Svar: Renlighed - bleen sidder på bagdelen
Kære Vibeke
Tak for dit brev :)
Nogle gange så er det måske ikke så dumt, at far gør på en måde og mor gør noget andet - så kan man jo håbe at et eller andet virker :) Og andre gange, så er der ikke noget at gøre, så må jeres lille Simon placeres på sofaen, få lov til at sidde lidt for sig selv og derefter er han så klar til hvad I og hverdagen nu bringer.
Netop et "kan I ikke bare lade mig være" er så flot formuleret og viser netop at han sandsynligvis ikke selv ved hvad der sker, hvorfor han reagerer som han gør - han kan ikke overskue situationen og han kan slet ikke overskue, hvis han også skal forholde sig til hvad I siger, spørger om osv. - og så hjælper det at sidde lidt for sig selv og det er helt okay. Og ja - man vokser med opgaven som forældre og det er helt normalt og helt okay at være rådvilde. I kan ikke forberede jer på alt og der vil være mange situationer, hvor I ikke har råd eller forklaring på rede hånd og det er okay. Simon lærer noget vigtigt i disse situationer, netop at I jo bare er mennesker og det er dejligt at have menneskelige forældre :)
Renlighed - det er en proces og nu hvor han er 4 år gammel, så burde han være fysiologisk parat, men måske er han ikke mentalt parat ... Tegn på at han er fysiologisk parat er at han kan holde sig tør i mindst 3 timer. I kan derfor prøve at skifte bleen med ca 3 timers mellemrum og se om den er tør.
Det kan være en rigtig god idé at I sætter jer ned og taler med ham om, at det er tid til at smide bleen. Der er nogle ting man skal lære og nu er I nået til det med bleen. I skal forklare ham, at I vil hjælpe ham, at I vil hjælpe hinanden, at I godt ved at det er svært, men at I netop er der og støtter ham og prøve at lave en aftale med ham om, at I forsøger at komme væk fra bleen i et samarbejde. Hvis han slet ikke vil, så lad ham være i en periode, men hvis han viser interesse og virker til at være med på det, så gå igang.
Vi går heldigvis den varme tid i møde og det vil være rigtig godt, hvis I kunne lade Simon løbe rundt i haven i et par badebukser. Det vil gøre ham opmærksom på når han tisser, så han bliver opmærksom på fornemmelsen. Måske bliver han lidt forskrækket de første par gange, men så taler i med ham om at det er helt okay og at næste gang han mærker han skal tisse, så skal han prøve at sige til, for det er der I skal prøve at nå toilettet. I kan her f.eks. synge "mor, jeg skal tisse ..." osv. som er en børnesang, som mange børn synes er rigtig sjov og som gør hele renlighedsprocessen lidt mere afslappet og sjov.
Når jeg anbefaler at tage bleen af ham i haven, så er det kun for at give ham fornemmelsen for at han skal tisse og hvad det er for signaler, han skal mærke efter - og samtidig vil det også være rigtig godt for hans røde numse :) Men ellers skal bleen blive på.
Det er lagt bedre at beholde bleen på end at tage den af for tidligt. At tisse i bukserne er altid et nederlag, det er ikke rart. Og ...
... det er vigtigt at han får små succesoplevelser. Hvis han tisser lidt i bleen på vej til toilettet, så gør det ikke noget, så kan bleen bare skiftes og han kan tisse færdig på toilettet, måske er det så få dryp der når at komme i bleen, at den kan bruges igen og det er super - underbukser skal jo altid skiftes. Og så er det en succesoplevelse med en tør ble.
I skal ikke spørge ham, om han skal tisse, men skal følge ham på toilettet. Hvis han bliver spurgt, så vil han svare "nej!" og tisse få minutter efter. Derfor skal I i stedet tage ham i hånden og følge ham på toilettet som det mest naturlige i verden. I kan f.eks. sige "kom vi skal lige ud at tisse inden vi kører" - I tisser og han tisser, sådan er det - man tisser inden man kører op for at handle, en helt naturlig regel der gælder for både børn og voksne.
Det er vigtigt med faste toilettider. Det vil være rigtig godt at han bliver fulgt på toilettet som det første om morgenen og som det sidste inden han skal sove. Derudover vil det være rigtig godt med faste toilettider om dagen - i forbindelse med måltider, inden han løber ud for at lege, før I kører op for at handle osv. Faste toilettider med ca 3 timers interval. Han har ble på og bleen bruges som et par underbukser, der kan trækkes op og ned. Det er ikke meningen at han skal tisse i bleen, men den fungerer som en sikkerhed - og hvis han giver udtryk for tissetrang, skal I lytte til dette med det samme og aldrig sige "du har ble på, så du kan tisse i den" eller lignende. Ved tissetrang, så skal I skynde jer at finde et toilet hurtigst muligt.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det er som sagt vigtigt med et samarbejde og derfor vigtigt at aftale med ham, at nu er det renlighed I arbejder på. Det kan være en god idé at læse en bog om kroppen og om hvordan man fungerer. Det kan være en god idé at fortælle ham at han har en blære inde i kroppen, en lille pose, ballon eller lignende med tis. Nogle gange er det en "drilleblære" - den vil ikke altid tisse, når den skal, nogle gange tisser den imens man sover, eller når man leger allerbedst og den vil ikke tisse, når man sidder på toilettet - og sammen skal I hjælpe drilleblæren med at finde ud af det. Det at forklare børn om "drilleblæren" kan fjerne skylden fra deres skuldre. Det er ikke deres skyld, at det nogle gange går galt og at det er svært, det er drilleblærens skyld.
Det kan også være en idé at læse bøger om renlighed, om at skulle smide bleen og at det kan være svært.
Det er super fint at han virker glad for sin trappe med børnebræt, det er vigtigt at han føler sig tryg ved at sidde på toilettet. Men han skal som sagt ikke spørges eller selv sige til - I skal sige til ham, at nu er det tid og så følge ham derud. Nogle gange kommer der noget og så roses han for det. Andre gange, så kommer der ikke noget og så roses han for at forsøge og I forklare at det er super, "så prøver vi bare igen næste gang":)
Rigtig meget held og lykke med projekt renlighed :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om renlighed:
12. december 2024 | Renlighed | 2 år, 9 mdr.
Kære Helen Endnu engang kunne jeg godt tænke mig at høre dine tanker om en...
2. november 2024 | Renlighed | 3 år, 10 mdr.
Hej Helen. Jeg har en kæmpe udfordring med min søn på 3 som bliver 4 til...
30. september 2024 | Renlighed | 5 år
Kære Helen. Vores dreng F. er lige fyldt 5 år. Han smed bleen for ca. 2 år...
23. juli 2024 | Renlighed | 2 år, 7 mdr.
Hej Helen! Mange tak for svaret på mit sidste spørgsmål! Nu står vi...
Viden om børn:
Overtøj til børn
Vindtæt og vandtæt overtøj, som flyverdragt, jakke og overtræksbukser er ideelt, når børn skal lege ude og det er køligt.
Luffer eller vanter sættes fast i ærmet med trykknap eller specielle spænder, som man køber netop til formålet. Snore, halstørklæder og bælter er for farligt. De kan medføre at barnet hænger fast, når det klatrer rundt og bevæger sig i leg, og det kan i værste tilfælde medføre, at barnet hænger fast og bliver kvalt. I stedet for halstørklæde kan man købe en...
Fladt baghoved
Da små børns kranieknogler er bløde og ikke helt sammenvoksede, kan de tage facon efter, hvordan barnet lejres. Det kan give barnet en flad eller skæv hovedfacon, - dette kaldes lejringsbetinget skævhed af kraniet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn altid lejres på ryggen, når de skal sove, fordi dette mindsker risikoen for vuggedød. Du skal være opmærksom på, at barnet ikke ligger med hovedet til den samme side, hver gang det sover, da dette kan medføre, at barnet får en skæv...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Når man læser din brevkasse får man indtryk af at mødre har lettere ved at betro sig til dig via brevkassen, samt at du ligesom kan noget i forhold til at "ramme" plet i forhold til, hvad det er folk har behov for.
For mit vedkommende har dine svar kunne give mig noget andet og mere værdifuldt i forhold til min rolle som mor som mine egne sundhedsplejersker (jeg har haft en 4 - 5 stykker) ikke har kunne give mig.
Tak fra en taknemmelig mor