløser det - dette fordi det naturligt også vil sætte jer i stand til at forebygge at det sker. Og det er ret vigtigt, at I forsøger at gribe ind, guide og støtte jeres dreng så han ikke havner i en situation, hvor han forløber sig, men får hjælp til at tackle sie følelser, før han når til at slå.

Nogle gange sker det, når han oplever ikke at få sin vilje og her kan det være en god idé at overveje, hvorfor I siger nej og om I kan give et alternativ i stedet for. Det er meget vigtigt at lytte til jeres dreng. Når han beder om noget, så er det vigtigt at I viser ham at I har hørt og forstået hvad han vil. Også selvom det ikke kan lade sig gøre.

Og det kan være en rigtig god idé at I sætter ord på det I ved, han ønsker, så han hører at I ved det og forstår det. At I f.eks. siger "Jeg ved du gerne vil have en is, men vi skal spise lige om lidt, så du kan få et stykke agurk i stedet". Du viser ham at du ved, hvad han vil, samtidig forklarer du, hvorfor han ikke kan få det han vil og så giver du et alternativ.

Det er også meget vigtigt, at I forældre er i stand til at rumme alle jeres drengs følelser. Det betyder at I skal kunne klare det både når han er ked af det, glad, vred, morsom, hysterisk, hidsig, genert, sjov osv.

Han har en alder, hvor han en gang imellem bliver frustreret og det skal ...

---

---

... der være plads til. Hans hjerne er stadig meget umoden og han får anfald af fortvivlelse, når verden går ham imod. Når man gerne vil noget og enten ikke magter det eller andre fortæller, at man skal gøre tingene anderledes, så kommer frustrationen og fortvivlelsen. Adrenalinen kører rundt i kroppen. Hvis man ikke lyttes til, eller bliver bedt om at gå sin vej, eller tage sig sammen - så pustes der til ilden og frustrationen bliver endnu værre. Hvorimod lyttes man til og føler man at der er nogen som forstår en, så får man luft og får slappet lidt af.

Nogle gange beder vi vores børn om at gøre noget, som vi voksne finder helt rimeligt. Det kan være at vaske hænder før vi spiser, selv tage sko på, så man kan komme ud af døren, samle det legetøj op, som ligger spredt rundt i stuen, sidde på numsen på stolen ved bordet osv.

Men nogle gange har barnet altså en anden opfattelse eller ønsker noget andet. Når jeres dreng protesterer, så er det jo tegn på selvstændighed og at han er igang med at udvikle uafhængighed. Han har et ønske om selv at bestemme, hvad han vil og hvornår han vil det. Det er sådan set et rigtig godt tegn og tegn på at jeres dreng udvikler sig sundt. Og nogle gange så opstår problemerne, fordi vi som voksne ønsker at han er "mere fornuftig" og vi har en idé om, at nu hvor vi alle er samlet, så skal vi rigtig hygge os - men han ser det ikke sådan. Han reagerer måske som han gør, fordi han kan reagere, det er når I er hjemme og roen falder over jer, at der er rigtigt plads til ham og derfor kan han ikke finde ud af at gøre som I beder om.

---

---

---

At få det vi ønsker og det vores børn ønsker til at gå op i en højere enhed sætter forældres tålmodighed og evner på en hård prøve. Og måden at gøre det på er forskellig, fra familie til familie. Nogen opdrager med disciplin og straf "hvis du ikke gør som jeg siger, så får du ikke aftensmad", andre stiller belønning i udsigt "hvis du gør som jeg siger, så får du en is" - men man kan også skabe en dialog, lytte til hinanden og på den måde nå til enighed og fælles ønske eller fælles kompromis.

Og det kan være en god idé at I, når og hvis han når til at slå jer, at I ikke skælder ud, men prøver at stoppe op og sige "hov, hvad sker der lige her?", "hvad er der galt, skat?" og få ham til at sætte lidt ord på. For det giver jer mulighed for at møde ham i den følelse han har "daddy took my seat!" og så kan I starte der. Tale med ham om at far ikke vidste at han ville sidde der og at det er helt okay at blive vred, men han skal ikke slå. På samme måde vil I nogle gange kunne møde ham ved at sætte ord på hans følelse "bliver du bare så ked af det lige nu, sååå skat" og han vil kunne rette jer "jeg er ikke ked, jeg er sur!" og så kan I tage udgangspunkt i den følelse.

Så prøv at lytte til, hvad det egentlig er jeres dreng ønsker. Spørg ikke direkte "hvad er du nu sur over?" eller lignende, men prøv at sætte jer ind i hans situation og bekræft at I forstår det overfor ham. Og prøv så vidt muligt at komme væk fra de situationer hvor det sker, så han ikke når derud hvor han forløber sig og så han stille og roligt kommer væk fra den rolle, at være "den der slår", for det kan hurtigt blive forstærket og det har ingen af jer brug for :)

Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---