Svar: Alderssvarende opførsel?

---

Kære Mette

Tak for dit brev :)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig og så må du prøve at vurdere, hvad du kan bruge og hvad du ikke tænker kan passe hos jer.

Det er helt naturligt at børn kan blive frygteligt frustrede, når de får et nej til noget de rigtig gerne vil og det er derfor vigtigt at vi overvejer, hvorfor vi siger nej og hvordan vi siger nej. Og det starter ofte med at lytte - det er en rigtig god idé at du forsøger at høre, hvad det er han beder om. Og at du viser ham at du lytter, interesserer dig for hvad han siger og hvad han gerne vil eller ikke vil, så han føler sig forstået. Det er lettere at acceptere et nej, hvis man føler sig lyttet til og forstået.

Det kan sammenlignes med at du går ind til din chef, der er noget du er utilfreds med, noget du er ked af eller noget du gerne vil opnå f.eks at få mere i løn eller lignende. Chefen kan møde dig på to måder:

1. Hvad vil du? Det kan der ikke være tale om. Hold dog op med at skabe dig! Det er da utroligt så stædig du er. Hvorfor skal du altid brokke dig. Sæt dig ud og tænk lidt over, hvordan du opfører dig og kom tilbage, når du kan finde ud af at opføre dig ordenligt ...! Eller måske med en trussel "hvis ikke du laver dit arbejde nu, så får du ingen frokostpause".

Eller 2. Hvad sker der? Hvad er det du vil? Hvorfor bliver du så vred? Hvad handler det om. Kom lige ind, sæt dig ned og lad os tale sammen, lad mig høre, hvad det er ...

Hvis du bliver mødt som i eksempel 1, så vil du føle dig afvist og svigtet. Men bliver du mødt som i eksempel 2, så vil du føle dig lyttet til og forstået. Du bliver ikke afvist og du bliver ikke svigtet - heller ikke selvom du ikke får din vilje. Det er ikke sikkert at du får lønforhøjelse eller hvad det nu er - men det har rigtig stor betydning, at du føler dig mødt og lyttet til :)

Og selvom du forsøger at give et positivt nej og tilbyder "du kan læse i dit legoblad efter maden", så er det stadig vigtigt at du viser, at du forstår ham. At du lytter til, hvorfor det er vigtige lige nu og at du sætter ord på dette. F.eks. "jeg kan godt forstå du gerne vil læse i dit legoblad, det er også svært at vente, når man lige har fået det", så han mærker at du forstår ham og forstår hans frustration. Nogle gange kan du måske indgå et kompromis og samtidig med den alder han har, sætte ord på, at I lige nu har et problem, som skal løses "vi har et problem lige nu. Jeg vil gerne igang med at lave aftensmad og du vil gerne at vi læser i bladet. Vi vil to forskellige ting. Hvordan skal vi løse det?". Han vil måske komme med et forslag. Eller du kan komme med et forslag "Kan vi aftale at vi læser en historie nu og spiser bagefter?", "kan vi aftale at vi skynder os at blive færdig med maden og så læser jeg højt, før vi vasker op?" eller hvad du nu tænker kunne være en måde at mødes på.

Nogle gange når man har konflikter med børn i denne alder kan det faktisk være en rigtig god idé at inddrage dem og lade dem komme med et forslag til løsning. For han vil rigtig gerne føle sig som en del af familien, han vil rigtig gerne mærke at hans mening tæller og at det han siger og føler er vigtigt. At I er ligeværdige. Og ofte føler børn i denne alder at de voksne bestemmer alt og børnene bestemmer ingenting. Derfor kan det være en god idé at tale med ham om, hvad han kan bestemme og vise ham, at I fælles finder løsninger, så alle er glade. Og du kan samtidig også lære ham f.eks. "det kalder man kompromis".

Med hensyn til at lære at vente, så er han nok nogle gange frustreret over at at han føler at det altid er ham der skal vente. At lillebror ofte kommer i første række fordi han er den lille osv. Og det er naturligt svært for storebror at acceptere dette. Jeg kan ikke helt gennemskue situationen du beskriver - du fortæller at du sad og sang med lillebror og S vil fortælle dig noget - han forsøger at afbryde og du ignorerer ham. Det gør naturligt situationen ekstra svær for ham, for han er jo ikke med i det tætte og dejlige du har med lillebror. Når du synger med lillebror, så er din stemme lys, du har et andet blik i øjnene, du bruger dit smil, din mimik og han får naturligt følelsen "de to har noget sammen, som jeg ikke er en del af" og det gør ondt. Og når du så ignorerer ham, så forstærkes denne følelse og derfor flipper S ud, skriger osv.

I en sådan situation kan du måske ofte vise ham, med dit blik og din kontakt, at du er der, at du hører ham - måske lige kikke på ham, kærtegne ham lidt, forsøge at vise ham, at du lige er ved at synge, så han forstår at du lige gør sangen færdig og så vil du høre, hvad han har at sige. Og måske kan sangen afkortes eller lige afbrydes kortvarigt, hvor du siger "jeg vil gerne høre, hvad du siger, når sangen er færdig. Du må gerne synge med" og så synge videre. Eller måske kan du høre, hvad han vil spørge om, måske er det et kort spørgsmål "må jeg godt tegne?" og du kan nikke som ja og synge videre...

Det kan også være en god idé at du i hverdagen sætter ord på det at vente, så du f.eks. i køen i supermarkedet siger "nu står vi lige her og venter på at det bliver vores tur" eller "vi skal trække et nummer og vente på at det er vores tur", eller at du fortæller, når du venter på ham "kommer du, jeg står og venter, så vi kan køre" osv. Og nogle gange sige "nu må ...

---

---

... lillebror lige vente" eller lignende, så han bliver opmærksom på, at det ikke kun er ham der skal vente. Men at I alle sammen venter på hinanden, at mennesker generelt nogle gange skal vente på at det bliver deres tur.

I skal naturligvis ikke pylre om ham, men må gerne stille små alderssvarende krav. Og når man er 4.3 år, så vil det f.eks. være relevant at man er med til forskellige ting i hverdagen. Han må gerne begynde at være med i køkkenet, være med til borddækning, madlavning, tømme opvasker osv. Børn i denne alder har rigtig meget brug for at føle sig som en del af fællesskabet. Og det er vigtigt for ham at have følelsen af at mestre - ofte vil han netop sige "se hvor højt jeg kan hoppe", "se min tegning er den ikke flot?", "se hvor hurtigt kan jeg cykle" osv.

Han kan selv klæde sig af og på. Visse ting skal han stadig have hjælp til, f.eks. kan han ikke selv binde snørebånd, men hvis han har sko med velcro, kan han selv tage dem af og på.

Han vil være bedre til at følge regler og aftaler nu, men stadig vil det nogle gange være svært for ham og han kan stadig godt få anfald af fortvivlelse, fordi hans hjerne er umoden og han mangler de forbindelser mellem hjernens dele, som gør at han kan bevare roen, sige "pyt med det" eller lige tælle til ti og resonere sig frem til, at verden måske ikke behøver bryde sammen.

Børn i denne alder kan dog også få det der kaldes kontrollerende anfald. Selv om et kontrolleret anfald udefra set ligner et fortvivlelsesanfald, er der stor forskel på de to reaktioner hos barnet. Hvor fortvivlelsesanfald handler om, at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså om en fysiologisk umodenhed, er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet forsøger at kontrollere og manipulere sine forældre (eller andre nære voksne) og reagerer voldsomt for at få sin vilje.

Et kontrollerende anfald er f.eks. hvis S. græder og skriger helt vildt, fordi han ved, at han plejer at få sin vilje, når han gør det. Det kan være et impulsivt ønske om at få en ny fodbold nede i Netto eller en eftermiddagssnack, der fornuftigt nok bliver sagt nej til. Barnet smider sig på gulvet og bliver stiktosset på far eller mor. Ikke fordi, han ikke kan styre sig, for det kan han faktisk godt, men fordi han har lært, at "hvis bare jeg bliver ved længe nok, så får jeg det, jeg vil have". Der er således ikke tale om, at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og som regel er barnet, trods sin protestaktion, også i stand til at formulere sit krav: "Jeg vil have den. NU!"

---

---

---

Hvis det er tilfældet, så er det okay at gå væk fra ham. Hvis der ikke er nogen, der kigger på, hvordan man opfører sig, er det ikke sjovt at blive ved. Og det er her vigtigt ikke at forhandle med ham, men kort og godt holde fast i sit nej. Og når der så atter er ro på, så kan du sætte dig sammen med ham, drøfte situationen. Lytte til hinanden, anderkende hans forslag til hvordan du måske kan reagere anderledes og tale med ham om, hvad du forventer af ham og hvordan I så kan mødes en anden gang.

Det lyder dog ikke umiddelbart som om at det er sådan situationen er hos jer - men snarere som om at S bryder sammen, fordi han bliver oprigtigt ked af det og mangler redskaber til at komme videre i de svære situationer - og de redskaber får han, når I forældre igen og igen lytter, forklarer, anerkender og stille og roligt taler med ham om, hvad der sker og på den måde hjælper ham videre. Han lærer ved at I møder ham med det, som I ønsker at lære ham. Man siger at 90% af hjernen og forbindelserne mellem hjernens dele sker de første 5 år.

Med hensyn til chokolade, så smager det jo godt og det er helt naturligt, at han har lyst til at få choklade og især påskeæg lige nu :) Som jeg læser dit brev, så er det jo også hans chokolade - han har fået det af sine bedsteforældre og igen tænker jeg, at han højst sandsynligt synes det er urimeligt, at I forældre bestemmer alt, nu bestemmer I også over hans chokolade...

Der er flere ting du kan gøre - du kan f.eks. lade ham spise chokoladen og når der ikke er mere, så er der ikke mere og han kan få at vide, at han måske får ondt i maven... Du kan også lave en aftale med ham om, hvornår I spiser chokolade og hvor meget I spiser. I mange familier vil det være en rigtig god idé at have en fast slikdag. Det kan f.eks. være fredag eller lørdag, samtidig med at der ofte sendes et børneprogram i TV, som han måske gerne vil se. At indføre en fast slikdag kan holde mængde af slik nede i løbet af ugen og samtidig vil det give dig en forklaring, når han plager om slik "vi spiser slik om fredagen, det er vores slikdag". Og måske hjælpe ham med at tælle ned "I dag er det tirsdag, så du skal sove 3 nætter, så bliver det fredag" eller lignende.

Og nogle gange er det godt med et alternativ og anerkende hans lyst til at få lidt sødt og lækkert. Du kan f.eks. sige "jeg kunne faktisk også rigtig godt tænke mig noget lækkert - men vi har jo slikdag på fredag... mmm, måske kunne jeg lave en frugtsalat eller en smoothie til os, hvad siger du til det?". Så anerkender du hans lyst til sødme, holder stadig fast i at chokoladen er til om fredagen og tilbyder så et alternativ.

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---