Svar: Voldsomme reaktioner og meget gråd

---

Kære Lisa

Tak for dit brev og din åbne og ærlige måde at fortælle det hele på :)

Jeres datter er ved at være en stor pige. Det babyagtige er forsvundet, hun har en rank holdning, hun har mere humor nu, kan tale med om mange ting og interesserer sig mere og mere for de lidt store spørgsmål i livet. Hun elsker at lege, elsker at fjolle og grine. Hun overdriver nogle gange sine følelser og når hun fortæller historier kan de godt få et ekstra "tvist" ikke for at lyve, men fordi hun naturligt i denne alder overdriver lidt.

Hun har rigtig meget brug for jeres anerkendelse, hun har rigtig meget brug for at I ser hende og hun har brug for at føle sig som en vigtig del af familien. Hun vil ofte søge jeres godkendelse, ofte ved at sige "se hvor jeg kan ..." eller "se min tegning er den ikke flot?" eller lignende. Det er rigtig vigtigt for hende at mærke, at I synes om alt det hun gør.

Men det betyder naturligvis ikke at I ikke skal have regler og bare skal følge hende. For hun har brug for regler og hun har også brug for faste rammer. Hun skal vide at hun kan regne med jer og derfor skal hun også vide, hvor grænserne går. Hun kan godt med den alder hun har nu finde ud af at følge enkle regler og de skal være der. Hun vil naturligt stadig en gang imellem bryde reglerne og det skal der også være plads til, men regler er vigtige. Regler giver også tryghed, fordi man ikke bliver usikker på hvad det er man skal. Og så giver regler retfærdighed, for der gælder samme regler for alle, regler som "du må ikke slå!", "du må ikke råbe af mig", "du skal tale pænt til mig" osv. gælder for både børn og voksne og det er meget vigtigt at der ikke er forskel her.

Man kan tale om tre typer af forældre:

De autoritære forældre: Her lægges vægt på myndighed og kontrol, der er klare forventninger til hvordan barnet skal opføre sig og hvis barnet ikke gør, som hun har fået besked på, så falder der en straf.

De eftergivende forældre: Her stilles der meget få krav til barnet, hun får lov til det meste og der er rigtig meget inkonsekvens. Faktisk bliver barnet ofte opmuntret til at handle impulsivt.

De myndige forældre: Her sætter man klare grænser for barnets opførsel, der lægges vægt på at forklare hvorfor det er nødvendigt med regler og man har realistiske forventninger til sit barn.

Dette er naturligt meget firkantet sat op, men det giver et indtryk af forskellige måder at opdrage på. Når jeg læser dit brev, så får jeg lidt det indtryk af at du i mange henseender er eftergivende. Du har rigtig svært ved at sætte grænser og sige fra og når du så gør det, så går det ofte over i den modsatte grøft, hvor hun så får time-out, bliver skældt ud og måske næsten får en straf "hvis du ikke hører efter, så får du ikke nogen dessert!" eller lignende. Og det lyder for mig, som om at du nu skal prøve at arbejde med at være en mere myndig forældre. Og måske ville det være rigtig godt, at du kontaktede kommunen og måske fik en familievejleder ud. Måske har du også talt med en psykolog i forbindelse med din sygdomsperioder, som kan vejlede dig i, hvordan du skal sige fra og mærke efter, hvad du vil være med til og hvordan du så siger fra på en god måde overfor jeres datter.

Det lyder for mig som om at I skal sætte jer ned alle sammen og tale med jeres datter om, hvad regler I har hos jer og hvad der skal til for at I alle føler at det er dejligt at være i jeres familie. Det er vigtigt at I her lytter til hende og prøver at finde ud af, hvad hun måske savner og mangler og anerkender at hun sætter ord på det. Det kan være at hun siger "du er altid så sur!" eller lignende og selvom du måske ikke synes du er sur, så er det vigtigt at anerkende, at sådan har hun det. Og så finde en løsning på det.

I skal aftale, hvordan I hver især skal hjælpe til og hun skal have små ting som hun naturligt er med til. Det kan være at dække bord, lave mad eller hvad hun selv siger, at hun også har lyst til at deltage i. Det er vigtigt at hun føler sig inddraget i familien og at det bliver synligt for hende, hvad det er hun kan, som lillesøster ikke kan. Og det er rigtig vigtigt at hun mærker at hun ikke kan erstattes af sin lillesøster, men at hun er ligeså vigtig fordi hun ...

---

---

... er den hun er.

I kan lave belønningssystem hvor man får en stjerne, klistermærke eller andet, når man har gjort nogle bestemte ting - det kan være et papir der hænges på køleskabet og når arket er fyldt, så udløser det en tur i biografen eller lignende, for mor, far og Maya - og uden lillesøster, for hun er ikke med i det projekt, fordi hun er for lille. Det kan være de ting der skal gøres som f.eks. at hun får en stjerne, når legetøjet er lagt på plads.

I skal naturligvis tale med hende om at det med at slå vil I ikke acceptere. I slår ikke hende og hun skal ikke slå jer. Det gælder også at bide, nappe osv. Og lige netop i en sådan situation kan det være helt okay at bruge time-out. Hun gør det helt bevidst og hun er så gammel nu at hun godt ved at det er ikke okay, så derfor sendes hun på værelset. Andre gange kan det være rigtig godt at du går væk i stedet for. At du simpelthen trækker dig. Den aften hvor hun slår dig fordi du starter på en godnatsang - det er simpelthen ikke okay - og her tror jeg slet ikke jeg ville have sagt noget, men i stedet have rejst mig og være gået. Med mit kropssprog have signaleret at det ville jeg ikke acceptere.

Og det er det jeg mener med, at du måske har brug for hjælp til at finde ud af, hvad du selv vil være med til og hvor dine grænser går og hvordan du bedst siger fra. Når hun smider legetøj på gulvet og kræver at du skal samle det op, så er det en eller anden form for magtdemonstration, hun prøver dig af - og igen, sansynligvis fordi du ikke helt får signaleret, hvor dine grænser går ...

Jeg har indtryk af at du er meget omsorgsfuld og virkelig ønsker dine børn det bedste. Du fortæller at du gør meget ud af at anerkende og sætte ord på og det er meget dejligt at høre - det er rigtig godt! Du fortæller dog også at du nok var et "sensitivt barn" og derfor nu en "særligt sensitiv voksen" og det er rigtig godt at du er bevidst om det. Det betyder f.eks. at du kan have brug for "pauser/åndehuller" i hverdagen. Det kan være muligheden for at gå en tur for dig selv, eller måske bare kunne sidde og læse i et blad og det skal prioriteres.

---

---

---

Det betyder også at du måske opfatter din datter reaktioner, hendes følelsesudbrud osv. lidt mere voldsomt end hendes far måske gør. Du tager det ind, det påvirker dig rigtig meget og du har svært ved at lade det ligge og lade hende være. Du skal naturligvis også være der for hende (som jeg kan høre at du også er), men du skal passe på at du ikke lader dig gå for meget på af hendes humørsvingninger og ikke føle det alt for dybt. For nogle af de reaktioner hun har handler også om at hendes hjerne stadig er umoden og at verden derfor en gang imellem kollapser for hende. Og det er ikke fordi du gør noget forkert eller at hun fejler noget, hun får det der kan kaldes fortvivlelsesanfald.

Nogle gange vil hun også med den alder hun har nu, kunne få det der hedder "kontrollerende anfald". Hvor fortvivlelsesanfald handler om at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså en fysiologisk umodenhed, så er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet søger at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje.

Kontrollerende anfald er hvis hun græder og skriger fordi hun ved at hun derved får sin vilje. Hun har lært, at hvis jeg bliver ved længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at hun er dybt fortvivlet. Hun har ofte heller ingen tårer og ofte vil hun være i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...

Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende hende væk, men i stedet gå væk fra hende. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan hun "skaber sig", ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

I en sådan situation skal du derfor ikke forhandle med hende, men kort og godt holde fast i dit nej og i den grænse du har sagt. Og derfor skal du heller ikke give efter. Hvis du giver efter, så lærer din datter netop at bare hun bliver ved længe nok, så får hun sin vilje.

Jeg håber at du kan bruge disse tanker lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---