Svar: Slår ud efter mor

---

Kære fortvivlede mor

Tak for dit brev og velkommen til - dejligt at du selv har fået lyst til at skrive til mig :)

Det er rigtig dejligt at du elsker din lille dreng højt, - hvad mere kan man ønske sig :) Og det er derfor også helt naturligt, at du bliver oprigtigt ked af det, når du oplever at han niver dig, slår ud efter dig osv. Men det er rigtig vigtigt at du ved, at det ikke er fordi han bevidst er efter dig - det er ikke fordi han vil dig det ondt. Det handler om hans alder og udvikling og det du oplever er således naturligt - men selvfølgelig skal han lære ikke at slå :)

Når det især går ud over dig, så er det sandsynligvis fordi det er dig der er mest omkring ham. I bruger rigtig meget tid sammen og du er hans primære omsorgsperson. Selvfølgelig har han sin far og sine søskende, som også elsker ham højt, men det lyder som om at det er dig, der er mest omkring ham, det er dig og ham, der bruger mest tid sammen.

Og derfor er det naturligt også dig, som han prøver flest grænser over for. Man kan sige, at han måske netop tør afprøve grænser overfor dig, fordi han ved eller fornemmer at du vil elske ham uanset hvad:)

Han vil naturligt reagere fysisk, fordi han ikke er ældre end han er - og især fordi han mangler ord. Han kan ikke sige til dig, at han ikke vil ind i bilen, men hellere vil blive hvor I er, han kan ikke sige til dig, at han er ked af at dagen skal slutte og I skal hjem, han kan ikke sige til dig, at han synes det er dumt og uretfærdigt, at han skal i seng, når du og far sidder og hygger i stuen ... Han kan sagtens have alle disse følelser i sig, men er slet ikke i stand til at sætte ord på og det er helt naturligt at hans følelser kommer ud fysisk.

Nogle gange vil det hjælpe at du sætter ord på, at du siger f.eks. "det er også dumt at vi skal køre" eller "jeg ved godt du er træt, jeg skynder mig" eller lignende, så han hører, at du forstår ham. Nogle gange kan det også hjælpe dig selv, at gå og tale lidt højt og få sat lidt ord på :)

Nogle gange kan det hjælpe at aflede ham, give ham noget andet legetøj, tilbyde et alternativ eller lignende, så han glemmer, hvad han er igang med og finder ud af at det nye I skal også er okay. Og andre gange er du naturligvis nødt til at holde fast i at det er som du siger, også selvom han så protesterer.

Han skal naturligvis ikke slå dig, og det er vigtigt at du prøver at undgå, at han når derud, hvor han forløber sig. Det vil være rigtig godt, hvis han kan afledes eller du kan flytte dig, så han ikke får mulighed for at slå dig. Men så hele situationen stoppes, før det kommer dertil.

Hvis han så alligevel slår ud efter dig, niver dig eller lignende, så kan det være fint at sætte ham fra dig. Så han mærker at det bryder du dig ikke ...

---

---

... om og samtidig må du gerne sige "AV!" eller "Nej!" - det at lade en handling følge med, altså at du f.eks. sætter ham fra dig, signalerer at du ikke vil have at han slår, han kan ikke være på dit skød, hvis han slår dig. Og samtidig gør det, at han bedre husker dit nej, fordi du satte ham fra dig.

Det samme gælder, hvis han smider legetøj efter dig eller lignende, så kan du på samme måde tage legetøjet og sætte det på en hylde eller et sted, hvor han ikke lige kan nå det. Igen følger der en handling med - legetøjet flyttes og man kan ikke lege med det, hvis man smider med det.

Hos en 2 årig kører følelserne på højtryk og der er ikke langt fra latter og charme til stor følelsesmæssig frustration. Ligeså sprudlende glad han kan være, hvor hele hans krop tydeligt signalerer glæde og svært ved at sidde stille af bare lykke, ligeså kaotisk kan hans indre også være - han kan blive vred, bange, blive dybt ulykkelig og han kan vride sig, sparke, bide, slå - hele hans krop kollapser.

Jeres dreng er nu rigtig godt igang med at skulle forholde sig til hvem han selv er og hvordan han påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og man ser det ofte ved at barnet begynder at udtrykke eget navn, sige "jeg" eller "det er min", eller sige "nej, vil selv" osv. Det bliver tydeligere i løbet af det næste halve til hele år.

---

---

---

Hans selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Han har brug for ros, det gør ham stolt og glad og når han bliver irettesat så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Han kan allerede rigtig meget og en uimodståelig trang til at gøre sine egne valg vælder lige nu op i ham. Det er en spændende, men også svær udvikling. For at foretage egne valg, er han jo nød til at være uenig med jer forældre, han er nødt til at ville noget andet end dig og derfor vil der dagligt opstå konflikter, hvor du beder ham gøre noget eller forventer at nu skal I noget - og han så nægter og vil noget helt andet.

Det er rigtig vigtigt at du prøver at rumme ham i disse situationer. At kunne rumme ham betyder at du kan holde ud at han har det som han har det, at det er okay at han har alle følelser - det er ligeså okay at han bliver ved og ked af det og frustreret, som at han er glad, sprudlende og sjov. Han skal have lov til at have de følelser han har - og samtidig skal du ikke tage det personligt, når han reagerer som han gør :)

Jeg håber ovenstående tanker giver dig lidt idé om, hvad der sker og at det giver dig lidt ro :)

Rigtig meget held og lykke fortsat.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---