Svar: Råd til opdragelse

---

Kære du

Tak for dit brev :) Velkommen tilbage, dejligt at høre fra dig igen - Og stort tillykke med at I nu venter jer en lille ny lillebror eller lillesøster:)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, men jeg vil også meget anbefale dig at du læser min nyeste bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Jeg tænker, at du her vil finde rigtig mange råd til, hvordan I kan tackle forskellige situationer på en ny måde hjemme hos jer, og du vil få indblik i, hvorfor tingene nogle gange kører skævt….

For det første er jeres ældste dreng på 4 år ikke uopdragen, og han har sandsynligvis heller ikke ADHD. Hans reaktion er helt naturlig og kan faktisk godt forklares.

Når børn opfører sig dårligt, når børn på os vokse virke uartige og uopdragne, så har vi tendens til at skælde dem ekstra meget ud. Men faktisk er det ikke det, de har behov for. For når børn opfører sig dårligt, så er det der, at de har allermest brug for at vi se dem, lytter til dem, anderkender dem, forstår dem.

Og jeg kan godt forstå at jeres dreng bliver frustreret over at være til salmesang med dig og lillebror. Han er slet ikke gearet til eller indstillet på at I skal sidde og synge, bruge rasleæg osv. Og samtidig ser han jo din kontakt og nærhed med lillebror. Du er der jo i princippet ikke sammen med I. men sammen med V. og det kan han sagtens mærke - han er med som ekstra hjul og det er hverken sjovt eller en rar følelse. Så hvad gør han? Han begynder at underholde sig selv, gør det han nu kan finde på, samtidig med at han rent motorisk løber rundt - sådan er det, når børn mangler stimulation og ikke bliver set, så reagerer de ofte fysisk, motorisk. Han er med i starten, kommer med forslag til sange I kan synge - super flot, men så mister han lysten, og det forstår jeg godt.

Du reagerer med at blive sur, skælde ud, I tager hjem og du fortæller ham, at der ikke er noget tv eller ipad resten af aftenen. Han græder, han er ulykkelig og det gør naturligt ondt i dig, men du skriver at du følte du var nødt til det for "der er nødt til at være konsekvenser". Problemet er, at det ikke er en konsekvens du laver - det er en straf og der er meget stor forskel. At straffe ham er ødelæggende for hans selvværd, hans følelse af at være okay, hans følelse af at du rent faktisk elsker ham og vil ham det bedste. Du har allerede taget konsekvensen af situationen - at I var nødt til at gå hjem. Og det burde du egentlig have gjort uden at skælde ud, for det er ikke hans skyld…

Du fortæler at han nogle gange siger "nu rejser jeg" og "I er dumme". Hvordan reagerer du, når han siger sådan? Er det legalt at han ikke altid synes om jer? Skælder du ham ud, siger du f.eks. "du kan bare rejse, så kan du se hvor lang du når!" eller "du skal ikke sige, at jeg er dum"? Det er rigtig vigtigt, at du giver ham lov til at have de følelser han har. Det skal være okay at være vred, vi kan alle sammen blive vrede og det må din dreng også gerne blive.

Det er også vigtigt, at du sætter ord på og prøver at høre, hvad det egenligt er han siger, når ha f.eks. siger at du er dum. Det er måske ikke dig, der er dum, men hele situationen og i stede for at du derfor svarer f.eks. "du skal ikke kalde mig dum", så kan det være bedre at sige "jeg kan godt forstå, du synes det er dumt", så han hører, at du rent faktisk forstår ham.

I hans ønske om at flytte hjemmefra ligger rigtig mange følelser. Det kan både handle om selvstændighed og evnen til at bestemme over sig selv, men det kan også handle om, at han ikke føler sig set eller måske føler sig uretfærdigt behandlet eller måske i hjertet er usikker på om du bedre kan lide lillebror end du kan lide ham - eller om den lille ny I venter, nu kommer til at tage hans plads. Derfor kan en god reaktion nogle gange ...

---

---

... være at sætte ord på dine følelser og f.eks. sige "flytter du fra mig… okay… det er jeg godt nok ked af. Du betyder alt for mig, jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre, hvis ikke du var her" eller lignende og på den måde få sat ord på, så han hører, at han er vigtig.

Man kan gøre rigtig meget for at undgå at børn plager - det er der et afsnit om i min bog om børn og opdragelse. Men lige i forhold til problematikken om at han plager hele ugen og I har slikdag om fredagen - han kender ikke dagene og kan ikke holde styr på ugens forløb. Her kan du f.eks. hjælpe ham med en kalender, som I f.eks. hænger på køleskabet og hvor slikdagen tegnes ind. Du kan vise ham, hvor i ugen I er og hjælpe ham med at tælle dage. På den måde hjælper du ham, i stedet for at skælde ham ud over at han hele tiden plager. Andre ting kan også være på kalenderen, ting som er vigtige at huske, som har betydning for ham. Hvis han f.eks. går til gymnastik om tirsdagen, så kan I også sætte det på kalenderen.

Det handler også rigtig meget om at du/I skal være tydelige i jeres kommunikation. Det kan du f.eks. være ved at starte sætninger med "jeg" i stedet for at sige "du" eller "man". Når du formulerer dig med et jeg og f.eks. siger "jeg vil gerne have at du…", så er du langt mere tydelig end hvis du siger "du skal…. nu".

I forhold til en fireårig, så kan det også være rigtig godt at bruge humor. Netop i denne alder opdager mange børn humor og det kan bruges i hverdagen. Han vil naturligt fjolle, pjatte, begynde at elske vittigheder - nogle gange vil han grine af ting, som du måske ikke synes er særlig sjovt f.eks. en pruttepude. At bruge humor, fjolleri, leg og latter er godt til at undgå konflikter med en fireårig. Prøv om du nogle gange kan fjolle i stedet for at blive sur - han vil højst sandsynligt elske det og du kan derved undgå, at det nogle gange føles som "at slå i en dyne", hvor du ikke føler at du kommer nogen vegne.

---

---

---

Hvis du oplever ham fræk i hverdagen, at han taler grimt, så kan du også udnytte humor her. Du kan f.eks. sige "børn der taler grimt, de skal kildes" og så tage fat i ham og kilde ham rigtig meget. I stedet for at skælde ham ud, så giver du ham masser af fysisk kontakt og nærhed - han vil føle sig set og efterfølgende vil han have lettere ved at høre, hvad du egentlig siger og hvad du beder ham om. Hans lyst til at lytte til dig, vil være større.

Det kan også være en god idé nogle gange at tale til hans intellekt og det faktum, at han jo er den ældste. I kan lave små aftaler, som handler om noget af det, som han gerne vil. Du ved sandsynligvis godt hvad det er han ofte stiller sig på tværs overfor - hvilket han i øvrigt gør, for at vise jer, at han er sig selv og har sin egen mening om tingen - men prøv at nogle gange ikke at fokusere mest på det I vil have ham til, men i stedet på ting han gerne vil. Hvis du f.eks. gerne vil have ham til at skynde sig i tøjet, så sig f.eks. "hvis du skynder dig, så kan vi nå at læse en bog" eller lignende, hvis han f.eks. er glad for at læse bøger med jer. Det kommer I meget længere med. Det betyder ikke, at han skal belønnes med slik eller lignende, det er ikke det jeg mener, det handler mere om at give ham lidt læring omkring "Hvis du gør de her ting for os, som vi gerne vil, så gør vi også det her for dig - så kan vi gøre de her ting sammen". Så han også får lidt læring med sig om at alle jo gerne vil have deres behov opfyldt :)

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre:) Det med opdragelse er rigtigt svært og som jeg startede med at skrive, så virker jeres dreng ikke uopdragen og det er ikke fordi du ikke er en god mor! Det er bare lige nu en god idé, at overveje lidt nye måder at møde ham på, fordi hverdagen så måske vil køre lidt bedre for jer alle:)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---