Svar: Anfald af fortvivlelse, 2 årig

---

Kære Louise

Tak for dit brev og tillykke med 2 års fødselsdagen! Fantastisk og dejligt!

I 2 års alderen sker der rigtig meget med barnet, både fysisk og mentalt. Jeres datter gennemgår lige nu en rivende udvikling og netop 2 års alderen er for mange forældre rigtig svær. For børn i denne alder vil naturligt udforske verden. De vil finde ud af, hvordan verden fungere, hvordan ting hænger sammen og de vil naturligt derfor nogle gange afprøve grænser - og samtidig er de utroligt følsomme og har rigtig meget brug for at blive set, mødt og anerkendt.

I 2 års alderen er børn rigtig godt igang med at udvikle deres selvbillede. Det betyder at hun lige nu og de næste måneder frem, vil forsøge at finde ud af hvem hun selv er og hvordan hun påvirker andre. Et led i dette vil f.eks. ofte være at sige "Nej!" eller sige "Min!" eller "Det er min!" og hvis jeres datter ikke er begyndt på dette, så kommer det nok i løbet af det næste halve år... Det er f.eks. helt normalt at børn i 2 års alderen siger f.eks. "min, min, min", om ting som ikke er deres...

Jeres datter finder ud af hvordan verden fungerer, når hun er sammen med dig, far og andre voksne. Hun har rigtig meget brug for ros, det gør hende glad og stolt, når hun mærker at du tror på hende, tror på at hun kan og at du synes godt om det hun gør. Og hun bliver rigtig rigtig ked af det, når hun mærker at du ikke vil som hun vil, hvis du irettesætter hende eller stopper hende i noget hun gerne vil. Hun vil naturligt i 2 års alderen godt kunne føle stor skam, hvis hun får at vide, at hun gør noget forkert. Og derfor er hun naturligt særligt følsom og sårbar overfor, hvordan du reagerer på det hun siger og det hun gør.

MEN, når det er sagt, så betyder det ikke at hun "bare skal have lov". Det er rigtig vigtigt at du markerer, når hun gør noget forkert. Og der skal være sammenhæng mellem det du siger og det du gør. Hvis du siger "nej!", så skal du signalere nej i dit blik, i din mimik, i dine handlinger - hun må ikke tvivle på, at du mener det du siger. Og ofte hjælper det hende, at lade en handling følge med. Det betyder, at hvis hun f.eks. sidder på dit skød og slår ud efter dig, så sætter du hende ned og væk fra dig med besked om at hun ikke må slå. Og det samme, hvis hun sparker dig på puslebordet - det virker tilsyneladende ikke at aflede hende, det har du forsøgt. Det virker ikke at sige nej, stop eller lignende. Det har du forsøgt. Og derfor er du nødt til at markere, at det her vil du ikke have. At lade en handling følge med i denne situation er derfor at sige nej og løfte hende ned fra bordet. Og så kan hun evt. få en ble på stående...

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til og det er rigtig vigtigt at lytte efter, hvad det egentlig er hun prøver at fortælle og så forsøger at handle lidt forskelligt, alt efter hvad det er der foregår.

Det er rigtig vigtigt at far bakker op om at mor kan ligeså godt som far. Og måske vil det også hjælpe jer, at far står ved siden af, når mor pusler - bare et par gange - så far kan gribe ind og sige "stop!" eller lignende, hvis hun sparker ud efter dig, så hun her også hører, at far ikke vil acceptere denne handling. At ingen af jer bryder jer om det og at her er en grænse.

Jeres datter afprøver hypoteser: "hvad mon der sker, hvis jeg sparker til mor?" - okay, mor siger nej. Ny hypotese "hvad mon der sker, hvis jeg gør det igen" - okay, mor siger stop", Ny hypotese "hvad hvis jeg gør det igen?", - okay, mor kalder på far... Og det er rigtig vigtigt at I to virker som en enhed. Det er vigtigt at hun fornemmer at hun ikke kan spille jer ud mod hinanden og derfor mit forslag om at far prøver at være der en dag, hvor mor skifter og far går med ind og markerer, at det ...

---

---

... her er ikke okay og at det er ikke sjovt, det er ikke en leg. Fædre har nogle gange en fordel, fordi deres stemme er dybere og når far kommer med et dybt nej, så er man ikke i tvivl om at nej er et nej...

Nu er situationen ved puslebordet jo lidt speciel og det virker som om at det for jeres datter næsten er blevet til en leg, hvor hun sparker, mor bliver sur og far kommer og så er legen overstået - og generelt er det en god idé at aflede i stedet for at skælde ud. For når hun leger, så er det jo ikke for at være efter dig bevidst. Der er ikke nogen bagtanker bag, andet end at det for hende er en sjov leg. Derfor er afledning godt og nogle gange vil det hjælpe, hvis du allerede før situationen opstår forsøger at ændre situationen - jo mere du kan forebygge, jo bedre. Det vil sige at hvis det generelt f.eks. er et problem med skiftning, når hun ligger på puslebordet, så vil det være en god idé at du lader hende stå op, når hun får skiftet ble - i hvert fald, når der er tale om en tisseble. Hvis hun står op, kan hun naturligt ikke sparke dig og jo mere hun kommer væk fra dette, jo mere vil hun glemme det. Og hvis hun står op, når hun har lavet tisseble, vil hun sandsynligvis bedre acceptere at være på puslebordet og blive skiftet, når der er afføring...

Det er rigtigt at børn i denne alder får anfald af fortvivlelse. Det sker fordi deres hjerne er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke særlig godt. Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske osv.

---

---

---

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres datter mærker modstand, når hun mærker at skoene driller, når maden falder af skeen, når hun får nej, fordi I skal køre, når mor skifter hende og hun hellere ville have at det var far, når du giver hende æble i stedet for banan, når I slukker for fjernesynet, fjerner ipad´en osv. så vil hun reagere fysisk. Hun er styret af sin mellemhjerne og vil derfor løbe sin vej, smide sig ned i jorden, sparke, slå, spytte, kaste med ting - hun vil tydeligt være i fysisk oprør. Dette fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Man kan sige at hun reagerer næsten dyrisk ...

Pattedyrhjernen eller mellemhjernen styres af den rationelle hjerne og for at få dannet de vigtige forbindelser mellem disse to hjernehalvdele, så skal du reagere på en måde, der aktivere hendes rationelle hjerne. Og det gør du, når du viser hende det, som du gerne vil lære hende. Det vil sige, når du viser hende at du kan bevare roen, når du viser hende at du godt kan rumme, at hun er gal, ked af det, frustreret, vred osv. Og når du sætter ord på det der sker, så hun føler sig forstået og mødt.

Man kan sige, at når hendes indre er i oprør, så drøner der adrenalin rundt i kroppen og det virker som ild - hvis man puster til det f.eks. ved at sige "holdop med at være hysterisk" eller lignende, så bliver det værre. Men hvis man bevarer roen, overblikket og spørger ind til hende, sætte ord på og viser forståelse "ssååå bliver du bare så ked af det, sååå", så slapper hun naturligt mere af og så dannes de vigtige forbindelser som på sigt vil lære hende, at bevare roen i andre lignende situationer...

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---