Svar: Overgang til sødmælk
Kære Hannah
Tak for dit brev, dejligt at høre at din mor medbringer nogle af mine bøger fra Danmark - tak! :)
Det lyder rigtig fint med de tre amninger dagligt og nu hvor din dreng skal begynde i vuggestue, så vil det umiddelbart være bedst, at du fjerner amningen inden middagsluren først. Han skal, som du selv er inde på, ikke have flaske, den er der ikke grund til at introducere, han kan fint få sit behov for mælk og væske dækket uden.
I stedet for bryst inden middagsluren vil jeg foreslå at han får en banan. Banan indeholder tryptofan, der kan virke søvndyssende og derudover kan han få lidt lun sødmælk af en kop. Det tænker jeg at de også vil kunne give ham i vuggestuen og på den måde vil han kunne få sit nye putteritual med der. Det vil være rigtig godt, hvis du samtidig kunne begynde at putte ham med en bamse eller putteklud. De fleste børn er mellem 12-18 måneder, når de bevidst tager en sådan til sig og det vil være rigtig godt at forsøge at introducere dette nu. Så kan han have den med sig i vuggestuen og det kan på sigt være en slags substitut for dig :)
Jeg vil anbefale at du bibeholder amning aften og tidlig morgen lidt endnu,fordi han naturligt nok vil søge dig og brystet lidt ekstra, når han starter vuggestue. Han har brug for den ekstra tryghed og nærhed, når han skal være adskilt fra dig om dagen, så det vil være dejligt for ham stadig at blive ammet.
Det vil ofte være den tidlige morgenamning der forsvinder først, og amningen inden putning om aftenen kan du bibeholde så længe I begge synes det er dejligt og rart. Når du på et tidspunkt synes det vil være passende at stoppe amning helt - må afhænge lidt af hvad signaler din dreng også sender, så kan du om aftenen erstatte med et nyt ritual, hvor han f.eks. kommer i bad, får godnatgrød osv. som han plejer, men i stedet for at blive ammet, så får han lidt mælk af en kop og puttes. Stille og roligt kan han så få vand at drikke før han skal sove.
For at sikre ham væske nok, så er det en god idé at tilbyde ham vand mange gange dagligt. Både til hans måltider, men også som tørstslukker ind imellem. Prøv om han kan drikke af en tudkop med to hanke, så han kan holde koppen selv. Når han mestrer det, så kan du tage tuden af og han kan drikke af koppen som vi andre, men stadig hvor han holder med to hænder :)
Nogle børn kan også rigtig godt lide at drikke af en kildevandsflaske, det kan du også forsøge :)
Når jeg i mine madplaner skriver ½ bolle, så kan du give den så han får små hapsere, som han kan øve sig i at spise med fingrene - øve pincetgreb og du kan også nogle gange give ham en kvart bolle, som han kan holde i hånden og prøve at bide af :)
Det er helt naturligt at du er bange for at han får maden galt i halsen og hvis du hjælper ham med hapserne, så prøv at komme dem ind i siden af munden på ham. Det hjælper ham til at tygge sammen på dem, så han får dem bearbejdet. Hvis han får dem ind foran i munden, så er det sværere for ham at føre dem med tungen over i siden, tygge og synke ...
Prøv med større stykker f.eks. bløde frugtbåde som appelsin, hvor han kan sidde og sutte saften ud, gumle osv. Prøv f.eks. også at give ham ½ hårdkogt æg. Prøv også med lidt hindbær eller små bidder af en meget moden pære eller meget moden banan, lidt kiwi, melon, fersken - gerne små bitte hapsere, som du med sikkerhed ved ikke kan sætte sig fast, fordi de er så små og bløde ... Giv ham ikke æble, som ofte er hårdt og derfor knækker let ...
Øvelse gør mester, så du er nødt til at forsøge og prøve dig lidt frem. Et stykke kogt blomkål, broccoli, en kartoffelbåd fra ovnen eller hvad ...
... I nu kunne tænkes at spise om aftenen vil også være rigtig godt at øve sig på :)
Med hensyn til vuggestuestart, så vil det være rigtig godt at du taler med institutionen om hvordan deres dag er tilrettelagt, så du kan forsøge at tilpasse hans rytme til den dag han vil have der. Det vil sige at du stille og roligt begynder at stå op til fast tidspunkt hver morgen, forsøger at give ham mad, aktivere ham og putte ham til tidspunkter, som vil være passende for den hverdag I skal have fremover.
En indkøringsplan kunne se således ud:
2-3 dage, hvor du er med hele tiden, signalerer ro, taler med de andre børn og voksne og viser jeres dreng at her er hyggeligt og dejligt at være.
2-3 dage, hvor I øver at vinke og gå kortvarigt, lader jeres dreng prøve at spise alene med de andre, lader ham blive skiftet af en anden voksen. Hvor hurtigt du skal gå efter aflevering afhænger af hvordan jeres dreng reagerer. Nogle gange vil det være godt at være der lidt tid, og hjælpe ham igang med leg osv. hvorefter man så vinker farvel og går. Andre gange vil det være meget bedre at aflevere ham i favnen på en pædagog (gerne den samme hver dag) og gå med det samme, så det er pædagogen der vinker farvel i vinduet, beroliger og hjælper igang med dagens aktiviteter.
Hvis du bliver hængende for længe i vuggestuen, så kan man risikere at han tolker det som om at der er noget du skal holde øje med, at du ikke er tryg ved at aflevere ham og så vil han ikke kunne finde ro ved at blive afleveret. Så kan det i stedet være godt at aflevere ham i favnen på pædagogen, fordi du på den måde direkte signalere at du har tillid til at hun kan passe ham, du overgiver ham direkte i hendes favn "nu passer pædagogen på dig", siger farvel og går.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
2-3 dage, hvor I træner længere tids fravær, lader jeres dreng spiser, leger med de andre, puttes til lur og tages op af pædagogen og hvor du så kommer og henter ham, når han har oplevet både at spise og at sove på stedet og naturligt bliver glad for at vågne og se at du er der igen :)
Det kan også være en rigtig god idé at I øver at sige "farvel og goddag" i hverdagene. At sige farvel, når du eller far kører, vinke i vinduet eller lignende og forsøge at efterligne den situation som jeres dreng vil opleve i vuggestuen, når han afleveres der.
Jeres dreng er stadig så lille at han ikke forstår, hvor du går hen, når han ikke kan se sig og han kan heller ikke forholde sig til tid. Derfor ved han ikke, om du kommer om 5 minutter eller om 5 timer. Han vil stille og roligt lære hverdagen at kende og vil naturligt fornemme tid efter dagens aktiviteter. Hans indre ur vil begynde at fornemme at han både skal spise, lege og sove i institutionen og at du f.eks. kommer, når han om eftermiddagen får frugt ... Derfor kan det være en rigtig god idé at skabe en rytme, hvor hver dag ligner hinanden, fordi genkendeligheden giver tryghed og ro.
Du skal naturligvis tale med vuggestuen omkring det faktum at din dreng er født 2 ½ måned før tid. Det kan godt betyde at han har brug for længere indkøringsperiode og det kan også være at han har brug for mere ro omkring sig, lettere lader sig forstyrre af de andre børn, har brug for ekstra hjælp, når han skal spise, sove osv. og at han på den måde skal have lidt ekstra omsorg og støtte. Måske vil han også være mere modtagelig for infektioner ...
Det er vigtigt at I forældre får en samtale med vuggestuen omkring jeres dreng og de særlige behov han måske har eller vil vise sig at have, netop fordi han er født så præmatur, som han trods alt er :)
Jeg håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
22. oktober 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Kære Helen Jeg har en søn på 6½ mdr. Han er en stor dreng, jeg ved ikke...
26. september 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen Min søn bliver 6 måneder i næste uge og skal derfor opstarte med...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mælkeforvirring - komælk til baby
Kære Helen Jeg er altså efterhånden blevet temmelig forvirret over...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 9 mdr.
Kære Helen Vi er en mødregruppe med børn i alderen 9-10 måneder, som har...
26. august 2024 | Kost og ernæring | 1 mdr.
Hjælp til at skifte rytme i flaske
Hej igen, Tak for dit meget fine svar på mit sidste brev :-) Det går...
Viden om børn:
Quinoa
Quinoa er en plante, der vokser både vildt og dyrket. I Danmark kan den købes i supermarkedet og sælges her både som mel, flager og gryn. Den minder om hirse eller ris og kan indgå i madlavningen som alternativ til kartofler, ris og pasta.
Quinoaflager kan bruges til grød og indeholder ikke gluten, hvorfor quinoagrød kan gives før 6 måneders alderen. Det anbefales at man generelt varierer mellem forskellige grødtyper til børn. Quinoagrød har en lidt "fnugget konsistens" og smager...
Bad, de første gange
Det spæde barn kan komme i bad ret hurtigt efter fødslen og ofte beder mange om at få hjælp til det første bad, imens man endnu er på barselsafsnittet.
Når I beslutter jer for at bade jeres barn, så er det rigtig godt at have nogle faste rutiner:
- Et babybadekar er en god idé, nogen vælger også at bruge en speciel babyspand. Det vigtigste er at karret er afgrænset i størrelsen, det giver barnet lidt tryghed.
- Det er en god idé at tilbyde barnet...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.