Svar: Trodsig

---

Kære Helle

Tak for dit brev :)

Der er ingen tvivl om at 2 års- og også 3 årsalderen er udfordrende for både børn og forældre. Det er helt naturligt og faktisk kun tegn til sund udvikling, hvis din dreng siger nej til stort set alt, hvad I beder ham om ...

Din dreng er rigtig godt igang med at adskille sig fra dig. Han er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed. Han har lært rigtig meget på to, snart tre år, han kan meget nu og en uimodståelig trang til at gøre sine egne valg vælder lige nu op i ham. Det er en spændende, men også svær udvikling og det giver naturligt udfordringer i hverdagen, for når han skal foretage egne valg, så er han jo nødt til at være uenig med jer forældre. Han er nødt til at gøre det modsatte af, hvad I vil ... og derfor opstår der dagligt konflikter og netop de situationer, som du beskriver, hvor du beder ham gøre noget og han kategorisk nægter, bliver trodsig og sur og I råber af hinanden.

Nogle gange så kan man med list bede ham om at gøre det modsatte af, hvad I vil have ham til, og på den måde få ham til at gøre det I gerne vil ... men ofte virker det ikke. Andre gange vil det virke meget bedre at "tælle til tre", på en måde hvor det gøres til en leg og handler om at være hurtig, så han skynder sig og fokus bliver at det skal være sjovt, mere end hvad det er han skal ...

Han er rigtig godt igang med at forholde sig til, hvem han selv er og hvordan han påvirker andre. Ud over at du oplever ham trodsig og han siger "Nej!" til flere ting, så oplever du sikkert også at han siger "jeg vil selv!", "ikke dig mor!" eller "det er min!". Alt sammen noget der viser at han er igang med at blive bevidst om, hvem han selv er.

At det er normalt, det du oplever gør det naturligvis ikke mindre hårdt at stå i situationen, men det er vigtigt at du prøver at huske på, at han ikke gør de ting han gør, for at genere dig eller provokere dig, selvom du nogle gange oplever det sådan :) Han har rigtig meget brug for at du ser ham, roser ham og fortæller ham hvor meget han betyder for dig. Det gør ham stolt og glad og det at han skal dele dig med lillebror er naturligt både svært og hårdt. Nogle gange når lillebror får et skub, så er det fordi lillebror er en rival og en konkurrent til din kærlighed og det frustrerer naturligt jeres "store" dreng. Hvis og når han bliver irettesat, så bliver han naturligt ked af det. Det er ikke sjovt at få at vide, når man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Du skriver at du altid forsøger at sige stille og roligt, men bestemt at du godt kan se at han er sut på dig, at ...

---

---

... det er okay, men at du ikke vil have at han råber af dig. Jeg kan godt se din idé med at formulere dig sådan, men jeg vil foreslå at du i stedet prøver at sætte mere direkte ord på hans følelser, f.eks. sige "ssså, skat bliver du bare så ked af det, det er også rigtig dumt at de tænder skal børstes, ssååå" eller hvad problemet nu er. Så du møder ham i følelsen og så han på den måde føler sig forstået.

Du beder om hjælp til at undgå konflikter og noget der er vigtigt at huske er at du ikke skal stille for mange spørgsmål, men øve dig i at tage beslutninger. Du skal f.eks. ikke spørge om han vil have æble eller banan, men vælge for ham og så stille en tallerken foran ham og så kan han spise det du serverer. Du skal ikke spørge om han vil have de lyse eller mørke bukser på, men lægge de bukser frem som du synes passer til vejret og tager han så selv nogle andre i skabet, så skal du anerkende dette og rose ham for det valg.

Stil skoene frem hvor han kan se dem inden I skal af sted, uden at sige alt for meget. Han ved godt at han skal have sko på, men vil selv bestemme om det er nu eller om lidt. Du må naurligvis gerne spørge om du skal hjælpe ham og vise dig tilgængelig, men anerkend at han selv vil bestemme og styre tingenes gang.

Det er en god idé at hjælpe og støtte hans lyst til selvhjulpenhed ved at lægge tøj frem, så han selv kan prøve at tage det på. Du skal være til rådighed, når han virker til at have brug for det, men lade ham prøve selv.

---

---

---

Jeg ved jo ikke hvordan det foregår hos jer, men hvis du i den bedste mening spørger "vil du selv tage jakke på?" så bliver han måske sur over både jakken og at du spørger, fordi han slet ikke kan finde ud af at tage stilling. Så kan det nogle gange være bedre at lægge jakken frem og sige "tag din jakke på, vi skal køre", som en helt naturlig ting der nu skal ske. Hvis du siger "vil du ..?" så bliver det hurtigt til "Nej!""Nej" og du ender så med at sige "jamen det skal du!" og tvinge jakken på ham og faktisk spurgte du og fik et svar, men overhører hans svar ... :)

Bare en tanke, som kan være god at tage med ... :)

Prøv at inddrage ham, så du appellerer til hans lyst til at kunne og ville selv, så du f.eks. siger "kom ud og hjælp mig med at dække bord" og lad ham være med i forberedelserne til at I skal spise. Hvis det er mor og søn der laver mad sammen, så lad ham være den der henter far, når det er spisetid, så han på den måde gøres aktiv i processen "vil du være sød at finde far og sige vi skal spise" og så det ikke er jer, der bestemmer, men så han får en følelse af at hans rolle er vigtig. På den måde vil han naturligt blive mindre trodsig .. :)

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---