Svar: Separationsangst - vil ikke over til andre

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det er helt normalt, det du fortæller og det handler netop om, at jeres lille pige er i separationsfasen.

Når et lille barn bliver født, så skal det og forældrene knytte sig til hinanden. Det sker gradvist i takt med at man lærer hinanden at kende og barnet knytter sig naturligt til sine forældre, som jo er de personer der passer og plejer hende hver dag.

De første tegn på at jeres datter er i færd med at knytte sig til dig er, at hun følger dig med øjnene, når du bevæger dig rundt. Det er præcist, som du fortæller helt naturligt at du, far og hendes ældre søskende er hun tryg ved og har knyttet sig til. Hun smiler mere til jer end til fremmede og det er naturligt dig, som trøster hende bedst, når hun er ked af det eller bange, ligesom det også er dig, der bedst kan hjælpe hende, når hun skal sove. Det er netop et rigtig godt tegn på at hun er trygt tilknytteet dig, at hun bruger dig som en base, hvorfra hun kan udforske verden. Når hun sidder på dit skød, så tør hun observere mere, tør måske charmere andre mennesker velvidende at der sidder hun trygt og godt, at du passer på hende. Siddende hos dig kan hun således være lidt mere modig.

Når I er i byen eller har gæster, så vil hun naturligt starte med at studere stedet, de andre personer fra dit skød, men stille og roligt vil hun turde undersøge omgivelserne, samtidig med at hun hele tiden holder øje med hvor du er, så hun kan søge tilflugt hos dig, hvis det hele bliver lidt for overvældende.

Netop i den alder, hvor børn begynder at kravle, begynder de også at udvise lidt mere selvstændighed og kan også vise mere separationsangst. Nu begynder jeres datter at bevæge sig mere rundt i verden på egen hånd. Fra at hun har siddet på dit skød, begynder hun at sidde på gulvet ved dine fødder og hun bevæger sig længere og længere væk. Hele tiden kommer hun tilbage, skal lige have et lille kram, skal lige tankes op igen med lidt mod for atter at turde bevæge sig ud i verden. Og det er ofte netop, når børn begynder at kravle og fysisk bevæge sig mere rundt på egen hånd, at man oplever separationsfasen rigtigt. Man kan godt opleve mindre børn have en form for separationsangst - et 4 måneders barn kan f.eks. godt græde voldsomt over fremmede, bedsteforældre eller lignende, der gerne vil pludre - men i den alder, hvor børn begynder at kravle, virker det ofte voldsomt. Det at barnet begynder at vende sig lidt mere ud mod verden og omgivelserne, andre personer, medfører en separationsangst, en angst for fremmede og et barn som tydeligt protesterer mod at blive forladt af sine forældre. Og ja - hun græder, når du forlader stuen og ikke tagere hende med:)

Både separationsangst og angst for fremmede er tegn på at barnet har en tryg tilknytning til sine forældre - hun græder når du går fra hende, også selvom det kun er ind i et tilstødende lokale og hun viser stor gensynsglæde, strækker armene ud mod dig ("tag mig op") og søger stor fysisk kontakt, når hun ser dig igen.

Hun har en alder lige nu, hvor hun skal finde ud af, at du er der, selvom hun ikke kan se dig, ...

---

---

... og det tager faktisk rigtig lang tid. Faktisk er de fleste børn omkring 16 måneder, inden de helt forstår, at man er der, selvom man ikke kan ses med det blotte øje. Separationsfasen er en periode, hvor barnet er lidt mere sårbart overfor at far eller mor ikke er i nærheden. Det er altså en fase, hvor barnet har brug for at være tilknyttet for at kunne separere sig… Og netop derfor virker hun lige nu meget klyngende og knyttet til sin mor.

Jeg har stor forståelse for, at du har brug for lidt tid til dig selv og at du gerne vil lære hende at være mindre afhængig af dig. Hos jer lyder det dog som om at far er med på banen og sagtens kan give hende mad, bade hende, lege med hende, trille hende ture i barnevognen osv. men han kan naturligt ikke amme hende og derfor er det lettere for dig at putte hende:)

Man kan sige, at jo mere far gør, jo mere far er med i dagligdagen, jo bedre vil det være, jo mere vil han naturligt kunne tage over, hvis du en dag ikke er hjemme. Derfor er det helt fint, at du/I i hverdagen begge deltager i hendes pleje - men I skal ikke kæmpe med hende, når hun skal sove. Hvis du kan få hende til at falde i søvn trygt og dejligt, så er det at foretrække.

Når det er sagt, så lyder det dog lidt som om at hun lige nu er ekstra brystsøgende om natten - det hører også alderen og separationsfasen til og har hun brug for en ekstra amning for at sove trygt er det naturligvis okay; men du skal passe på ikke at komme ind i en vane, hvor hun per automatik får brystet. Det kan gøre, at hun bliver uhensigtsmæssig afhængig af brystet, når hun skal sove og kan få rigtig svært ved at sove uden at du er der, uden at brystet er der. Derfor vil det være rigtig godt at arbejde på, at hun stadig ammes, men lærer at sove uden at have brystet i munden.

Derudover vil det også være en rigtig god idé at du er opmærksom på hendes indtag af mad og mælk/væske hele dagen og aftenen igennem. Det er en forudsætning, at hun får både mad og væske nok hele dagen, hvis hun skal kunne undvære det om natten. Med den alder hun har vil det være en god idé at indføre en godnatgrød og et bad - omvendt rækkefølge - f.eks. en rytme, der ser således ud:

Aften 18: Familiemad, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være moset mad og mad i stykker :) Vand af kop.

---

---

---

Kommer i bad, gøres klar til natten.

Tilbydes godnatgrød, vand eller mælk af kop - ca 19.30

Ammes og puttes til natten 19.45-20

Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt og sover uden brystet til næste morgen tidlig…Har hun brug for en lille trøste-beroligelses-amning tidlig morgen, så må du give hende det, men prøv at afkorte amningen, så det "kun" er trøst hun får og så hun ikke fyldes med mælk…

Du skal altså lige nu prøve at være der, lytte til hende og signalere at alt er okay, at du er der, at du ikke forlader hende, og at hun kan være helt tryg - og samtidig forsøge at lære hende at mor og brystet ikke er det samme. Hun kan netop være tryg og rolig ved at du er der, også uden at hun behøver brystet :)

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---