Svar: Væske, måltider og vægt
Kære frustrerede forældre
Tak for jeres brev :)
Og ro på! Jeg er faktisk ikke så bekymret, og nu skal jeg prøve at forklare hvorfor:
- Når jeg ser på jeres drengs kurve, så kan jeg godt se at han er "faldet lidt ned på kurven", men det er ikke alarmerende og han ligger indenfor normalområdet. Han ligger mellem der der kaldes 15 og 50 percentilen og det er fint:)
- Hans vægt passer også fint med hans højde. Jeg kan godt se, at han er vokset lidt mere i længden end han er vægtmæssigt, men det kan forklares med, at han jo har nået en alder, hvor han bevæger sig mere og mere omkring, rejser sig, går rundt, og derfor også bruger mere energi.
- Tommelfingerreglen lyder, at han skal tre doble sin fødselsvægt inden for det første år - og det har han ikke gjort. Så skulle han veje 11.1 kg og det gør han ikke. Men I beskriver en dreng, som udvikler sig i rigtig god retning. Han sover godt om natten efter at du er stoppet med at amme og han er generelt en glad dreng, ikke så meget ved middagsbordet, men ellers..:) Og det er rigtig vigtigt, ikke kun at se på vægt og længde, men også at se på, hvordan han udvikler sig.
- Han vokser lidt anderledes end storebror, men det er naturligt. De er to vidt forskellige børn. Og når jeg ser på jeres drenges kurver, så vejede storebror 700 gram mere ved 12 måneders alderen og vejede ca 100 gram mere, da han blev født. Storebrors kurve er mere stabil. Han har holdt sin kurve og ikke som lillebror flyttet sig, og I kan også se at storebror har virket mere buttet, når I kikker på babybilleder, men stadig synes jeg ikke, der er noget alarmerende i det jeg ser, netop fordi børn er forskellige.
I skal naturligvis blive ved med at gøre det I allerede gør. Sørge for at energi berige kosten lidt ekstra og det er fint, at lade jeres lillebror fortsætte med sødmælk osv. lidt endnu. Derudover små hyppigemåltider, så hvis han ikke spiser så meget til det ene måltid, så går der ikke så længe før han tilbydes mad igen og så spiser han måske lidt ekstra der:)
Og det er rigtig godt og vigtigt, at I er opmærksomme, og det er super med en kontrolvægt i december, så der følges op på, at jeres dreng nu holder sin vægt, eller øger den og ikke taber sig yderligere. Hvis han pludselig ikke tager på, så skal han vurderes af en læge.
Derudover, så er det rigtig vigtigt, at I forsøger at få skabt ro omkring middagsbordet. Da I har fået at vide at han spiser for lidt, tager for lidt på og hvis det ikke bliver bedre skal henvises til diætist, så føler I jer naturligt presset. Det kan jeg sagtens forstå. Og det vil derfor være helt normalt, hvis I begynder at lade dette skinne igennem ved middagsbordet og derved får presset jeres dreng - og det er dette pres, han så begynder at protestere over. Han vil ikke presses til at spise, men skal have ...
... madro. Det skal være hyggeligt, rart, forbindes med noget dejligt, når I sætter jer ved bordet og I skal være meget opmærksomme på, at han ikke oplever en trykket, presset eller utryg stemning omkring bordet og omkring det at spise.
Når han lukker munden for skeen, drejer hovedet, skubber maden væk, så sætter det naturligt gang i jer forældre - det gør noget ved jer. I forsøger måske med særlige retter, prøver at lokke med belønning, legetøj, søde sager eller andet, måske har I nogle gange forsøgt at presse maden ind i munden på ham. Alt sammen fordi I jo ved (og flere gange har fået at vide), at det er vigtigt at han spiser. Og måske sidder I og diskuterer hen over bordet, hvad I nu skal gøre, hvad næste træk skal være.
I er nødt til at komme væk fra dette. Hvor sidder han? Sidder han for enden af bordet, så skal han nu flyttes ned langs siden, ligesom storebror sidder. Evt. overfor storebror, så han kan spejle sig i ham. I skal give ham mad, som han selv kan spise enten med fingrene eller med en gaffel og så skal I prøve at guide og hjælpe ham, uden at han føler sig presset. Skemaden er I stadig nødt til at give ham, men den øvrige mad, må han gerne forsøge at spise selv.
Giv ham kun små mængder af gangen, så han ikke mister overblikket og dermed overskuddet til at spise. Giv gerne maden af en ensfarvet tallerken, så det er maden, der er i fokus og ikke tegningen på tallerkenen.
Sørg for at variere hans mad, så der er lidt forskelligt på tallerkenen og gå ikke så meget op i hvorvidt han spiser mest kød eller flest pastaskruer. Det vigtigste er at han spiser.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Giv ham mad, som tager udgangspunkt i familiemaden og gerne mad, der smager af noget. Lav gerne sovs, det er med til at give smag og så får han også lidt ekstra fedtstof den vej igennem. Og sørg for at der altid er mindst en ting, som I ved at han kan lide.
Sørg for faste spisetider hver dag. Jo mere ens rytme, jo mere fast jeres måltider ligger, jo større sandsynlighed vil der være for at han føler sig sulten og dermed parat til at spise, når han sættes ved bordet:)
Med hensyn til væskeindtag og få ham til at drikke mere. Prøv at lade en kop stå fremme, så han kan se at den er der og så væske på den måde er tilgængelig, også uden at I behøver sige det til ham hele tiden. Han kan se, at det er der og kan tage sig en tår - styre det selv:) Det kan være en tudkop, det kunne måske også være en wow kop. Det kunne også være en kildevandsflaske med tut...
Prøv at tilbyde ham lidt fortyndet saft eller juice. Måske kan han lide det og vil derfor drikke lidt mere. Prøv også med et sugerør - måske kan I lære ham at drikke af dette og han vil synes det er sjovt.
Jeg håber, I kan bruge dette lidt videre og at det samtidig giver lidt ro med på vejen:)
Rigtig meget held og lykke med ham fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
22. oktober 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Kære Helen Jeg har en søn på 6½ mdr. Han er en stor dreng, jeg ved ikke...
26. september 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen Min søn bliver 6 måneder i næste uge og skal derfor opstarte med...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mælkeforvirring - komælk til baby
Kære Helen Jeg er altså efterhånden blevet temmelig forvirret over...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 9 mdr.
Kære Helen Vi er en mødregruppe med børn i alderen 9-10 måneder, som har...
26. august 2024 | Kost og ernæring | 1 mdr.
Hjælp til at skifte rytme i flaske
Hej igen, Tak for dit meget fine svar på mit sidste brev :-) Det går...
Viden om børn:
Fødder
På grund af den trange plads i livmoderen, bliver mange børn født med indaddrejede fødder. Det kan være den ene fod eller begge. Små børn fødes også let hjulbenede. Det har ofte ingen betydning, og det retter sig efterhånden, som barnet bliver ældre. Nogle børn bliver født med klumpfod, også kaldet varusfod eller talipes equinovarus. Dette kræver speciel behandling.
Den sunde babyfod er bred og med en smal hæl. Barnet kan let sprede sine tæer. Alle børn er platfodet indtil...
Honning
Honning frarådes til børn under 1 år. Honning indeholder bakteriesporer og kan være infektionskilden vd spædbarnsbotulisme.
Botulisme er en sjælden sygdom, som skyldes et toksin (en forgiftning) dannet af den en sporedannende bakterie Clostridium Botulinum. Sporerne findes i omgivelserne, de er hårdføre og kan tåle kogning i flere timer.
Voksne og større børn bliver ofte ikke syge, da vores bakterieflora i tarmsystemet er anderledes. Men hos spædbørn medfører...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.