Svar: Anfald af frustration og kradsning

---

Kære Annas mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af hvordan Anna reagerer og de tanker du har gjort dig :)

Anna er nu ved at være 2 år og det er for mange en rigtig svær alder - i nogle lande taler man om "the terrible two", fordi denne periode netop ofte er fuldt med frustration og gråd. Det er en alder, som kræver rigtig stor forståelse, omsorg og nærhed samtidig med, at der naturligvis også skal sættes lidt grænser - for jeres datter er jo igang med at udvikle sin selvstændighed og afprøver derfor grænser og her er I naturligt nogle gange nødt til at sige nej - og så bryder hendes verden sammen.

Når man er to år gammel, så er man rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder at Anna nu er igang med at forholde sig til, hvem hun selv er, og hvordan hun påvirker andre. Et led i dette vil f.eks. ofte være at sige "Nej!" eller sige "Min!" eller "Det er min!" og hvis ikke Anna gør dette nu, så vil du sandsynligvis opleve det bliver sådan i løbet af det næste halve år. Det er helt normalt at børn i 2 års alderen holder fast i at noget er deres "min, min, min" selvom det ikke er deres...

Hun udvikler sig stille og roligt og finder ud af hvordan verden fungerer i samspil med dig og andre voksne. Hun har rigtig meget brug for ros, det gør hende glad og stolt, når du ser hende og viser hende, at du tror på hende, på det hun kan og det un gør. Og det gør hende på samme måde oprigtigt ked af det, hvis du irettesætter hende eller stopper hende i noget hun gerne vil. I to års alderen begynder man ofte at kunne føle lidt skam og det er ikke spor sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Anna er derfor lige nu særligt følsom og sårbar overfor, hvordan du reagerer på det hun siger og det hun gør.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til og det er rigtig vigtigt at lytte efter, hvad det egentlig er hun prøver at fortælle og så forsøger at handle lidt forskelligt, alt efter hvad det er der foregår.

Du må gerne sætte hende fra dig, hvis hun bevidst kradser dig eller slår dig, så hun forstår at hvis hun skal sidde på skødet, så skal hun ikke gøre sådan. Det at flytte hende fra dig imens du siger nej, kan godt være med til at gøre, at hun bedre husker, at det var forkert. Men hun er for lille til f.eks. at blive sendt ind på sit værelse med besked om at hun kan blive der, til hun kan opføre sig ordenligt. Det kan være bedre at du fjerner dig kortvarigt fra hende og her vil hun ofte følge efter dig og netop kalde eller strække armene op mod dig, som tegn på at hun jo har brug for dig, brug for din nærhed og fysiske kontakt, for at komme ned i gear og igen finde roen.

Anna får det som hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er hun ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Hun er skuffet over, at tingene ikke er, som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget osv. Det kan være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre, at I forstår det, det er rigtigt irriterende at hun ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver hende et æble, når hun hellere ville have haft en banan eller at det er super dumt, at skoene driller, når hun nu så gerne selv vil prøve at tage dem på...

Det er her vigtigt at sætte ord på, de ord som hun selv mangler, så hun hører at I forstår det "sååå skat, driller skoene, sååå" eller "øv et er også dumt med den banan" og naturligvis tilbyde hende hjælp "skal jeg ...

---

---

... hjælpe dig" eller måske nogle gange guide hende "prøv igen skat, se her, sådan her, prøv...".

Nogle gange er det godt, hvis I kan undgå at situationerne opstår og I kan med den alder jeres datter har nu godt aflede hende ved f.eks. at vise hende noget legetøj "se hvad der ligger her..", "kommer du ikke herhen og læser i bogen sammen med mig?, kom skatterpige" eller nogle gange få hende til at lytte efter noget der sker "hov, hør, nu kommer far hjem, hør.." eller lignende, så situationen tager en drejning og på den måde ikke behøver opstå.

Og nogle gange så er I nødt til at bestemme fordi I er de voksne og derfor ved bedst. Det går f.eks. ikke med bare ben i januar måned, så skal man have bukser på også selvom man ikke har lyst - og her må I så holde fast i at det er sådan, men samtidig sætte ord på og vise hende at I forstår det "det er også dumt med de bukser, nu skynder mor sig, så er det hurtigt overstået" eller lignende.

Med hensyn til hendes anfald om natten, så lyder dette faktisk som anfald af natteskræk. Mareridt og natteskræk er ikke det samme, og der skal derfor ikke reageres ens på, om barnet har det ene eller det andet.

Vores søvn består af forskellige stadier, - vi slumrer ind, sover let, sover dybere og dybt og sover lettere igen og ind imellem disse bølger af let og dyb søvn, ligger periodevist REM-søvn som er vores drømme søvn.

---

---

---

Mareridt opstår under REM søvn og børn er ofte mellem 3-5 år, når de har mareridt, men det kan godt opstå tidligere. Et barn der vågner af mareridt vil vågne og kalde på mor eller far, vil græde og vil sidde op og være vågen, når man kommer ind til barnet og barnet vil lade sig trøste og berolige og falde til ro med jeres nærhed og fysiske kontakt.

Natteskræk opstår i den dybeste søvn og det betyder at barnet sover, når det har anfald af natteskræk. Barnet skriger og kalder ikke og når man kommer ind til barnet, så sidder det ofte op, har måske åbne øjne, men taler usammenhængende og virker konfust. Og et barn vil med natteskræk vil ofte ikke lade sig trøste, men vil skubbe forældrene væk, præcis som I fortæller. I kan ikke røre ved jeres datter, hun bliver frustreret, skubber jer fra sig, græder, skriger og det kan godt vare længere tid. Natteskræk opstår ofte fra ca 1.5 års alderen og frem, hvilket også passer fint med jeres datter - og så forekommer det ofte først på natten...

Hvis det er natteskræk jeres datter har, så skal I som udgangspunkt ikke tage hende op, men forsøge at hjælpe hende videre i søvnen med så lidt aktivitet og snak som muligt - netop fordi hun sover, når anfaldet opstår. I skal ikke snakke for meget, for så risikerer I at blive en del af hendes drøm og det kan forstærke det at hun skubber jer væk. Ned at ligge, kærtegne, et stille sshh, dynen på...

Hvis hun er helt ude af den, så kan det være nødvendigt at vække hende, tænde lyset, give hende noget at drikke, tage hende med ud af rummet, sidde lidt i stuen og få ro på og så putte hende igen, når hun atter viser sig klar.

Med hensyn til at hun savner mor, når mor er i Jylland, så er det naturligt og det er okay - jeg vil foreslå at I finder eet lille fotoalbum hvori I sætter nogle billeder af Anna, mor, far, jeres hund, familie osv. Og når lillepigen så savner mor, så kan far vise hende billederne af mor og forklare at mor kommer igen, så hun på den måde hjælpes til at forstå at mor ikke er forsvundet, hun er der stadigvæk. Samtidig må far også prøve at bevare roen og få drejet situationen igen ved at aflede med hygge, som de to har sammen "kom skatterpige, skal vi hygge lidt her" ligesom far nogle gange kan fjolle og lave skøre ting, som får hende til at grine og glemme og synes at det faktisk er okay og sjovt, selvom mor ikke er der:)

Jeg håber I kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---