Svar: Mad helvede. 9 mdr og det er kamp ved mad tid!
Kære Louie´s mor
Tak for dit brev :)
De fleste forældre oplever at deres børn lukker munden for skeen, drejer hovet væk, kniber munden sammen osv. når barnet er mellem 8-10 måneder. Det handler ofte ikke om kræsenhed, men i stedet om at barnet rigtig gerne vil spise selv - og derfor er det super godt, at I forsøger at tilbyde jeres dreng mad i hånden og mad i mindre stykker, som han selv kan sidde og styre.
Du fortæller at det ofte hjælper at tænde for Tv, men at du gerne vil undgå dette og det forstår jeg naturligvis godt. Jeg tænker dog, at grunden til at det hjælper er at det afleder ham, han bliver optaget af andet end maden og også af noget andet end jer. For der er ingen tvivl om at han er så bevidst nu, at han naturligvis også undersøger, hvad det gør ved jer, når han lukker munden og skubber maden væk - eller når han f.eks. leger med sin tallerken, vender den på hovedet, skubber den på gulvet osv. En stor del af det at spise, handler ikke kun om, hvordan og hvad han spiser - men også om hvordan I reagerer på det han gør.
Helt praktisk, så kan det være en god idé nogle gange at fjerne ham fra bordenden og sætte ham ned for siden af bordet. For når han sidder for bordenden med mor og far på hver side, så bliver der naturligt stor fokus på ham. Jeres øjne er rettet mod ham fra begge sider og han er naturligt centrum for middagsmaden. Når fjernsynet er tændt, så er dette fokus fjernet fra ham og derfor kan han bedre spise.
Det kan være en god idé at give ham en ensfarvet tallerken og kun lægge 3 små hapsere af gangen på tallerkenen. Det hjælper ham til at overskue maden, finde den og putte den i munden. Hvis han konsekvent lige nu smider tallerkenen på gulvet, så kan I godt i en kort periode fjerne tallerkenen og lade ham spise sine små hapsere af en plastik-dækkeserviet, igen gerne ensfarvet, så han kan se maden og det han skal spise.
En gaffel kan være en god idé og gerne to gafler, så du kommer mad på den ene og giver ham den i hånden, og han så selv putter maden i munden, imens du kommer mad på den anden og I derefter bytter. På den måde hjælper du ham med at holde gang i det at spise, samtidig med at han får fornemmelsen af at spise selv, at kunne selv.
Det er stadig godt, hvis du kan supplere med lidt mos og udgangspunktet skal være jeres mad og meget gerne mad med sovs og mad der smager af noget. Kartofler kan f.eks. moses med sovs og gives med gaffel eller ske og frikadellen kan han så selv spise i stykker. Godt kogte pastaskruer er ofte også et hit i denne alder og han kan selv spise dem, ligesom kogte grøntsager ofte glider bedre ned med lidt smeltet smør.
Det gør ikke noget hvis han lige nu ikke spiser så meget rugbrød. Det er okay at holde en pause med dette og derefter kan interessen sagtens vende tilbage. Han spiser jo fuldkornsgrød og øllebrød og det er fint. Prøv derfor at holde fokus på ...
... nye fødevarer og ny smag. Han må gerne smage meget forskelligt, med den alder han har, må han få rigtig mange ting og det er en rigtig god idé at udnytte. Prøv f.eks. at give ham små bidder af marineret sild, rødbede, kvarte oliven uden sten, kogte rejer, muslinger og lignende. Lige nu vil det være rigtig godt at holde fast i hans lyst til at smage og putte i munden og prøve at give ham så meget forskelligt som muligt - mere end tænke over, hvorvidt han spiser rugbrød eller ej eller om røræg, grønt og ostehaps er det bedste :)
Jo mere forskelligt du kan give ham nu, jo bedre er det. Når han først bliver et år, så vokser han ikke så meget mere og hans naturlige lyst til at smage og putte i munden vil være langt mindre. Så det bliver sværere at introducere nye fødevarer for ham. Det er derfor rigtig godt, hvis du kan prøve at udnytte den nysgerrighed han har lige nu og det, at han ofte gerne vil smage og spise alt andet end han før har fået...
Det lyder fint med de tre amninger og dagsrytmen lyder også til at være god. Det er vigtigt, at I tilbyder ham mange små måltider dagen igennem og hvis han så ikke spiser så meget til det ene, så spiser han forhåbenligt lidt mere til det næste.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Man kan godt opleve at børns vægt i denne alder stagnerer lidt, både fordi de begynder at spise mere selv og det trætter dem, så de ikke spiser helt så meget og ofte ikke vil suppleres så meget med ekstra skemad - og også fordi de jo begynder at kravle, rejse sig og bruge sig selv rigtig meget motorisk, så de forbrænder også maden på en anden måde end tidligere. Jeg kan se i livets bog at jeres dreng umiddelbart følger sin kurve og hans vægt og højde passer rigtig fint sammen. Selvom han ikke er blevet vejet og målt de sidste måneder, så lyder det som om at han stortrives og fortsat vil gøre det - og jeg tænker derfor, at I skal prøve at finde roen i at han nok skal få hvad han har behov for, hvis I forsøger at servere små hyppigt måltider og giver ham forskellige valgmuligheder dagen igennem. Ikke at han skal have speciel retter, men med udgangspunkt i den mad som I andre selv spiser.
Sørg for at han stadig får fedt - fed mælk og surmælksprodukter (3.5%), smør på brødet, sovs, fedtstof i hjemmelavet grød og mos, server en variation af fisk og gerne fede fisk både til frokost og til aftensmad flere gange om ugen. Sørg også for at han får protein. Protein er kroppens byggesten. Proteiner får han især gennem kød, fjerkræ, fisk og æg. Giv ham langsomme kulhydrater. Det er f.eks. fuldkornspasta blandet med almindelige lyse pasta, naturris, kartofler og rodfrugter. Og hold fast i jeres morgengrød, som han er glad for - det giver en godt start på dagen :)
Jeg håber at I kan bruge dette lidt videre og at det giver lidt ro med på vejen:)
Fortsat held og lykke og fortsat god appetit! Og tak - dejligt at høre, at I er glade for min bog om børn og mad :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.
Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...
22. oktober 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Kære Helen Jeg har en søn på 6½ mdr. Han er en stor dreng, jeg ved ikke...
26. september 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen Min søn bliver 6 måneder i næste uge og skal derfor opstarte med...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mælkeforvirring - komælk til baby
Kære Helen Jeg er altså efterhånden blevet temmelig forvirret over...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 9 mdr.
Kære Helen Vi er en mødregruppe med børn i alderen 9-10 måneder, som har...
Viden om børn:
Parforhold
Når I bliver forældre vil sammeholdet og de varme følelser mellem jer sandsynligvis blive styrket. I vil se hinanden på en anden måde, og det kan være meget berigende at se sin partner i den nye rolle som mor eller far. For mange føles det som en ny kærlighed, netop at se sin elskede sammen med det lille barn, det lille menneske man har skabt sammen.
Men det nye familieliv, hvor man pludselig ikke mere er et par, men er forældre kan også være svært og kan være skuffende. Måske er...
Leg
For det lille barn er leg meget vigtigt, da det er igennem leg, at barnet udforsker verden og dermed udvikler sig. Og I begyndelsen er I forældre det bedste legetøj, og jeres barn vil elske jeres mimik, lyde og berøring.
Jeres barn har stor glæde af, at I tumler, triller, hjælper barnet med at cykle med benene, danser med barnet i armene... Ligesom jeres barn har brug for at mærke jer tæt på, ligge hud-mod-hud, blive kysset, krammet, kærtegnet og sunget for.
I takt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.