Svar: Opdragelse af 1 årig

---

Kære Maria

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng - og alle dine tanker. Jeg er ret sikker på, at I hverken er eller bliver nogle blødsødne, hippie-agtige forældre, der ikke kan finde ud af at opdrage jeres søn - for det lyder faktisk som om at I tackler det ret fint :)

Jeres drengs udforskningstrang er stor og det er rigtig vigtigt at I lader ham undersøge så meget som muligt. Nu hvor han er begyndt at gå rundt, så er der naturligvis flere ting der skal undersøges. Han kan få fat i ting der er højere oppe, ting som I før kunne lægge uden for hans rækkevidde, kan han pludselig nå, så det kan være en god idé at fjerne ting, som I er særligt ømme over for. Han vil naturligt have stor interesse for ting, som I selv bruger meget tid på - det kan være jeres telefon, fjernbetjeningen, musikanlægget, fjernsynet osv. Det er naturligt ekstra spændende at undersøge de ting, han oplever interesserer jer, de ting I bruger meget.

Han undersøger dog ikke kun fysiske ting - han undersøger også, hvordan I reagerer. Han lærer ved at dufte, mærke, smage, lytte og han lærer ved at gøre tingene igen og igen. Han afprøver hypoteser "hvad mon der sker, hvis jeg slår på fjernsynet?" - Han prøver og du siger nej og tager ham væk. Ny hypotese afprøves "hvis jeg slår ved fjernsynet, så siger mor nej" - ja det gjorde hun. Ny hyoptese "hvis jeg slår ved fjernsynet, så rejser hun sig og kommer hen til mig" - ja det gjorde hun. Ny hypotese "Hvis jeg slår ved fjernsynet, gør far det så også?" ...

Og sådan undersøges alt "Hvad mon der sker, hvis jeg skriger rigtig højt?", så tysser mor på mig. "Mon det også sker, hvis jeg gør det igen?", "Hvad hvis far hører det?", "Hvad sker der, når jeg gør det hjemme?", "Hvad sker der, hvis jeg gør det ude?". Han tænker det naturlivis ikke så bevidst, men det er sådan han lærer, det er sådan han finder ud af, hvordan verden reagerer. Og alt skal afprøves rigtig mange gange og igen og igen og igen. Det er måden han lærer på og det skyldes alt sammen en iboende trang i ham til at lære verden at kende.

I skal naturligvis have visse regler og der skal sættes nogle grænser. Men han er stadig ikke gammel nok til at vide, hvad nej betyder. Han begynder stille og roligt at nå dertil, hvor han forstår at nej er noget han ikke må, men stadig er trangen til at lære og undersøge meget stor og faktisk skal det ses som noget positivt, at hans udforskningstrang er så stor at han overhører det nej han får. Det er trods alt den måde han bedst lærer på - ikke at blive for begrænset ... :) I vil altså nogle gange kunne se på ham, at han ved at I siger nej - han kravler hen til noget, kikker på jer og I kan se, at han ved at I siger nej og alligevel, så gør han det - men stille og roligt, hen af vejen, så lærer han at høre det lille nej, som lyder inde i ham og han er i stand til at kravle videre ... I må altså gerne en gang imellem sige nej, som I gør og I må også gerne ryste på hovedet, så han lærer at det betyder at han gør noget forkert.

Andre gange kan det være en rigtig god idé at lade en handling følge med jeres nej. Det kan være at fjerne ham fra fjernsynet, samtidig med at du siger nej. Eller fjerne hans tallerken, hvis han sidder og smider med maden. Eller sætte ham fra dig, hvis han slår ud efter dig - for på den måde at markere, at han ikke ...

---

---

... kan være på skødet hvis han slår. At fjerne ham eller fjerne tingene forhindrer ham ikke nødvendigvis i at forsøge igen og igen, men det hjælper hen af vejen. Det hjælper ham til at huske, at det han havde gang i var forkert.

Med hensyn til råberiet, så er det hos jer sandsynligvis startet som en øvelse i at lave lyd og det har naturligt givet en respons fra jer. Stille og roligt har det så udviklet sig til en leg og lige nu lyder det som om at han synes det er sjovt at råbe, fordi I så tysser og så råber ham igen og I så tysser - det er sådan han tror legen er og han forstår ikke at I synes det er forkert. I en sådan situation er det en rigtig god idé at aflede. Det kan være på den måde I allerede gør, hvor I afleder med sang, leg eller andet. Det kan også være at anerkende "sikke du kan råbe, kan du også sige "brrr-brrr" eller lignende og på den måde stadig lade ham øve lyd, men give ham idéer til andre lyde, som I måske bedre kan holde ud at høre på.

Med hensyn til at banke hovedet i gulvet og reagere meget fysisk, så er det rigtig fint at her tager ham op og forhindrer ham i at yde skade på sig selv. Det er helt naturligt for hans alder, at verden nogle gange bryder sammen for ham og at hans indre er helt i oprør og det er rigtig vigtigt at I her kan bevare roen:)

Det vil ofte ske, fordi han mangler ord. Det kan være noget han synes er irriterende eller uretfærdigt og det kan han naturligvis ikke sige. Han kan stadig ikke engang sige at noget er "dumt", som større børn kan. Men det kan være godt at I forsøger at sætte ord på den følelse, som I tror han har "åh, det er også dumt, at du ikke fik den blå kop" eller "du ville bare så gerne have haft en banan" eller lignende, så han føler sig forstået og mødt. Det er dog ikke ensbetydende med at han får sin vilje, men det er vigtigt at han føler at I forstår ham og lytter til ham. Hvis han ikke føler sig forstået, så er det netop som at puste til ilden og adrenalinen i hans lille krop pumper bare videre. Men hvis han føler sig forstået, så kan han også bedre falde til ro.

---

---

---

Når han protesterer på puslebordet, så er det fordi han ikke forstår, hvorfor han skal ligge der. Han kan ikke forholde sig til hygiejne og at det er vigtigt at blive vasket grundigt osv. Han synes bare det er irriterende og dumt og vil helst være fri. Også her kan det være en idé at sætte ord på "det er også dumt med den ble" og berolige "jeg skynder mig, så er vi hurtigt færdige" eller lignende. Og samtidig også aflede f.eks. synge eller give ham en cremetube eller andet i hånden. Og så må I faktisk også gerne inddrage ham og især fordi han sparker. Prøv at lære ham, hvordan han kan sætte fødderne i bordpladen, når han ligger på ryggen og selv løfte numsen op, så I kan få bleen ind under ham. En lille kommando som "løft numsen skat" vil han godt kunne følge og det at han er medinddraget vil appellere rigtig godt til ham og gøre at han accepterer bleskiftet bedre :)

Det lyder ikke som om at I forkæler ham, men som om at I møder ham samtidig med at I naturligt også har nogle grænser og regler.

Jeg håber I kan bruge dette lidt videre og jeg vil også anbefale jer at læse min bog "Helens bog om dit barns udvikling", som giver et indblik i hvordan han oplever verden, og hvorfor han reagerer som han gør:)

Fortsat held og lykke og rigtig god jul:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---