Svar: Sætte grænser og stoppe fysiske vredesudbrud

---

Kære Enemor

Tak for dit brev og dejligt at høre at du kunne bruge mit sidste svar :)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig i forhold til opdragelse og grænsesætning overfor en dreng på ca 4.5 år :)

For det første er det rigtig vigtigt at du er tydeligt i dine signaler og at din dreng ved hvor han har dig. Han skal kunne regne med dig og det lyder som om at du er blevet mere opmærksom på dette. Det lyder lidt for mig, som om at du i din opdragelse har været meget eftergivende og at det er dig naturligt imod, at være autoritær forældre.

Og ofte sker det netop at man ser disse to modpoler:

Hvis man er eftergivende i sin opdragelse, så stiller man få krav til barnet og din dreng får lov til det meste. Der er ofte meget inkonsekvens, hvis regler brydes. Ddu er sandsynligvis varm og åben i din kontakt med ham, du lytter til ham, ser hans behov, men det er svært for dig at sætte grænser. Nogle gange så siger du nej og hvis han bliver ved, så ender det med "så gør det da ..!". Det er den lette løsning, fordi det giver jer lidt ro derhjemme og du vil naturligt gerne at I "bare kan hygge jer sammen" :) Når børn bliver opdraget på denne måde, så bliver de ofte usikre og det gør at han naturligt vil udforske mere, afprøve flere og flere grænser og det vil ofte også gøre at han mangler selvbeherskelse.

Hvis man er det modsatte - autoritær forældre, så lægger man vægt på myndighed og kontrol. Her er der klare forventninger til hvordan din dreng skal opføre sig og hvis han ikke gør, som du har sagt, så falder der en straf. Det kan være at sige "hvis du ikke spiser din mad, så må du gå sulten i seng!". Regler bliver ikke diskuteret, det er som de voksne siger, fordi voksne altid ved bedst. Børn der vokser op med autoritære forældre, mister ofte respekten for deres forældre.

Så ingen af disse metoder dur særlig godt - i stedet skal du prøve at være det der kaldes for myndig forældre. Når man er myndig forældre, så sætter man klare grænser for barnets opførsel. Du forklarer, hvorfor reglerne er som de er og hvorfor det er nødvendigt at have regler. Og de krav du stiller passer til din drengs alder og den udvikling han går igennem - du har realistiske forventninger til ham. Du ser ham, anderkender ham, lytter til ham, lytter til hvad han vil - men du har krav til hvordan man opfører sig og her er det f.eks. ikke okay at han slår dig, sparker til dig, eller spytter på dig! Hvis han vil noget andet end dig, så er det naturligvis okay, det forstår du godt og du lytter til det - men spytte efter dig eller slå dig, det er ikke i orden.

Børn af myndige forældre viser ofte stor selvstændighed og selvbeherskelse og de er glade og tilfredse. De er vokset op med, at der er visse regler og de ved, hvorfor reglerne er der. De er mødt ligeværdigt af deres forældre og de stoler på deres forældre. De føler naturligt lyst til at gøre, som deres forældre siger, fordi de forstår og har tillid til, at forældrene vil dem det bedste.

Hos er lyder det således som om at der skal ske nogle ændringer i forhold til hvordan du møder din dreng - og det lyder rigtigt, når de i børnehaven har sagt, at du skal sætte nogle flere grænser for ham og stille nogle krav. Men det skal naturligvis gøres med anerkendelse og masser af omsorg.

Jeg har den holdning at børn ikke skal sendes i skammekrog eller have "time-out" tit og ofte, men en gang imellem kan det være nødvendigt og helt okay. Ofte først når børn rammer den alder, som din dreng har nu .. Det er noget man bruger, hvis intet andet har nogen effekt og ofte kunne man måske bruge en "time-in" i stedet, hvor man sætter sig ned og taler med barnet om, hvad der sker, når barnet opfører sig sådan og så prøve at lytte og være til stede.

"Time-Out" er en teknik, hvor man sender barnet alene på værelset, når det har været uartigt. Problemet er at det ofte anvendes på barnet, når bare det bare har været en lille smule ulydigt... det er f.eks. meget problematisk at sende barnet på værelset, hvis barnets ulydighed handler om at barnet keder sig eller ikke får opmærksomhed nok eller som du f.eks. beskriver, at det nogle gange ...

---

---

... sker fordi han er træt og egentlig har behov for en middagslur. Hvis sådanne årsager er forklaringen på at han opfører sig dårligt, så er det forkert at sende ham på værelset. Så er det i stedet bedre at begynde at lytte og se sit barn, sørge for faste sovetider, spisetider osv. i stedet for at sende barnet væk.

Derudover bliver børn nogle gange sendt på værelset i urimeligt lang tid. Hvis man bruger "Time-Out", så anbefales det at man kun anbringer barnet på værelse i et tidsrum, der svarer til barnet alder - det vil sige et barn på 4 år, kan sendes på værelset i 4 minutter - ikke mere!

"Time-Out" bør slet ikke anvendes til mindre børn. Det kan bruges til større børn som helt bevidst og med vilje opfører sig dårligt. Det kan være at din dreng sparker eller spytter efter dig, ødelægger noget, fordi han ved at det har betydning for dig eller lignende. Det skal altså bruges, hvor barnet helt bevidst trodser og handler destruktivt. Det som man ønsker er at lære barnet at tænke sig om to gange og ikke bare med det samme "miste besindelsen".

Hvis man som forældre vælger at bruge "Time-Out", så er det altså meget vigtigt, at man er i stand til at vurdere, hvad det er barnet reagerer mod og hvorfor barnet reagerer som det gør. Og når du vælger at sende din dreng på værelset, så skal det ske med en kort besked "jeg sætter dig her, fordi du sparkede mig, man må aldrig gøre noget der gør ondt på en anden!" og så sendes han på værelset og bliver der i 4 minutter. Du kan sidde uden for døren og tage tid og efter 4 minutter, går du så ind til ham og ser om han er parat til at I kan tale roligt om tingene.

Som udgangspunkt skal børn have lov til at reagere med frustration og ulykkelighed, når ting ikke går efter deres hoved - det er naturligt og det skal man som forældre kunne rumme uden at sende barnet væk. Det er vigtigt at børn vokser op med følelsen af at forældre er der for at hjælpe og at de kan komme til deres forældre uanset hvordan de har det, om de er glade, kede af det, frustrerede eller andet og så vil forældrene være der for dem og hjælpe dem - og ikke sende dem væk...

"Time-Out" skal altså ikke bruges, hvis det giver barnet følelsen af at mor ikke forstår og ikke vil hjælpe. Men naturligvis samtidig give ham en læring om at der er grænser for, hvad opførsel du vil acceptere, netop fordi du jo er der for at hjælpe ham.

---

---

---

Og ja - nogle gange kan det være ganske fornuftigt at fjerne sig selv. Det kan være bedre end at sende ham væk. Du kan f.eks. sige "jeg går lige ud i køkkenet, du kan komme ud til mig, når du er parat til at snakke" eller lignende.

Hos børn i 4, 5, og 6 års alderen kan man nogle gange opleve det der kaldes kontrollerende anfald. Kontrollerende anfald er hvis barnet græder og skriger helt vildt, fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg "skaber mig længe nok", så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...

Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet opfører sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje. Det går altså ikke at sige "nej, nej, nej, jamen så gør det da" fordi barnet har råbt og været krævende så længe, at man ikke orker at tage diskussionen mere ...

Stadig kan børn i 4 års alderen også få anfald af fortvivlelse, hvor verden bryder sammen for dem, fordi de stadig har en umoden hjerne og ikke kan overskue situationer og her skal de naturligvis ikke ignoreres, men i stedet mødes med forståelse, de skal trøstes og holdes om.

Jeg håber at ovenstående tanker hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---