Svar: Umulig søvn
Kære IKKE umulige mor
Tak for dit brev:)
Det er rigtig synd, hvis du går rundt og føler dig som en dårlig mor og tror, at du gør tingene forkert og "har ødelagt Maja". Det er altså ikke rigtigt! Og jeg er helt sikker på, at du er en god mor - nærværende, opmærksom, anerkendende og naturligt interesseret i at Maja skal have det så godt som muligt.
Da I bor i udlandet, er jeres hverdag skruet meget anderledes sammen end man normalt ser i Danmark. Jeg vil dog meget gerne prøve at give dig et forslag til, hvordan en dagsplan kan se ud, i forhold til de tider du skitserer.
Det vil være passende at Maja nu ammes 3 gange i døgnet og jeg vil normalt anbefale at disse amninger ligger aften, sen aften og inden middagsluren. Det vil sige, at amningen om morgenen nu skal væk. Og enten skal I så stå tidligere op og på den måde rykke hele dagens rytme (hvorved det kommer til at ligne en mere dansk rytme) eller også kan du f.eks. forsøge at få hende til at sove videre uden at få bryst der - eller alternativt, fordi I sover meget længe, kan du vælge at amme hende om morgenen, men så ikke om aftenen. Så en mulighed for jer kunne f.eks. være, at de tre amninger ligger morgen, inden middagslur (som jo ligger om eftermiddagen) og sen aften.
Der er altså lige nu to muligheder - vi kan kalde det for en "dansk dagsplan" og en "egyptisk dagsplan".
Dansk dagsplan:
Morgen 7-7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos (jerntilskud), vand af kop.
Puttes til formiddagslur uden at blive ammet.
Frokost 11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med grønsagsmos med kød eller fisk, vand af kop.
Ammes og putte til middagslur ca kl 13-13.30 - tidspunktet varierer efter, hvor lang formiddagsluren er.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Lidt tykmælk med revne æbler, frugtmos, rugbrødsdrys eller lignende. Vand af kop.
Aften 18: Familiemad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker og også moset mad. Almindelige børnevenlige retter som spaghetti med kødsovs, boller i karry, lasagne, frikadeller, farsbrød osv. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten
Tilbydes godnatgrød, vand eller mælk af kop - her er klokken ca 19.45, får børstet tænder.
Ammes og puttes til natten ca kl 20
Sen aften eller først på natten 23-01: Ammes rigtig godt, det der også kaldes for et drømmemåltid. Og sover herefter uden mælk resten af natten indtil næste morgen, hvor dagen starter med grød.
Hos jer er rytmen som sagt anderledes, da I først går til ro for natten kl ca 23-24 og sover langt op af formiddagen. Hos jer, kan det derfor godt være en overvejelse værd om de tre amninger som sagt ligger morgen, inden middagslur (hvilket bliver eftermiddag) og sen aften.
En ægyptisk dagsplan kunne så se såldes ud:
Tidlig morgen 7-8: Ammes og sover videre
Morgen 9.30: Tilbydes havregrød, vand af kop.
Formiddag 11-11.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos (jerntilskud), vand af kop.
Puttes til første lur ca kl 12 - og her uden at blive ammet.
Frokost 14: Grøntsagsmos med kød, fisk, supplers med brødhapsere, godt kogte pastaskruer, små stykker frikadelle, fisk osv. Vand af kop.
Eftermiddag 15.30-16: Tilbydes ½ bolle med lidt smør, ost, frisk frugt. En lille portion tykmælk, yoghurt eller lignende (3,5% fedtindhold), vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur/eftermiddagslur - altså dagens 2. lur
Aften 19: Udgangspunktet er familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker og også moset mad. Gerne retter som pasta med kødsovs, lasagne (kød eller lakselasagne), frikadeller (kød eller fiskedeller), ...
... farsbrød, kødboller, rødspætte, torsk, laks osv. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme, gøres klar til natten med nattøj osv.
Tilbydes en godnatgrød i køkkenet ca kl 21, vand af kop.
Sen aften mellem 22-24: Ammes og puttes til natten, når hun virker parat.
Som du kan se, så skal du hvis du følger denne plan nu forsøge at lære Maja at sove uden brystet, når hun puttes til første lur. Det er en god idé, at du arbejder på at lære hende dette om dagen, hvor du selv er frisk og har overskuddet til det:) I stedet skal hun tilbydes et formiddagsmåltid og så vil det være rigtig godt, hvis du har mulighed for at trille hende en tur i barnevognen - kan du det? Det kan hjælpe dig, fordi du kan sætte hende op, hun kan sidde og kikke på verden og bliver på den måde afledt og falder så til ro og tilsidst i søvn. Hun må gerne få lidt frugt, en bolle eller lignende at sidde og sutte på og pille ved, så hun stadig oplever at få lidt at spise. Hun kan også tilbydes vand af en kildevandflaske eller en drypfri kop - og på den måde kan hun lære at sove, uden at hun behøver brystet.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Når du ammer hende før middagsluren og sen aften, så vil det være rigtig godt, at du lægger dig med hende i sengen, som du allerede gør nu - men du skal prøve at afkorte amningen før hun sover helt. Det vil sige, at hun ikke skal falde fuldstændig i søvn med brystet, men gerne nå dertil, hvor hun ammes, slipper brystet, smiler til dig, triller om på siden og sover. Så hun lige når at registrerer at brystet ikke er i munden på hende. Om dagen kan du lade hende ligge, hvor hun er - naturligvis sikre dig, at hun ikke kan trille ud af sengen og komme til skade. Du kan evt. lægge dig og sove sammen med hene. Om aftenen kan du, når hun sover godt - og når du selv går i seng, flytte hende til egen seng, hvor hun så kan sove videre.
Det er vigtigt, at du tager en t-shirt eller lignende på, så hun ikke selv kan søge brystet i søvne. Det er dig der bestemmer, hvornår hun kan die og hvor meget mælk hun får hos dig og det er vigtigt, at brystet ikke er frit tilgængeligt.
Det kan nogle gange være en god idé at koble hendes seng til forældresengen og da I er ved at få lavet en seng til hende, så var det måske værd at overveje, hvordan den laves - om den evt. skal kunne kobles til jeres lige nu. Det giver jer nemlig muligheden for at du kan flytte hende stille og roligt til egen seng, men hvor du stadig er lige ved siden af hende. Du kan berolige hende med dine hænder, nærhed, kærtegn osv. og hun mærker at du er der for hende, men hun lærer at sove i egen seng og med mere og mere afstand mellem jer.
Det er helt rigtigt, når du skriver at hun ikke nødvendigvis sover, hvis hun er træt. Hun kan meget let blive overtræt og derfor få sværere ved at sove. Derfor er det en rigtig god idé, at du forsøger at hjælpe hende med en rytme, hvor hun tilbydes mad til faste tider, og hjælpes med at sove til faste tider hele dagen igennem. Hvis hendes rytme varierer for meget, vil hun naturligt få svært ved at fornemme både mæthed og sult og også fornemme, hvornår hun er parat til at sove og parat til at lege og være aktiv. Jo mere fast rytme, jo mere påvirker du hendes indre ur og dermed denne fornemmelse for, hvad hun skal, hvad der skal ske:)
Det er helt normalt for alderen at hun efter ca 20-30 minutter har brug for hjælp til at komme videre i søvnen - du kan derfor vælge at blive hos hende, evt. amme hende en ekstra gang efter de ca 20-30 minutter, hvorefter hun så ofte vil sove dybere og længere. Du kan også vælge at gå fra hende og vende tilbage med det samme hun giver lyd og med kærtegn, beroligende ord, stillingsskift og evt. brystet igen så får hende videre i søvnen.
Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
3. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen. Herhjemme snakker vi om, hvordan og hvorledes en rutine for en...
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
Viden om børn:
Flyverdragter til børn
Flyverdragter er nødvendige, og de fleste børn starter med at bruge en flyverdragt, når de begynder at kravle omkring i 1 års alderen.
Flyverdragter er til leg udenfor - ikke til at sove i. De fleste flyverdragter er meget varme og kan også være lidt stive i stoffet, og nogle flyverdragter er faktisk så stive og tunge, at de gør det svært for barnet at bevæge sig rundt. Derfor kan det være en god idé at vælge en flyverdragt, som ikke er alt for tung, og som netop giver...
Rød numse
De fleste børn får ind imellem en rød numse fordi urin og afføring irriterer huden. Nogle børn mere end andre.
For at forebygge rød numse, er det vigtigt at skifte bleen tit og brug af salver og cremer bør altid holdes på et minimum. Lad barnets hud lufttørre og brug kun mild sæbe, når der er afføring ellers vil rent vand de fleste gange være nok.
Tør numsen grundigt også i folderne og brug f.eks. en føntørrer til at lufttørre huden med, men pas på den ikke bliver...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.