Svar: Genert, stædig eller?

---

Kære mor og far

Tak for jeres brev :)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer :)

Når jeg læser jeres brev, så kan jeg godt fornemme, at det går jer på, at jeres datter ikke er mere udadvendt end hun er - og det er rigtig vigtigt at I naturligvis hjælper hende, men samtidig også lader hende være som hun er og have den personlighed hun nu engang har. for vi er alle sammen forskellige af temperament og hvor nogle altid vil sidde med hånden op og sige "tag mig, tag mig", når de bliver spurgt, hvem der melder sig - ja så vil andre holde sig tilbage og håbe at de ikke bliver valgt. Og det er okay.

Du skriver at du ved af bitter erfaring, hvordan det er at være genert og at det kan være svært at få venner - og det lyder som om at du selv har en personlighed, hvor du også holder dig lidt tilbage. Og børn spejler sig i os forældre, bruger os som rollemodeller og netop når man taler om generthed, så er det meget vigtigt at se på, hvordan man selv virker. Hvis du selv virker generet, så vil dette naturligt på virke din datter, hun vil spejle sig i det hun oplever.

Det er rigtig dejligt at I gerne vil hjælpe hende til at være mere udadvendt, men det er meget vigtigt at I ikke får hende til at føle sig forkert - og jeg får lidt på fornemmelsen at det er ved at ske. Jeres datter ved godt, at I er irriterede på hende og kede af hendes opførsel - hun mærker at I ønsker at hun skal være anderledes, gøre noget andet end hun gør, og det er ikke en rar følelse.

I fortæller at I nu er begyndt at "være hårde og sige at hun IKKE skal op til jer, når hun afleveres" og I skriver at det samme sker, hvis I er til fødselsdag, på legepladsen eller lignende. Og jeg savner lidt i jeres brev - at I rent faktisk viser hende hvordan.

Det er nemlig meget vigtigt at I viser hende vejen og lige nu har hun fået rollen som den generte og det er rigtig svært at komme væk fra den rolle. I skal derfor være meget opmærksomme på ikke at omtale hende genert. Sig f.eks. ikke "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Undgå også at kalde hende genert over for andre - lad være med at undskylde hende opførsel med "hun er jo lidt genert", for det er med til at fastholde i rollen som den generte - hvis I siger at hun er sådan, så er det sådan hun er og sådan hun skal være.

I skal også passe på ikke at sammenligne hende med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege ...

---

---

... med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for hendes selvværd, hun vil føle sig forkert, når hun ikke kan gøre ligesom de andre. Du skriver "Vi roser hende så tit, når hun gør gode ting. Især når hun er imødekommen" - jeg forstår godt hvorfor, det er også vigtigt at lægge mærke til at hun rent faktisk gør noget rigtigt - men det er også farligt, for det bliver meget tydeligt, hvad det så er hun ikke kan og hun kan meget hurtigt få følelsen af at være forkert, ikke være god nok som hun er.

Det er super dejligt at hun gerne vil de andre børn, spørger om ikke I skal gå ud, gå på legepladsen osv. Og det skal I naturligvis udnytte :)

Men I skal hjælpe hende ved at være der og svare for hende, når hun ikke selv kan. Når I møder nogen der f.eks. spørger til hende og hun så gemmer sig eller bare står og kikker og ikke svarer - så lad være med at afklare hende et svar "fortæl nu hvad du hedder" eller "du skal altså svare når du bliver spurgt" - prøv i stedet at svare for hende og inddrag hende så I hjælper hende og viser hende hvordan. Så når fremmede spørger f.eks. "hvad hedder du?" og hun ikke svarer, så fortæller I hvad hun hedder, kikker på hende og fortæller "du hedder xx, ik´os?" så hun er med i samtalen. Det giver hende også mulighed for selv at svare videre, hvis de så spørger om noget mere.

---

---

---

I skal hjælpe hende med at være social. Når I kan se at hun vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl hende at I godt kan forstå at hun er utryg, men nu vil I gå med hende og så tager I hende i hånden og I følges derhen. På den måde får hun nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. I kan som voksne tage initiativet til at spørge hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver I hende værktøjer til selv at forsøge sig - og I viser hende, hvordan man gør, I guider og hun spejler sig i jer.

I kan godt forberede hende, hvis I f.eks. skal i byen og I ved at der er flere gæster, som I skal rundt og hilse på - så forklar hende hjemmefra, hvordan reglerne er - at man går rundt og hilser på alle. Fortæl hende at hun ikke behøver give hånd og hun behøver ikke svare, men hun skal gå rundt med jer i hånden, når I hilser på alle. På den måde lærer I hende at sådan gør man, hun går med rundt - men I anerkender samtidig at hun vil have svært ved at svare og det er okay.

Jeg håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---