Brev:
Søvn og rytme hos en 6 måneders baby
Hej Helen.
Og så også et brev om søvn, lure og rytme… Nøj, jeg havde lykkeligt fortrængt, hvor meget det fylder hos de små!!!
Vi har altid kæmpet med, at vores pige kun sover korte lure om dagen… ca. 35-45 minutter. Det betyder også, at hun altid har sovet flere lure, end man typisk forventer for alderen. Frem til for et par uger siden sov hun 4 lure, og nu er vi lige kommet over på at sove 3 lure, selvom hun har rundet det halve år…
Synes, at vi har prøvet alt igennem det sidste halve år for at forlænge hendes lure… Stå klar ved den mindste bevægelse omkring opvågningstidspunktet og så trille vognen, give sut, sige schhh m.m. (plejer at give det 15-30 minutter, før jeg opgiver); begynde at trille lidt før hun vågner; være ude at gå fra start til slut af luren; lade hende stå og gøre ingenting; prøve at holde hende længere vågen ad gangen inden putning osv. Men ingenting synes at hjælpe!!! Hun vågner oftest på få sekunder, og vi snakker helt vågen… Fra at være helt væk, kan hun give et enkelt spark med benet, og derefter er der store, helt åbne øjne.
I nogle perioder har vi derfor også måttet udvælge én lur at arbejde på og så ellers lade hende sove, som hun nu gjorde, da vi ellers syntes, at alt vores tid gik med at forsøge at få hende til at sove videre uden held – til stor frustration for os, da det kom til at fylde utroligt meget og også var synd for storebror i weekenderne, at en af os nærmest hele tiden stod ude ved den barnevogn…
Hun har altid sovet udenfor i sin barnevogn om dagen og er glad for det. Om natten sover hun også i sin barnevogn, da vi bærer barnevognskassen ind i soveværelset. Hun har længe været i stand til at falde i søvn selv til sine lure, så jeg giver hende tøj på, hun får sutten, krammer hende godnat, og så lægger jeg hende ud med sin putteklud, og hun falder selv i søvn… Når hun vågner efter sin korte lur, er hun som oftest glad (hun græder ikke) og begynder ofte at ligge og snakke lidt m.m., så jeg lader hende tit ligge 10 minutter ekstra, så hun kan vågne i ro og fred… Hun har altid haft en tidlig rytme, hvor hun bliver puttet ved 18.30-tiden og sover til ved en 06-tiden. I perioder, når de korte lure har været ved at tage modet helt fra mig, har jeg hele tiden holdt mig oppe ved, at vi så til gengæld har haft vores aftener med lidt voksentid, hvilket mange andre jo ikke har den første tid med en lille.
Hun har desuden sovet godt om natten frem til nu – ca. 11-12 timer kun afbrudt af mad hver 3.-4. time, hvor hun er vågnet, har spist og er faldet i søvn igen. Det kan desuden tælles på to hænder, at hun har grædt om natten (og så er der jo nok også måske grænser for, hvor meget hun kan sove om dagen)…
Nu er der desværre så begyndt at være en del natteuro også. Hun vågner oftere, skal have sutten eller mælk, er lidt ked, må nogle gange op og have et kram eller sove lidt mellem os (hvilket hun ellers aldrig har gjort heller, da hun har fået mælk og så er blevet løftet tilbage i sin barnevogn). Andre gange er hun vågen en times tid, hvor hun pludrer, sprutter, basker m.m., inden hun er klar til at blive tugget og sove videre…
Indtil videre har det, der faktisk bedst har øget sandsynligheden for en længere lur om dagen, været, at hun har sovet dårligt eller kortere end normalt om natten. En god lur er her 1 ½ time, og hvis det går rigtig vildt for sig 2 timer, men det kan tælles på to hænder, hvor ofte det er sket. Og det er jo lidt et skråplan og ikke så hensigtsmæssigt, hvis det kræver en kortere og dårligere nattesøvn, for at det lykkes. Desuden tror jeg i virkeligheden, at vi ville have størst succes (uden dog her at operere med kæmpe succesrate) med at få hende til at sove videre fra dagens første lur, men da det i hverdagene altid er i det tidsrum, jeg afleverer storebror, bliver hun vækket, når vi går (han står på et ståbræt koblet på vognen). Jeg har prøvet, at vi har hvisket hele vejen over til institutionen for ikke at vække hende (svær opgave for en begejstret 4 årig), for at hun så alligevel bliver vækket af en bildør, en låge eller lignende ved ankomsten. Hun sover ret let – især om dagen, men kan også nemt vækkes om natten, hvis storebror fx græder.
Hun er en stor, glad og rolig men nysgerrig og aktiv pige. Fik sine første tænder, da hun var 5 måneder, triller begge veje, møver sig baglæns, drejer 360 grader, klapper og tilbringer meget af sin vågne tid med at stå op på alle fire og rokke :o) Måske hun kravler til jul :o) Da hun var lille, var hun meget sensitiv – der skulle ikke så meget til, før hun blev overstimuleret og havde svært ved at lukke ned (så var det eneste, der hjalp at wrappe hende helt ind i dynen også med hovedet og gå med hende, til hun sov); hun græd, når andre børn græd, og hun kunne se næsten helt skræmt ud, hvis vi holdt et stykke legetøj op for hende, men hun er heldigvis landet så meget mere i verden nu og er begyndt at synes, at den er et herligt sted at være :o)
Vi havde en måneds tid omkring 4 måneders alderen med rytme, hvor hun sov 4 lure, og nr. 2 lur var på 1 ½ time. Det var så fantastisk og afslappende for os alle både store og små. Hun blev puttet, når hun var klar men ikke for træt; det var muligt at forudsige og planlægge lidt, man brugte ikke så meget mentalt krudt på det osv. osv.. ...
... Men fra den ene dag til den anden ændrede det sig igen, og alt blev kastet op i luften igen mht. puttetidspunkter, antal lure etc.
Aktuelt ser hvor rytme nogenlunde(!) sådan her ud (det har den i hvert fald gjort de sidste par uger):
Klokken 06: Vågner og tilbydes bryst (alt afhængigt af, hvornår hun sidst har spist i løbet af natten, spiser hun eller spiser ikke).
Klokken 08: Ammes og puttes til lur nr. 1, sover 45 minutter. Jeg venter med at gå med storebror, til hun har sovet de ca. 45 minutter, så vi i hvert fald ikke vækker hende før tid. Storebror afleveres, og hun er ok med at ligge i vognen frem og tilbage, selvom hun er vågen…
Klokken 09.30-10 (når vi er kommet godt ind af døren fra afleveringen): Grød med frugtmos og vand af snapseglas. Hvis hun ikke har villet have så meget mælk i den første vågne periode, tilbyder jeg hende også nogle gange bryst, når vi kommer hjem inden skemaden…
Klokken 11: Ammes og puttes til lur nr. 2. Sover 45 minutter.
Klokken 12-14: Ammes, når hun vågner. Så pusler vi og leger (tumler, synger, nusser, bader o.lign.) + ordner praktiske ting, inden hun igen ammes… Altså aktuelt ikke noget skemad i denne vågenperiode (se også mit andet brev, som omhandler vores opstart af skemad). Her prøver jeg ofte at strække hende, så længe jeg kan (det gør jeg i det hele taget i løbet af dagen), da eftermiddagen ellers bliver alt for lang frem til putning til natten…
Klokken 14: Ammes og puttes til lur nr. 3. Sover 45 minutter.
Klokken 15-18.30: Ammes, når hun vågner. Pusles og leger lidt. Ved en 16.30-tiden får hun så grød, og ved en 18-tiden giver jeg hende nattøj på (vi har et fast lille ritual på puslebordet med tandbørstning, massage m.m.), inden hun ammes godt til natten og typisk sover ved en 18.30 tiden.
18.30-06: Det er noget forskelligt hvor ofte og især hvornår hun får mælk. Hun vågner tit efter en 45 minutters tid med lidt gråd – Nogle gange er det nok at give hende sutten og sige Schhh, andre gange kan hun tages op og lige lulles videre i armene, og andre gange får hun lidt ekstra mælk og sover derefter videre. Så får hun typisk mælk igen ved en 22-23 tiden og så igen på et eller andet tidspunkt i løbet af natten – ved en 03-04.30 tiden, nok også lidt afhængigt af hvornår hun har fået om aftenen). Ærligt sniger der sig nok også nogle gange en amning mere ind, så hun får mælk ved en 19.30-tiden, ved en 21.30-22-tiden, igen ved en 01-tiden og så ved en 04-05 tiden.
Efter hun for nogle uger siden droppede sin 4. lur, er eftermiddagen blevet ret lang for hende, og hun er tit meget træt, og der er ikke altid så meget, der dur. Generelt er det ca. 2 timers vågentid, der er passende for hende aktuelt (om morgenen i virkeligheden nok nærmere 1 ½ time). Jeg har derfor også prøvet nogle gange at putte hende til en sen eftermiddagslur (en 4. lur), men hun er svær at få til at sove, selvom hun er rigtig træt, og det lykkes bestemt heller ikke altid… De få gange, hvor det til gengæld er lykkedes at få hende til at sove 1 ½ time til middag, synes jeg, at det fungerer så godt, da hun så kan puttes lidt senere til lur 3. Så bliver eftermiddagen ikke så lang; vi skal ikke halse igennem aftensmaden, fordi hun er helt segnefærdig, og hun kan måske strækkes, så hun først sover ved en 19-tiden… Men for pokker, vi kan jo ikke tvinge hende til at sove!
Pyh, det blev rigtig langt. Håber, at det hele giver mening :o)
Så mine spørgsmål er:
1. Er der noget, vi mangler at prøve/kan prøve at gøre for at forlænge hendes middagslur?
2. Tror du i det hele taget, at hun kan lære at sove en længere lur med den alder, hun trods alt har nu? Er der noget, der stadig arbejder for os, eller er det løb kørt?
3. Bør jeg give det længere forsøg end 15-30 minutter med at få hende til at sove videre? På et tidspunkt plejer hun at blive utålmodig, urolig og klynkende, hvis hun ikke gider ligge der mere…
4. Er det bedre at gå tilbage til 4 lure (og så lade dem være korte), eller er det godt at holde fast i, at hun nu sover 3 lure, også selvom hun tit er træt om eftermiddagen, og det så ofte bare er 3 korte lure?
5. Hvad er vigtigst, når man forsøger at etablere lidt rytme – antallet af lure pr. dag, eller at de puttes til nogenlunde de samme tidspunkter uanset hvor lange de givne lure så er?
6. Er det vigtigt med den lange lur? Det står jo alle steder, men nogle gange kan jeg også godt blive i tvivl om, hvis skyld det er, vi gør det for… Hvis hun ellers er ok glad og udvikler sig… Har i den forbindelse allerede set for mig at starte et barn op i vuggestue, når hun er 10 måneder, og skulle fortælle, at hun så stadig sover 4 gange om dagen :o)
7. Hvor hurtigt plejer de at vænne sig til en ny rytme, hvor de fleste børn jo nok i en overgangsperiode vil være lidt ekstra trætte, mens en lur sløjfes?
8. Hvordan griber vi det bedst an, når hun skal til at sløjfe fx den 3. lur? Jeg synes ærligt, at det er en svær og sej proces, når der ikke er mere søvn at give af og kompensere med i løbet af dagen…
9. Vil du give et bud på en god rytme med søvn, mad m.m., når hun er 6 måneder, men sover, som hun gør, og også kun lige er gået i gang med skemad (se mit brev om dette)?
GLÆDER mig til at høre fra dig! På forhånd tak for hjælpen.
Mange hilsener,
M.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
7.5 mdr. og sover meget dårligt
Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...
22. oktober 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Kære Helen Jeg har en søn på 6½ mdr. Han er en stor dreng, jeg ved ikke...
26. september 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen Min søn bliver 6 måneder i næste uge og skal derfor opstarte med...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mælkeforvirring - komælk til baby
Kære Helen Jeg er altså efterhånden blevet temmelig forvirret over...
2. september 2024 | Udstyr | 7 mdr.
Kravlegård, højstol og daglig gåtur i bæresele?
Kære Helen Jeg vil gerne høre, hvad din holdning er til...
Viden om børn:
Ærter
Fra 6 måneders alderen må barnet gerne få ærter. Ærter kan her koges til ærtemos og det samme kan gøres med andre bælgfrugter, som brune og hvide bønner, kigærter og linser.
Barnet optager bedst næring fra ærter og andre grøntsager, hvis de koges.
Fra 9-10 måneders alderen vil mange børn have stor glæde af at spise ærter, det er god træning for at øve pincetgreb og ærter kan fint gives sammen med rugbrød til frokost.
Ærter indeholder protein, samt...
Sushi til børn
Børn må gerne få sushi - men der er nogle ting du skal overveje:
- Fisken der bruges skal have været frosset ned til - 20 grader i mindst 24 timer. Der kan forekomme parasitter i fisk og disse dræbes ved frysning.
- Sushien skal fremstilles under hygiejniske forhold. Den bør spises samme dag som den er lavet og køber du den færdigpakket skal du være opmærksom på korrekt opbevaringstemperatur og holdbarhedsdato.
- Børn under 3 år må højst spise 25...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.