Svar: Svært ved at sove, lydfølsom og søvnfaser
Kære Anita
Tak for dit brev :)
Jeres dreng udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt lige nu og det betyder at han godt kan virke mere pylret, mere klynkende end I tidligere har oplevet. Han vægrer sig måske over visse fremmede, vil pludselig ikke være i favn hos bedstemor eller en anden, som han kender godt og selvom han er i jeres favn, så er det ikke rigtig godt. Han kan virke lidt svær at stille tilpas.
Han er motorisk stærkere nu, griber efter sit legetøj, rækker ud og får fat i det, ryster det, putter det i munden. Han triller omkring, drejer om sin egen akse, forsøger måske at lave lidt krybe bevægelser hen over gulvet og forsøger at flytte sig efter sit legetøj.
Han udvider sit verbale repertoire, pludrer med flere og flere lyde, mere og mere varieret, pludrer i dialog og kan begynder at skrige højt, nogle gange, så han forskrækker sig selv.
Alt dette gør, at han kan være lidt svær at tilfredsstille i løbet af dagen og det er helt naturligt at man som forældre føler at om aftenen skal han sove, så I kan have tid til hinanden som par. Men hele denne udvikling gør også at han naturligt har svært ved at sove, svært ved at overgive sig til søvnen og give slip og at han har ekstra brug for hjælp til dette.
Det hjælper her at forsøge at have en nogenlunde fast rytme i løbet af dagen. Jo mere ens rytme dagen har, faste spisetidspunkter, sovetidspunkter osv. jo lettere vil han have ved at mærke behov for at sove og jo lettere vil du naturligt også kunne putte ham, så han får de afbræk i løbet af dagen, som han har behov for.
Det vil være rigtig fint, hvis han nu fik lidt skemad. Du kan starte op til frokost med lidt smagsprøver og når det fungerer godt, så kan du prøve med lidt skemad om aftenen. Han skal naturligt stadig have de flasker som han plejer og det er vigtigt at skemaden ikke fylder så meget at han ikke drikker nok af sine flasker og afviser dem. Men det kan være med til at gøre, at han måske lettere overgiver sig til søvnen og at han netop tager imod flasken, når du forsøger.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 06: Flaske og sover videre
Formiddag 9-9.30: Flaske og puttes til formiddagslur, sover her måske 1-1.5 time, vågner han efter en time og smiler og virker klar til at komme op, så tag ham op og sats så på en længere middagslur
Frokost 11-11.30: Tilbydes ½ dl grød, evt med frugtmos som topping, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca kl 13 - må her gerne sove en længere lur på et par timer, ...
... hvis han kan og det er helt fint at du her vælger at gå med ham, for netop at holde ham sovende.
Eftermiddag 16-17: Flaske
Sover dagens 3. lur som ofte er en kort powernap
Aften 18: Tilbydes ½ dl. grøntsagsmos, dette startes først op, når skemaden om dagen fungerer godt. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 23-24: Flaske
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Nat - evt. flaske, men det lyder som om at han allerede er i stand til at sove igennem og det er rigtig flot! Han må gerne sove 5-6 timer uden mælk om natten, men hvis han nogle gange sover 8-9 timer, så er det for lang tid. Et så langt søvnstræk uden mælk vil i denne alder godt kunne give problemer om dagen, fordi han om dagen så skal indhente den manglende mængde mælk og naturligt derfor så ikke kan sove, det han har behov for der - og måske netop sover små lure, vågner, virker lidt ked af det osv.
Det lyder som om at han har brug for masser af nærhed og tryghed, når han skal sove og i stedet for at vugge ham voldsomt, så prøv om ikke du kan lægge dig med ham i din seng og give ham flasken der. Så han på den måde føler sig omsluttet og mærker dig, men uden at han behøver være fuldstændig i bevægelse. Du kan evt. lade ham ligge i sengen til senere, dog sikre dig at han ikke kan trille ned. Og så først flytte ham i egen seng, når du senere selv går i seng og hvor han så får en flaske mere at sove på.
Nogle familier har også held med brio bedrockers som kan komme på sengens ben og på den måde kan sengen bevæges lidt ...
Netop den store udvikling han går igennem om dagen kan nogle gange gøre at han ikke drikker helt nok og om aftenen søger han så naturligt lidt ekstra mælk. Det er helt naturligt at han vågner op efter måske 40 minutter og søger efter flasken igen og du må her naturligvis være der for ham og give ham lidt ekstra. Herefter vil han så måske sove videre uden større problemer.
Nogle gange kan man også hjælpe ham til at indtage lidt ekstra mælk ved at lægge en skiftning ind undervejs. Så du starter med at give ham flaske, herefter skifter ham, pludrer lidt osv. og så give flaske igen, hvorefter han så er mere parat til at spise lidt mere og derefter så også sover lidt mere og lidt bedre.
Nogle gange handler det om at du måske putter ham enten for tidligt eller for sent, og det kan være svært at finde det rette tidspunkt, hvor han er parat til at overgive sig til søvnen - jeg håber at min dagsplan kan hjælpe lidt på vej her.
Jeg håber du kan bruge ovenstående tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. januar 2025 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Jeg har længe fulgt med her i din brevkasse, og nu har jeg selv...
11. januar 2025 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen Vores søn, Matteo, er lige blevet 9 måneder gammel, og han har på...
11. januar 2025 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen Det er ved at være et stykke tid siden sidst, men nu er jeg...
3. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen. Herhjemme snakker vi om, hvordan og hvorledes en rutine for en...
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
Viden om børn:
Vedligeholdelse af barnevogn
Med det danske vejr skal en barnevogn kunne tåle lidt af hvert, men hvis man vil have at den skal kunne holde længe, så er man nødt til at gøre sig nogle tanker om vedligeholdelse og også medtænke at bruge tid på vedligeholdelse.
For eksempel kan kalecherne ikke tåle stærkt sollys, så vognen skal ind i skyggen, hvis man vil undgå, at den falmer. Stellet kan heller ikke tåle salt fra snesjappet og skal derfor skylles af, når man kommer hjem, hvis man vil undgå rust. Og kassen...
Ærter
Fra 6 måneders alderen må barnet gerne få ærter. Ærter kan her koges til ærtemos og det samme kan gøres med andre bælgfrugter, som brune og hvide bønner, kigærter og linser.
Barnet optager bedst næring fra ærter og andre grøntsager, hvis de koges.
Fra 9-10 måneders alderen vil mange børn have stor glæde af at spise ærter, det er god træning for at øve pincetgreb og ærter kan fint gives sammen med rugbrød til frokost.
Ærter indeholder protein, samt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar til min ældste søn og hans spørgsmål om ’bierne og blomsterne’. Vi har læst et par bøger sammen, han grinede rigtig meget … men fik stillet sin nysgerrighed!
Det var en rigtig god idé at læse bøger sammen, for du har jo fuldstændig ret: Det kan være grænseoverskridende for både barn og voksen af snakke om den slags sammen, mens en bog oplyser nøgternt og godt. Intimsfæren bevares intakt, genialt!