Brev:

Snart 5 år og rasende

Kære Helen,

Jeg har nogle problemer med Josefine, som snart er 5 år, som jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal takle..

Det kan godt være at det her bliver MEGET langt og rodet.

Hun fik en lillebror for snart 9 mdr. siden, og er MEGET glad for ham og vil gerne kysse kram og lege med ham. Jeg har indtil for 4 uger siden gået hjemme på barselsorlov.

Normalt er hun MEGET mor pige og indtil vi fik Felix var det kun mig der puttede hende, gav hende tøj på, badede hende etc. Vi gjorde meget ud af at forklare hende at når lillebror kom, så skulle far til også at gøre de ting med hende. Vi lavede bla. en speciel ”far-Josefine-putte kasse” med nye bøger i så de havde noget nyt sammen. Planen var at vi skulle skiftes til at putte hende. Det gik forbavsende godt og faren nød at være ”tvunget” lidt på banen og det gik rigtig fint.

Vi har selvfølgelig godt kunne mærke at hun var kommet i selvstændighedsfasen for længe siden, men det har faktisk ikke været noget stort problem at rumme hende og vi har kunnet tale om tingene.

Men nu er det hele godt nok ændret sig. Hun er meget ked af det, har tit ondt i maven og græder/ skriger når hun ikke får sin vilje og kan slet ikke stoppes igen. Ligeledes går hun helt i opløsning når der er noget der ikke lykkes for hende, og græder og græder at det ALDRIG kan lade sig gøre, at hun aldrig får det etc. Også selvom vi siger at hun gerne må ”x”, men vi skal lige blive færdig med det vi er i gang med.

Hun løber grædende ind på hendes værelse og skriger og tårerne løber ned ad kinderne, men vi må ikke trøste hende. Jeg siger til hende at jeg er lige ude på gangen/ køkkenet og at hun bare skal sige til når hun vil trøstes.. Jeg synes at det er meget hårdt at hun slet ikke vil trøstes, og hun skriger at hun hader mig og jeg er den dummeste mor etc.

Det er som om at hun slet ikke kan slippe det igen.
Et eksempel: I går ville hun have vingummibamser om eftermiddagen og jeg sagde til hende at det kunne hun ikke få, da vi havde en aftale om, at det skal vi kun have i weekenden. Hun gik helt amok og skreg og slog og råbte. Jeg sagde til hende at det også var rigtig ærgeligt og at jeg godt kunne forstå at hun blev sur, men hun stopper ikke. Hun løb igen skrigende ind på hendes værelse og jeg måtte bare slet ikke nærme mig.

Hvis jeg en enkelt gang har sagt til hende, når der er gået et stykke tid (lang tid), at NU skal hun stoppe, så går hun nærmest i panik og næsten ryster og skriger nej nej nej mor……..hvorfor kan du ikke lide mig….. Ofte vil hun også have at jeg skal sige undskyld og bliver ved med at sige at jeg er sur på hende, mens hun græder helt vildt. Jeg kan slet ikke overbevise hende om at jeg altid elsker hende, og at jeg ikke er sur på hende. Hun kører bare i den samme rille….

Hvordan skal vi få hende ud af ”græde-rillen”. Vi mangler et redskab. Skal vi bare lade hende være på værelset som hun jo selv er løbet ind på, eller hvad ???. Gå ind til hende når hun kalder, for så at blive sendt væk igen?. Bliver jeg derinde råber hun ...

... gå gå gå gå gå…….

Hun vil også kun have sin far i øjeblikket. Hun skriger og skriger og skriger på ham hvis han ikke er hjemme, hvis der er noget hun ikke har fået lov til. Han er ikke ret meget hjemme, og hvis han kommer ind ad døren og hun er rigtig ulykkelig hjælper det med det samme.

Ofte spørger hun også om hun ikke må sidde alene inde og spise i stuen om aftenen.

Om eftermiddagen vil hun også tit gerne bare være alene, især hvis jeg er alene hjemme med hende, og jeg kan mærke at hun er rigtig ked af det. Det accepterer jeg selvfølgelig, og siger at jeg elsker hende og at hun bare skal sige til hvis vi skal hygge lidt, så kommer jeg. Hvis far er hjemme, så sidder de tit og hygger i sofaen. Da Felix hænger meget på mig, er det ikke så tit mere at jeg har tid til at sidde om eftermiddagen og hygge med hende.

Det er især efter at jeg er startet på arbejde at det er gået helt galt. Vi kan nu ikke sidde og hygge om morgenen mere, men skal ud af døren for at nå at aflevere hende og Felix.

Jeg prøver meget at spørge om hun er ked af det eller sur eller hvad der er galt, men hun lukker helt af. I weekenden fik jeg dog ud af hende at hun var sur på mig – MEGET. Det var fordi jeg altid havde Felix. Ahhhh vi har ikke haft nogen reaktion før på at der er kommet en lillebror – kan det være det hun reagerer så kraftigt på nu?. Hun sagde endda om vi ikke kunne putte ham ind i maven igen…..

Jeg vil gerne indrømme, at hun rigtig meget her på det sidste har hørt – vent lige lidt, jeg skal lige skifte/ putte/ give Felix mad etc, så fra at have fået ALT opmærksomheden, ja så bliver hun nu nød til at dele.

Jeg har prøvet at tage nogle eftermiddage, hvor jeg har hentet hende så vi kunne være lidt alene, men hun er bare sur og vil være alene…… Jeg synes virkelig at det er hårdt, når jeg kan mærke at hun er ked af det… Før har hun altid kommet hen til mig og ville putte og trøstes når hun var ked f det.

I sidste uge havde hun været på ferie hos tante og onkel med en enkelt overnatning, og da hun kom hjem igen ville hun ikke så meget som kigge på mig, og klamrede sig til sin tante indtil far kom.

Hendes far bøjer meget af, f.eks behøver hun ikke at få vasket hår når han bader hende, må få Ipad med ind i sengen når hun skal puttes af ham, og er hun blevet sendt på kontoret fordi jeg lige synes at hun skal køle lidt af (jeg blive hos hende – mens hun desperat prøver at løbe ud skrigende og skriger på sin far) – går han ind til hende og hun falder til ro og han tager hende med ud og sidder og hygger med hende, mens de ser fjernsyn.

Vi fortæller hende meget tit at vi elsker hende, og nusser og krammer (og det gør hendes far og jeg også :)).

Hvordan kan vi stoppe hendes raseriudbrud og hvad kan jeg gøre ?.
Hun har altid været en rigtig glad og positive pige, så jeg synes, at det er meget hårdt, at se hende så ked af det og frustreret.

Tak for nogle fantastiske svar og jeg glæder mig til at få lidt hjælpe til vores fantastiske pige :-).

Med venlig hilsen
Rikke

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

30. september 2024 | Renlighed | 5 år

Laver i bukserne - 5 årig

Kære Helen. Vores dreng F. er lige fyldt 5 år. Han smed bleen for ca. 2 år...

Læs hele brevet og Helens svar

8. august 2024 | Opdragelse | 5 år, 7 mdr.

Vred 5årig

Hej Helen! Det er noget tid siden jeg har skrevet, men vi har en problematik...

Læs hele brevet og Helens svar

22. juni 2024 | Sovevaner | 5 år, 7 mdr.

Pige på 5.5 år kan ikke falde i søvn

Kære Helen. Jeg er far til en pige på 5.5 år, som har meget svært ved at...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2024 | Sygdom | 4 år, 2 mdr.

4-årig med kæmpe nedsmeltninger og anderledes adfærd

Kære Helen, Jeg har med stor glæde læst dine bøger og mange brevkassesvar...

Læs hele brevet og Helens svar

22. maj 2024 | Opdragelse | 5 år

Familie logistikken hænger ikke sammen

Kære Helen, Jeg har to overordnede spørgsmål som jeg søger råd på....

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: