Svar: Temperamentsfuld lille pige

---

Kære lillepigens mor

Tak for dit brev :) Jeg kan se, at du har læst flere af de svar, jeg har givet til andre og at du derfor er helt med på, at din datter lige nu naturligt har det svært, gennemgår en svær alder og at verden naturligt nogle gange bryder sammen for hende.

Jeg kan også se, at du har en rigtig god måde at tackle det hele på. Det lyder så fint det du fortæller - I gør det rigtige og I skal bare blive ved :) Nogle gange så er det naturligt at sidde hos hende, vise sig tilgængelig. Nogle gange vil hun være parat til med det samme at komme op på skødet, blive holdt om og blive trøstet, men andre gange har hun brug for lidt tid og kommer så af sig selv hen til jer, når hun mærker at I er der, kan bevare roen og er klar til at hjælpe hende, når hun er parat. Og det er derfor rigtig fint at du nogle gange vælger at blive hos hende og hun så efter et lille minuts tid kommer hen, får et kram og derefter er klar til at komme videre igen.

Og atter andre gange, så er det fint at du på afstand viser hende at du forstår hende, hører hvad der sker og sætter ord på som f.eks. "sååå skat, op igen, op igen" hvis hun f.eks. falder, eller du kan sige "hov skat, hvad sker der? Kom herhen lille ven, kom skatterpige" eller lignende, så hun hører at du ser hende, er der, reagerer, men ikke kommer farende med det samme - men i stedet forsøger at lære hende, at visse ting kan hun måske klare selv (rejse sig hvis hun falder) eller komme hen til dig, hvis hun har brug for trøst. Og hun er jo rigtig fint igang med det - for du fortæller at når du fortsætter med madlavningen eller hvad du nu er igang med, så kommer hun netop hen efter trøst, selvom du ikke lige er til rådighed på gulvet :)

Det er især nu og indtil hun er ca 3 år gammel, at I vil opleve at verden på denne måde bryder sammen for hende og det sker, fordi hendes hjerne er meget umoden. Der er millioner af hjerneceller, men forbindelserne mellem dem fungerer ikke optimalt endnu, og hun er rigtig meget styret af sin mellemhjerne.

Hun har både en storhjerne og en mellemhjerne:

1. Storhjernen er den rationelle hjerne. Det er den, du påvirker når du viser hende lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Det er den største del af vores hjerne og den er den der blandt andet gør hende kreativ og i stand til at bruge sin fantasi, den hjælper hende med at løse problemer, tænke over tingene og den har også betydning for hendes evne til at sætte sig ind i hvordan andre har det.

Du styrker denne del af hjernen ved netop at vise hende disse ting - være lydhør, rumme, forstå, sætte dig ind i hendes situation, give hende idéer til hvordan I kan komme videre osv. og det er super vigtigt at du gør disse ting, for at hun også lærer at gøre sådan.

2. Mellemhjernen er den ...

---

---

... følelsesmæssige hjerne. Det er den styrende del af hjernen hos små børn og man kalder også denne del af hjernen for pattedyrhjernen. Det er derfor små børn nogle gange kan ses opføre sig næsten "dyrisk", når de kaster sig ned i gulvet, vrider sig, sparker, bider, slår...

Og de meget stærke følelser som udløses af mellemhjernen skal styres af storhjernen og det er dette samarbejde mellem den ene hjernedel og den anden hjernedel, der fortsat er meget umodent. Derfor er det så utroligt vigtigt at du med din storhjerne, din rationelle del af hjernen, formår at rumme hende, når hendes mellemhjerne tager over. Ved at du tager hende op, sidder med hende giver hende masser af fysisk kontakt, omsorg osv. så får du din datter til at slappe af.

Når hun føler sig forstået, anerkendt og mødt, når hun mærker at du er der for hende, at du godt kan rumme, at hun har det som hun har det, så sættes der en masse hormoner igang i hendes krop og forbindelserne mellem hjernens dele skabes. Og det er en proces der tager tid, tager år. Man siger af 90% af hjernen udvikles de første 5 år - og din datter er jo stadig en meget lille pige på kun 15 måneder.

Så når du spørger hvordan I får hende opdraget bedst, uden at skulle forhandle eller skulle opleve hysteriske anfald, så er det ved igen og igen og igen og igen at møde hende, lytte, anerkende hende og lade hende mærke, at I forstår hende. Også selvom du nogle gange siger nej.

---

---

---

Og så er det også altid en god idé at overveje sit nej, det er nemlig meget vigtigt at man altid lytter til, hvad det egentlig er barnet gerne vil (eller ikke vil) og også overvejer, hvorfor man måske vil sige nej. Det kunne jo være fordi man selv var træt og ikke rigtig havde overskud og så kan en dag hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej og det er naturligt hårdt for både barn og forældre. Nogle gange er der ikke noget i vejen for at det bliver et ja, og børn der bliver mødt med et ja, vil også bedre kunne acceptere et nej andre gange.

Du skal også altid medtænke at med så lille et barn, så vil afledning ofte være bedre end nej - hun vil ofte kunne hjælpes til at komme på andre tanker, blive drejet væk fra det hun er igang med, og som du gerne vil hindre - så afledning er rigtig godt.

Og så er faste rutiner og rytme også vigtigt. Det vil sige faste spise og sovetider, fordi hendes indtag af mad og hendes søvn naturligt vil påvirke hendes overskud til at møde verden, hendes lyst til at lære osv. men også hendes overskud, når verden så går hende imod. Jo mere sundt og nærende hun spiser hele dagen igennem, så blodsukkeret holdes stabilt og jo bedre hun sover, jo større overskud vil hun naturligt have til også at acceptere det nej, du nogle gange naturligt giver hende.

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---