Brev:

Temperament og toiletbesøg

Hej Helen.

Jeg har mange gange haft gavn af de mange spørgsmål og svar jeg har kunne læse herinde, men da jeg ikke har kunne finde noget der passede helt på vores situation, er det nu min tur til at stille spørgsmål. Og jeg håber inderligt, at du kan hjælpe mig lidt.

Jeg er enlig mor til en helt fantastisk pige på 3,5 år. Hun er en klog og livlig pige, som udviser en ufattelig omsorg og hensyn til alle omkring sig. Hun har dog et kæmpe temperament. Hun snakker indimellem meget befalende og råber ofte. Hvis jeg fx beder hende pænt om at stoppe med en eller anden ting, som hun så fortsætter med, og jeg ender med at tage den pågældende ting fra hende, så kan hun blive så gal, at hun slet ikke kan styre det. Dette sker kun når hun bliver rigtigt gal, og som regel prøver hun i disse situationer på at bide eller slå mig. Jeg plejer at sætte mig ned på hug, og fortælle at jeg godt kan høre hun er sur/ked af det, men at jeg ikke vil have at hun slår eller bider, fordi det er ikke okay, og jeg bliver rigtig ked af det. Hun er meget svær at snakke med i disse situationer.. det virker nærmest som om vreden bare overtager, og hun bobler nærmest af raseri. Det er kun overfor mig hun er sådan, hun er sød og rar overfor andre, og bider og slår ikke børnene i børnehaven eller noget.

Mit problem i forhold til dette er, at jeg er i tvivl om det er det rigtige jeg gør. Hvis hun bliver sur over noget jeg har sagt nej til flere gange, plejer jeg at ignorere hende (efter en anderkendes og evt. forklaring selvfølgelig), og når hun nogle gange er blevet rigtig gal, har jeg sagt på en lidt hård og bestemt måde at jeg bare ikke vil have at hun bider/slår, men det virker ikke altid til at hun respekterer mig. I dag blev jeg så vred på hende, fordi jeg havde bedt hende om ikke at jagte vores kat med en ballon (han er meget bange for dem). Jeg advarede hende om at hvis hun gjorde det igen, ville jeg tage ballonen fra hende. Hun gjorde det igen, og jeg tog ballonen fra hende, hvilket resulterede i, at jeg nærmest havde hendes tænder i ryggen, mens jeg var på vej væk.

Senere var der noget andet, hvor jeg bad hende om at være sød at lade være, hvor det endte med at hun slog mig, fordi jeg tog hende væk, og der satte jeg hende ind på værelset og fortalte at hun kom ind på værelset fordi hun slog, og hun måtte sidde der og tænke lidt over det hun havde gjort. Jeg holdte døren i 3 min. og åbnede, hvorefter hun sagde undskyld, og vi krammede og var gode venner igen. Det skal lige siges, at jeg kun har givet hende en time-out 2 gange i de 3,5 år, og det føles ikke rigtigt at gøre, men i situationen, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle få hende til at stoppe.

Jeg vil gerne være moren der både viser forståelse, anerkendelse og omsorg, men som også har nogle grænser og som bestemmer nogle ting. Det er som om hun indimellem er fuldstændig ligeglad med hvad jeg siger, fordi der jo måske ikke er nogen konsekvens alligevel, men det er nok også fordi jeg tidligere læste en masse bøger om opdragelse, om at møde sit barn og alle des følelser, om børne pædagogik, at jeg nærmest er bange for at være for hård, og at hun skal føle at hun ikke bliver lyttet til og får vist forståelse, men jeg ved ikke hvordan jeg skal sætte grænsen, uden at være lidt hård indimellem.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende med hendes temperament, for at hun lære at styre det, og finde ro, når hun bliver vred, men jeg ved ikke hvordan, også fordi det oftest er i forbindelse med at en grænse bliver sat. Jeg er ikke i tvivl om at hun nok føler sig rigtig uretfærdigt behandlet i de situationer, hvor hun bliver gal, men grænsen skal jo sættes, så hvordan kan jeg både sætte grænsen, og samtidig hjælpe hende med hendes temperament, uden at vise at hendes adfærd er okay?

Det er langt fra hele tiden at det er sådan, men når hun bliver rigtig gal, kan hun slet ikke falde ned, og jeg ender jo nok med at blive lidt vred nogle gange, fordi hun bider eller slår. Så bliver hun ked af det, og jeg ender med at trøste hende, og fortælle at jeg godt kan forstå at hun bliver ked af det, men at jeg bliver sur når hun ikke gør som jeg beder hende om/eller når hun slår. Jeg vil jo ikke tvinge hende til ting, men når jeg fx siger hun skal have hendes jakke på eller noget andet, og hun så bare sætter ...

... sig imod, hvordan skal jeg så gribe det an?

Jeg læste også i en af dine mails, at man ikke skulle true sine børne, altså at sige "hvis du ikke stopper med ...., så tager jeg den fra dig, eller så får du ikke nogen godnathistorie", men må ærligt indrømme at jeg nok bruger det lidt for meget herhjemme, fordi jeg føler det er det eneste der virker, selvfølgelig er det ikke alting hun nægter at gøre, og synes jo hun er en rigtig god pige, men synes indimellem vi har nogle problemer med dette, hvor hun bare nægter at gøre noget, eller at stoppe med det jeg ikke vil have, også selvom jeg beder hende rigtig pænt om det. Hvad skal jeg så gøre, hvis jeg ikke må sætte en konsekvens?

Vi har også et stort problem med toiletbesøgende. I en periode på ca. et halvt år nu, har hun ikke selv kunne gå på toilet. I børnehaven er det ikke så slemt, og når de voksne beder hende om at gå ud og tisse, så gør hun det velvilligt, men herhjemme er det en helt anden sag. For det første kommer hun ikke af sig selv. Hvis jeg spørger hende om hun skal tisse, siger hun nej lige meget hvad, også selvom jeg kan se at hun skal tisse, hun vil bare ikke!! Det resulterer i at hun kommer når hun ikke kan holde sig mere og siger "jeg skal tisse, jeg skal tisse", hvor jeg må løbe med hende ud, fordi hun går ikke selv derud. Det har flere gange resulteret i uheld, fordi hun nægter at gå derud selv. Hun bliver stående indtil jeg kommer med, og ellers tisser hun bare i bukserne.

Hun siger at jeg skal gå med og at jeg ikke må gå. Jeg må ikke engang bare stå ude i gangen. Jeg har prøvet nogle gange at være hård, og sige at hun skulle gå ud og tisse og at hun godt selv kunne, men så tisser hun bare i bukserne, så føler jeg er nødt til at gå med hende og hjælpe hende med at tage bukserne ned, simpelthen for at hun ikke skal tisse i bukserne, fordi det er lige op over. Hun vil heller ikke rigtig tørre sig selv, men der er jeg nu bestemt. Jeg siger at så må hun jo blive siddende på toilettet, fordi jeg nok i bund og grund synes det er noget pjat! Hun gør det dog også, men ikke uden at beklage sig! På den anden side, kan jeg godt have en teori om at det måske er noget hun gør, fordi hun har behov for at være lille. Der bliver stillet så mange krav om at være stor, og om at kunne så mange ting selv omme i børnehaven, og man er en ud af mange andre børn, så måske er det hendes måde at fortælle mig på, at hun stadig er en lille pige, der har behov for at være lille engang imellem.

Jeg ved det ikke, men det er ved at være lidt udmattende, især fordi hun godt kan i børnehaven. Og det starter faktisk så snart jeg henter hende. Hvis jeg beder hende gå ud og tisse inden vi kører, så stejler hun og siger at hun hvert fald ikke skal tisse. Jeg forstår simpelthen ikke hvad det går ud på, og håber at du kan hjælpe. Jeg vil også lige sige, at hun nok er en af dem der bliver afleveret senest og hentet tidligst, så hun er ikke en masse timer omme i børnehaven, som måske kunne gøre hende ekstra pylret. Vi har også fået tjekket urinen da det startede og den var fin.

Min datter virker til at have et meget stort tryghedsbehov. Hun hænger meget op ad mig, hvis vi er ude blandt fremmede eller folk hun ikke kender så godt. Hun er meget genert og tilbageholdende. Jeg skal gå med hende alle steder hen. Er vi på en legeplads eller legeland, kan hun ikke lege selv ligesom de andre børn, som bare kravler løs og leger. Jeg SKAL med og det er ikke nok at hun kan se mig, jeg skal med rundt til alt og nærmest holde hende i hånden. Jeg tænker lidt om hun måske kan være særligt sensitiv?? Min mor fortæller at jeg selv var sådan som barn, og jeg husker selv tydeligt den utryghed jeg følte som barn, og jeg er også ret sikker på at jeg er særligt sensitiv, så jeg vil så gerne hjælpe min datter, så hun ikke skal gå igennem hendes barndom uden forståelse fra andre (især mig - hendes mor), som jeg selv følte lidt jeg gjorde, fordi jeg var meget sensitiv, ligesom det virker til hun også er.

Jeg undskylder min lange besked, og håber at det gav nogenlunde mening. Det er svært at skulle skrive tingene ned og forklare, og stadig få det hele med.
Jeg ser frem til din tilbagemelding, og håber du har nogle gode råd til mig.

Venlig hilsen en mor
der vil hendes datter det aller bedste i verden!

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. november 2024 | Renlighed | 3 år, 10 mdr.

Blefri

Hej Helen. Jeg har en kæmpe udfordring med min søn på 3 som bliver 4 til...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2024 | Sygdom | 4 år, 2 mdr.

4-årig med kæmpe nedsmeltninger og anderledes adfærd

Kære Helen, Jeg har med stor glæde læst dine bøger og mange brevkassesvar...

Læs hele brevet og Helens svar

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

4. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

3 år og udfordringer

Hej Helen. Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: