Svar: 4 måneder og vågner konstant om natten
Kære Ditte
Tak for dit brev og hvor dejligt at høre, at du har fået lyst til selv at skrive til mig, efter at have fulgt med på sidelinjen... Og tak for din uddybende beskrivelse af jeres lille dreng og hele jeres situation.
Han er jo i sandhed et lille mirakel og sikke et forløb. Det må have været rigtig svært for jer og chokket og hele situationen må stadig sidde i kroppen. Jeg tror, der går noget tid, før I helt kommer jer over dette - og det vil naturligt påvirke jeres måde at reagere overfor ham på, for han skal naturligvis have alt den nærhed I kan give ham og mærke at I er der for ham! Ingen tvivl om det. Men angsten for at miste ham, sidder naturligt i jer, de mange ubehagelige episoder på sygehuset osv. Det spiller naturligt alt sammen ind, og kan naturligt godt være medvirkende årsag til at jeres lille dreng er så tryghedssøgende, som han er.
I skal dog ikke på nuværende tidspunkt ændre på noget. Jeg synes det lyder så fint det du fortæller - det lyder så rigtigt, at du har valgt at have ham så tæt på dig som muligt, give ham så meget nærhed og fysisk kontakt, som han har vist behov for og tingene ændrer sig jo lidt hele tiden. Det er rigtig fint at I nu lader ham sove i slyngevuggen og det er også rigtig fint at du f.eks. vælger at trille ham i barnevognen eller vælger at lægge dig med ham, for på den måde at få ham til at sove længere lure - det er en fin prioritering.
Det går også stille og roligt fremad. Han er naturligt tryghedssøgende - sådan tror jeg også han er som person, det er en del af hans personlighed - men han begynder at kunne være lidt mere på afstand af mor. Når jeg læser dit brev, så fornemmer jeg at han begynder at acceptere far lidt mere, at far stille og roligt kan komme mere på banen og det er rigtig godt, for det vil naturligt aflaste dig og det er også vigtigt at de to danner bånd:) Og jeg tænker at I godt må begynde at inddrage far i nogle faste ting i løbet af dagen. At det f.eks. er far, som giver jeres dreng et bad om aftenen og putter ham i nattøj osv. Så far er en del af dette ritual og så mor får lidt frirum netop her. Han skal naturligvis ammes før og efter badet, men alt det praktiske omkring bad, bleskift, smøre med creme, lidt massage, leg, nattøj osv. det kan far gøre.
Han behov for brystet, når der sker noget uvant, lyder ikke til at hænge sammen med behov for mælk, men netop behov for trygheden - og du kan naturligvis godt blive ved med at forsøge med en sut, du kan også prøve om din lillefinger (renvasket) nogle gange kan aflede og give lidt trøst, så han ikke behøver brystet i munden hver gang, men lærer at komme lidt væk fra dette. Men når det er sagt, så tænker jeg at I er rigtig gode til at aflæse ham og tyde hans signaler og når han viser behov for brystet og trygheden ved brystet, så skal I naturligvis også lytte til dette. Han er stadig bare et lille myr, som naturligt har rigtig meget behov for nærhed og tæt fysisk kontakt og det er vigtigt at give ham dette - netop for at han senere får lettere ved at "slippe jer" lidt:)
Hans alder og udvikling spiller naturligt også ind og du har fuldstændig ret, når du spørger om det ikke har betydning. Netop med den alder jeres dreng har, så begynder mange børn at få lidt angst for fremmede - de kan pludselig græde voldsomt, når andre kikker på dem eller hvis en person pludselig griner højt, eller de hører et andet barn græde. De er i den alder meget bevidste om, hvorvidt de er i favn hos mor eller en anden, om de er hjemme eller ude og der skal ikke så meget til, før de bliver ...
... overstimulerede og dermed ekstra urolige og grædende. Det er svært, for samtidig har de også en alder, hvor de skal stimuleres og rigtig gerne vil følge med, så det er svært at finde balancen mellem, hvornår det er tilpas og hvornår det så bliver for meget - men igen, det lyder som om at I er ret gode til det og at I skal blive ved med at gøre det I gør :)
Jeg kan forestille mig at I får mange kommentarer som "behøver han at få det bryst i munden hele tiden?", "er han ikke snart for stor til at hænge på mor?", "der sker vel ikke noget ved at I lader ham ligge lidt alene?" osv. Og til det kan jeg kun sige "lyt til jer selv og det I fornemmer føles rigtigt!" I skal gøre det, som I instinktivt fornemmer er godt for jeres dreng, det der lige nu virker og ikke tænke så meget over, hvorvidt det er dårlig vane, uhensigtsmæssigt eller andet. Han er som sagt bare 4 måneder gammel og han skal nok lære at sove uden at være i favn og uden at behøve brystet, men lige nu har han brug for det og det er okay :)
Så hvad skal du gøre for at få dine nætter bedre ... Du kunne overveje at koble hans tremmeseng til din seng. Fjerne tremmerne fra den ene side og sætte sengene sammen, naturligvis sikre at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt og sikre at der ikke er en "revne" mellem sengene, som han kan trille ned i. På den måde kan du stadig sove sammen med ham, men han kan ligge lidt mere på afstand af dig og stille og roligt lære at sove i sin egen seng. Du kan altså lige nu arbejde lidt på at øge den fysiske afstand mellem jer, så han stadig får din nærhed, fysiske kontakt, kærtegn - du kan lægge en hånd over på ham, lade ham mærke dig, give ham roen osv. men så han stille og roligt kommer lidt på afstand af dig. Og samtidig også lærer at sove i tremmesengen om natten.
I kan også overveje om en flaske sen aften, evt givet af far, vil kunne give lidt mere ro og aflaste mor lidt ... Du skriver at amningen fungerer godt og det lyder også sådan, så det er også fint at holde fast i det. Men hvis I ønsker at far skal mere på banen - også i tiden fremover og mor ikke har lyst til at amme til lillemanden er et år, så kan det være en god idé at introducere en flaske nu. Bliver han meget ældre, så kan I risikere at han ikke vil acceptere den. Modermælkserstatning kan mætte lidt mere end modermælk og gøre at nogle børn sover et lidt længere søvnstræk på en flaske, men nogen garanti er der naturligvis ikke. Ekstra mælk kan dog være en udmærket overgang før skemad i nogle familier...
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Og igen - hvis du rigtig gerne vil amme, og amme så længe som muligt, så skal du naturligvis gøre det. Det er super flot at du har fået amningen op at køre og ammer fuldt med den start I har haft - det er rigtig godt gået! Stort skulderklap for det! Og nogle kvinder vil naturligt derfor ikke ændre på amningen og det er helt okay. Men andre kvinder har dårlig samvittighed over måske at ville give en flaske, nu har de jo kæmpet så meget for at få amningen til at fungere, så de føler ikke de kan tillade sig at give flaske ... men det kan man naturligvis godt.
Jeg skriver derfor flaske som en mulighed, det er noget I kan forsøge - ikke noget I skal forsøge, men en overvejelse - jeg ved jo ikke, hvordan du har det med det hele:)
Håber I kan bruge dette lidt videre og at det giver lidt ro med på vejen. Du spørger om han kan være high need - og ja, det kan han godt, men det er svært at svare på, for der er mange forskellige faktorer der spiller ind hos jer, så det må tiden vise:)
Rigtig meget held og lykke fortsat og rigtig god jul :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. januar 2025 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Jeg har længe fulgt med her i din brevkasse, og nu har jeg selv...
11. januar 2025 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen Vores søn, Matteo, er lige blevet 9 måneder gammel, og han har på...
11. januar 2025 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen Det er ved at være et stykke tid siden sidst, men nu er jeg...
3. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen. Herhjemme snakker vi om, hvordan og hvorledes en rutine for en...
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
Viden om børn:
Frugtmos og børn
Fra 6 mdr´s alderen kan barnet spise al slags frugt. Det kan være frisk frugt eller kogt frugt.
Starter dit barn med skemad i 4-5 måneders alderen, er det dog helt okay, at du giver lidt frugtmos i denne alder. Det anbefales, at du begynder med den kogte mos til de mindste børn. Det anbefales også, at du tilbyder frugtmos som topping på en grød, eller som dessert efter et grøntsagsmåltid.
Til den første skemad er især pære- og æblemos godt, da det har en mild smag,...
Vitaminer præmatur
Børn der er født præmaturt, det vil sige børn som er født før 37 uge, anbefales følgende kosttilskud:
D-vitamin - 10 mikrogram (400 IE) dagligt. D-vitamin gives som dråber, samt
Jerntilskud:
Fødselsvægt <1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt til 12 måneder
Fødselsvægt > 1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt i 6 måneder.
Børn som får mere end halvdelen af deres ernæring dækket af modermælkserstatning skal have ½ dosis jern, dvs. ca 4 mg hver dag...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!