Annonce

Annonce

Brev:

Hvordan kommer jeg over den hårde start? Og har det påvirket vores datter?


10. august 2012

Kategori:
Alder:
14 mdr.

Hvordan kommer jeg over den hårde start? Og har det påvirket vores datter?

Kære Helen.

Jeg har fulgt din brevkasse og brugt den som opslagsværk hele min datters første leveår og det har altid været til stor hjælp. Tak for det.
Nu har jeg oprettet mig herinde, da jeg har nogle ting, jeg meget gerne vil høre dine tanker omkring. Det bliver måske lidt langt, men jeg håber ikke, at jeg hægter dig af undervejs.

Min datters fødsels, var rigtig lang. Den startede med, at vandet gik. Jeg blev tilbudt igangsættelse, men ville hellere vente på, at min krop selv gik i gang. Jeg stolede på, at det nok skulle komme, den skulle bare have tid. Jeg ventede derfor mere end de 18 timer efter vandafgang, og fik at vide, at det var en fornuftig beslutning, da det var bedre, at kroppen selv gik i gang, end at blive sat i gang. Jeg fik dog antibiotika og oplyst, at der var en risiko for infektion på ca. 1 %.

Efter 28 timer, gav jeg op. Jeg havde ikke engang udvidet mig en cm., og var rigtig træt. Jeg fik epidural og vestimulerede drop. Efter 8 timer, var hun ude. Jeg mistede en del blod, da livmoderen havde svært ved at trække sig sammen. Jeg fik 2 sprøjter i låret, og 4 stikpiller.
Allerede om aftenen, efter min datters fødsel, måtte vi køres med udrykning mod et sygehus med en børneafd., da vores lillebitte pige havde fået feber. Det var kun mig og min datter, der måtte være i ambulancen. Far måtte køre selv ved siden af. Man turde ikke tage chancer, da jeg havde haft langvarig vandafgang, og man var bange for infektion. Jeg fik dog antibiotika mod det under fødslen.

Hun blev undersøgt af en læge, som ikke så tegn på sygdom, men så en rask lille pige. De anbefalede antibiotika 4 gange dagligt i min. 4 døgn, og så blev det sådan. Vi var indlagt på neonatal i 4 dage. Vi skulle vente på en blodprøvedyrkning som heldigvis var negativ, og vi kunne komme hjem. Efter og under indlæggelsen, led jeg af en enormt stor skyldfølelse overfor min lille datter. Jeg følte, at jeg burde have takket ja til at blive sat i gang. Jeg var skrækkeligt bange for at miste hende. At hun skulle blive dødeligt syg pga. min stædighed.

Efter en uges tid hjemme fik vores datter daglige grædeture som kunne vare mellem 3 og 9 timer. 9 timer heldigvis kun én gang! Det var rigtig hårdt, men jeg havde hende hos mig hele tiden, da jeg tænkte, at så kunne hun mærke og dufte, at hendes mor var hos hende. Jeg har aldrig lagt hende fra mig og ladet hende græde. Jeg har altid været hos hende, og tænkt at sådan et lille væsen havde brug for en rolig og trøstende mor. Hun holdt op, da hun blev 3 mdr., men kun en uge efter hun var holdt op, fik jeg et brev fra kommunen.

De havde fået en henvendelse hvori der var udtrykt bekymring for vores datter. Herefter en adresse og et tidspunkt jeg skulle komme til samtale. Jeg lukkede ikke et øje hele natten, rystede og havde hjertebanken. Jeg ringede dagen efter til kommunen, som fortalte at en kvinde havde hørt 2 gange 30 min. Uafbrudt gråd og at der altid var nedrullede gardiner på adressen. Vi har døjet meget med en nysgerrig nabo, derfor begyndte vi at rulle ned, så hun ikke længere kunne lure. Det var en bekendt til naboen, der indberettede.

Jeg inviterede socialrådgiveren til vores hjem, fik en veninde, som er socialrådgiver, med som bisidder og far tog fri fra job. Efter mødet bad jeg om agtindsigt, og en uge efter var sagen henlagt, efter samtalen med mig, og indhentelse af oplysninger fra sundhedsplejen, som skrev en meget fin vurdering. Der var kort sagt, intet i ”påstanden” eller hvad man kalder det. Vi afleverede et brev til vores nabo personligt, hvor vi beskrev vores forløb og hvor ubehageligt oplevelsen havde været for os. For 2 mdr. siden sendte jeg et brev til ...


Annonce

... indberetter, hvor jeg lagde en kopi af henlæggelsen og skrev, at jeg ønskede mig en undskyldning. Vi har aldrig hørt noget fra nogen af dem.

Det tog mig rigtig lang tid at komme over den oplevelse. Jeg følte mig længe utilstrækkelig som mor og jeg var dødsensangst for, hvad andre tænkte, når min datter græd.

Vores datter har siden fødslen været meget temperamentsfuld. Da hun var baby, skulle vi ofte sidde i et rum for os selv, før hun kunne ammes, hun var for nysgerrig ellers. Hvis vi ikke skærmede os, nægtede hun at spise, og så endte det med gråd senere, fordi hun var blevet for sulten.

Det samme med søvn. Var der mennesker, eller ting, at kigge på, ville hun ikke sove, og blev dermed overtræt senere. Nu er hun 1 år og er en meget vild pige. Hun vil ikke læse i bøger, have læst højt, eller sidde og putte eller hygge. Hun laver flitsbue med det samme. Hun elsker, at være ude. Især med gummistøvler i regnvejret! Kigge på fugle, hoppe i vandpytter, lege i sandkasse. Gå rundt i indkørslen eller på græsser hos bedsteforældrene. Alt aktivt, er hun rigtig glad for. Eller ting, der skal ”findes ud af”. Knapper fra tøj øver hun sig i at knappe, sætte låg på ting, klikke selen til barnevognen sammen, eller finde ud af en lynlås. Det kan hun nærmest få timer til at gå med! Men hun er generelt MEGET aktiv. Vi har både dejlige morforældre og farforældre. Begge par vil meget gerne være sammen med hende, og passe hende og gør det efter vores ønsker og principper. Det kunne ikke ønskes bedre.

Hun sover stadig inde hos os, i sin tremmeseng. Når hun er sådan et aktivt barn, nyder jeg den lille buttede barnehånd om min hals om natten (hun ryger ofte i vores seng, efter en tår vand om natten). Jeg kan slet ikke forestille mig, at hun skal på eget værelse. Hvornår skal jeg så nyde de stille stunder med hende? Jeg ved godt, at dette måske mest er mit behov? Og så skal hun ligge derinde helt alene?

Har hendes aktivitet noget med hendes start på livet at gøre? Min ulykkelighed over, at føle mig utilstrækkelig og min angst for at miste hende? Både da vi var indlagt, og da vi fik en indberetning? Jeg er meget bekymret for, om hun har kunnet mærke alle de her følelser omkring angsten for ikke at være god nok.

Jeg har altid ønsker mig børn, og hun er virkelig vores drømmebarn, og da jeg var lille var mit højeste ønske, at få en baby i maven. Men de her oplevelser, har bare rystet mig lidt i min grundvold. Jeg mærker ikke længere noget til følelserne omkring oplevelserne, men jeg ved, at de lurer under overfladen. Jeg har ikke talt med andre professionelle end min læge om det. Han er en meget dygtig læge, som har sagt, at jeg intet har at være bange for, da jeg gør i fantastisk stykke arbejde som mor.

Jeg har altid gjort en ekstra indsats for, at skærme hende mod verden, de første måneder, pga. hendes voldsomme start på livet. Hun skulle have ro. Hun gik aldrig på omgang, og jeg sørgede for, at hun altid var i nærheden af mig. Jeg gik ikke engang med parfume, fordi jeg ville have, at hun skulle helt sikker på sin mors duft. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for at give hende en tryg start i vores hjem.

Men jeg mistede lidt mig selv i det, i starten. Jeg kan mærke, at jeg er lidt vred på verden over at vores lille familie skulle igennem de oplevelser. At den magiske tid som nye forældre blev brutalt taget fra os. Og lidt vred på mig selv, fordi jeg måske stadig føler, at det er min skyld. Jeg kan mærke, mens jeg skriver dette, at jeg følelserne, skyldfølelsen, angsten for at miste stadig er til stede. Hvordan er den bedste måde, at komme over oplevelserne på? At acceptere det?

Venlig Hilsen
En mor

Læs Helens svar »



Annoncer

Sponsorerede artikler

Olívy - meget mere end bleskift

Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...

Læs mere her



Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

16. november 2024 | Udstyr | 14 mdr.

Jakke og flyverdragt i autostol?

Kære Helen Jeg har bare lige et kort spørgsmål, som jeg håber, at du kan...

Læs hele brevet og Helens svar


9. november 2024 | Sovevaner | 12 mdr.

Dreng 11 måneder vil ikke længere puttes af far del 2

Kære Helen Jeg skriver del 2 i titlen for at referere til mit tidligere...

Læs hele brevet og Helens svar


18. oktober 2024 | Sygdom | 14 mdr.

Skoldkopper eller hånd- fod og mundsyge?

Kære Helen Vores datter på 14 måneder har fået enten skoldkopper eller hånd-...

Læs hele brevet og Helens svar


6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far

Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...

Læs hele brevet og Helens svar


7. september 2024 | Amning | 11 mdr.

Søvn og ammestop - 11 mdr.

Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Moderkage

Moderkagen forsynet barnet med næring, imens det ligger inde i livmoderen. Når fødslen er forbi, og navlestrengen er klippet over, så skal moderkagen fødes.

Hos nogle kvinder kommer den helt af sig selv, hos andre skal man presse lidt for at få den ud. Det kan ske, at moderkagen ikke kan komme ud på normal vis og derfor må kvinden bedøves, og den må fjernes af en læge. Bedøvelse er nødvendigt, for hvis kvinden var vågen, ville det gøre meget ondt.

Når moderkagen...

Læs mere i Babylex

Vestibulærsans

Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.

Vestibulærsansen registrerer hovedets bevægelser i forhold til tyngekraften, og den hjælper os med at finde ud af, hvad der er op og ned, når vi bevæger os. Dette sker via receptorer, som er beliggende i det indre øre....

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og søvn som er sprængfyldt med praktiske råd om hvordan du får dit barn til at sove.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tak for dine svar, der altid er en STOR hjælp.

Tak fordi du er der, det er dejligt at kunne skrive til dig!

Fra Karina, mor til dreng på 5 mdr.


Annonce