Svar: Hvornår kan vi opdrage?

---

Hej med dig

Tak for dit brev og alle dine tanker - jeg vil naturligvis gerne give dig lidt tanker med tilbage :)

Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres børn lige nu og at de reagerer, som de gør er helt naturligt - det er vigtigt at du, selvom det er hårdt, ser det som tegn på at de udvikler sig i sund retning.

Der er ingen tvivl om at de mærker forandringer hos jer - din graviditet og dit dermed ønske og behov for at de bliver mere selvhjulpne er naturligt noget de mærker, men også at de ikke længere bliver løftet, får knus og kram og båret rundt på påvirker dem, at andre der kommer på besøg snakker om din mave, at pladsen på dit skød er mere trang, at du nogle gange afviser dem, fordi du er træt, ikke kan løfte dem osv. Alt sammen noget der påvirker dem og lillesøster og lillesøsters ankomst påvirker på den måde selvom hun endnu ikke er der.

Og så er de stadig begge så små at det er begrænset, hvor meget selvhjulpenhed du kan klare. De har stadig rigtig meget brug for dig, brug for at du ser dem hver især og er der for dem 100 pct. De er først nu igang med at finde ud af at du stadig er der, selvom de ikke kan se dig. Indtil nu vil de naturligt have haft en fornemmelse af at du var forsvundet, når du var ude af syne. De øver sig mere og mere i at være adskilt fra dig, men for at kunne gøre dette, er de nødt til at føle sig 100 pct. sikre på at du er der for dem. De kan ikke adskille sig, hvis ikke de føler sig knyttet til og derfor vil de naturligt nogle gange klynge sig til dig, fordi de har brug for dig og brug for at mærke at du er der og andre gange skubbe dig fra sig, fordi de er nødt til at separere sig. Man kan sige at de er i en slags "separation-gentilnærmelses-fase".

Børn i 1-3 års alderen får ofte det man kalder fortvivlelsesanfald. Når de får anfald af fortvivlelse så er det ikke uartige, men oprigtigt kede af det. De er skuffet over at tingene ikke er, som de gerne vil have dem, at de ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen, det er svært at skulle gå selv og ikke kunne blive løftet osv. Det er ofte små bitte ting som i dine øjne måske virker som bagateller, men som I deres verden betyder rigtig meget. Og det har de brug for at du forstår. De har brug for en medlidende reaktion. De har brug for at høre at du godt ved at det er rigtigt irriterende, at de ikke selv kan finde ud af at lyne deres jakke, eller at de er trætte i benene og ikke kan overskue at gå, eller at det er irriterende at du giver dem et æble, når de hellere ville have haft en banan eller at du gav den ene en blå kop og han eller hun ville hellere have haft den røde ...

Det hjælper dem ikke, hvis du bliver vred på dem, kalder dem hysteriske, sender dem på værelset eller i seng eller lignende. Det kan godt gøre at de holder op med at græde lidt, men på sigt er det bedre for dem, at du viser dem at du forstår det er svært - også selvom de ikke altid får deres vilje eller at det bliver som de gerne vil have det.

Når de har fortvivlelsesanfald, så har de brug for at du sidder med dem, holder om dem, beroliger dem. Hvis du prøver at gå, så vil du - præcist som du skriver - opleve at de går grædende efter dig og det er netop fordi de på den måde viser dig at de har brug for dig, brug for at du bliver hos dem. De kan ikke med ord sige "bliv hos mig mor", men viser det i stedet ved at søge dig, gå efter dig. De har brug for at du hjælper dem med at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra dem i sådanne situationer eller ignorere dem er ikke hensigtsmæssigt, her har de brug for trøst og hjælp til at få samling på sig selv.

Det er dog også sådan at barnet nogle gange kan reagere så voldsomt, at det kan være svært at komme i kontakt med barnet og du kan derfor være nødt til at vente lidt, vente på at han eller hun falder til ro. Det er her normalt en god idé at fjerne sig selv (fordi barnet så kan følge efter) fremfor at sende barnet væk, hvilket signalerer at man ikke kan holde ud at barnet har det sådan, at barnets følelser er forkerte ...

Når man fjerne sig selv, så kan man sige til barnet at man godt ved han eller hun er ked af det, man er der, man vil gerne hjælpe, når han/hun er parat, så kan han kalde eller komme - man går lige ud i køkkenet et øjeblik. På den måde fortæller du dem, at det er okay at de har det som de har det, at du godt kan mærke at de ikke er parate til fysisk kontakt og nærhed lie nu, at de har ...

---

---

... brug for at være lidt sig selv men når han eller hun igen er parat, så er du der stadig for dem.

Nogle gange kan det være en god idé at du sætter dig i nærheden, så du er inden for synsvidde, sidder helt stille, taler beroligende, betrygger og viser dig tilgængelig. Sætter lidt ord på uden at snakke for meget og uden at stille spørgsmål "ssså skat, såå-sssååå", "nåååå mors lille ven, bliver du bare så ked af det, sååå skat" og stille og roligt invitere hen i din favn "kom skat, kom herhen" - ikke spørge, blot tilbyde. I starten vil de måske ikke lade dig røre sig, men de vil spejle sig i din ro og mærke at du netop er tilgængelig, stille og roligt kan du måske få lov til at røre lidt ved deres fødder, holde lidt hånden og tilsidst er de så parate til at kravle op på dit skød og blive holdt om, mærke at du er der for dem, trøster, beroliger og at du ikke bærer nag - du kan sagtens rumme dem og de stærke følelser de har og det er okay at de nogle gange bliver rigtigt kede af det, fordi hele verden overvælder dem.

Hvis især jeres dreng lige nu har brug for at I prioriterer putningen om aftenen sammen med ham og der giver ham ekstra meget nærhed og fysisk kontakt, så synes jeg I skal gøre det. I forvejen skal han dele jer med sin søster og om kort tid kommer en baby, som han også skal dele jer med. Han har ikke noget valg, det er sådan situationen er, men han har stadig behov for at være lille og behov for at føle at I prioriterer ham ligeså højt som før - og der kommer ikke noget ud af at holde hårdt mod hårdt, tværtimod. Jo mere han mærker at I forstår ham, stadig er der for ham og stadig prioriterer ham, jo bedre vil han på sigt kunne dele jer med andre.

Og at han søger far lige nu er også helt naturligt og faktisk ganske positivt. For mor vil jo naturligt skulle bruge en del tid på lillesøster og tvillingesøster, så at han søger at få sit behov for nærhed dækket hos far er et sundhedstegn. Derfor skal far naturligvis give dem alt det han kan og mere til, netop fordi mor ikke kan lige nu. Far skal naturligvis bære, hjælpe, støtte og være der, så de begge stadig føler sig set, mødt og prioriteret - det er vigtigt at far ikke også "afviser" børnene, som mor gør, fordi du er gravid og besværet af dette - forstå mig ret :)

Måske skal far putte jeres søn og prioritere at sidde hos ham, holde i hånd og "bare" være til stede. Måske en stor madras på gulvet i børneværelset, så de kan være tæt, når jeres dreng skal sove ... Måske vil "stryge-tøj-metoden" fungere hos jer.

---

---

---

Du skal gribe ind når de har konflikter - du skal være der, forsøge at undgå at konflikterne kommer og allerbedst er det, hvis du kan når at gribe ind og få vendt situationen, før de når at flyve i totterne på hinanden. Men når de opstår, så skal du forsøge at gribe ind og dette uden at tage parti, men forsøge at hjælpe begge børn videre, så de lærer noget af situationen.

Man skal altid møde børn med anerkendelse og det betyder at man ikke kan bebrejde barnet, at det gør noget forkert. Børn handler ofte som de gør, fordi de hjernemæssigt ikke er udviklet til at handle anderledes. Man kan godt lære børn visse ting - også sociale ting, som sige pænt tak for en gave, sige tak for mad, sige undskyld osv. men kan kan ikke på samme måde fortælle et barn, hvordan det skal spørge ind til en anden så den anden føler sig værdsat og interessant. Man kan ikke fortælle et barn, hvordan det kan trøste en anden osv.

Det er noget barnet lærer af måden vi som forældre er omkring vores barn på og af at være sammen med andre børn. Børn lærer at begå sig socialt ved at se, hvad de gør ved andre og ved selv at mærke, hvad andre gør ved dem. Derfor er at hjælpe børnene, at gribe ind, når man ser at et barn gør noget ved et andet barn. Hvis din datter tager legetøjet ud af hånden på sin bror og han bliver ked af det, så kan en hjælp være at sige "X bliver ked af det, når du tager bilen" og samtidig vise en løsning "X leger med bilen, så kan du lege med den her i stedet" ... Du er nødt til på den måde at guide og hjælpe dem, når de ikke er ældre end de er.

Jeg vil anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om dit barns udvikling" - I den beskriver jeg, hvorfor børn gør som de gør og hvad de ville fortælle os, hvis de kunne sætte ord på - den vil være aktuel både til tvillingerne men også for den lille ny I venter :)

Rigtig meget held og lykke med det hele :)

Rigtig glædelig jul til jer alle! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---