Svar: Vores lille sure søn

---

Kære Janni

Måske kan det hjælpe lidt på humøret at høre at ud fra din beskrivelse, så lyder det som om at du har en sund og naturligt udviklende dreng:o)

Der sker rigtig meget i alderen 1 til 3 år og samtidig er der stor foreskel på om man er et eller tre år. En dreng på 13 måneder som din lille dreng, som netop lige har lært sig at gå, er ved at markere forskellen på at være en baby til at være et lille barn. Han vil lære sig en masse nyt, men vil samtidig også meget være baby.

Din søn vil bevæge sig ud i verden, udforske, pille i alt, være med overalt. Begynder at peje på ting, for at spørge 'hvad er det?' og en aktivitet skiftes hurtigt ud med en anden. Han vil være impulsiv, vil ikke have forståelse for at noget kan være farligt, vil kunne vise utroligt store følelsesmæssige udsving således at der på en gang kan være en stor glæde over både store og små ting, samtidig med at der ikke er langt imellem latter, gråd og totalt sammenbrud. Det er utroligt svært for din søsn at kontrollere sine følelser og der er ikke langt imellem kærlighed og vrede.

Din søn har brug for omsorg. Han kender ikke selv konsekvenserne af sine valg og handlinger og kan slet ikke altid selv finde ud af ...

---

---

... hvad han egentlig vil eller hvad han skal gøre.

Det kræver stor tålmodighed at være forældre og man bliver også 'træt' og jeg kan sagtens forstå dig og sætte mig ind i at du bliver ked af det. Som du beksriver det, så er det dog en helt naturlig udvikling og det handler altså ikke om dig som mor, eller om noget du som sådan gør forkert.

---

---

---

Jeg tror du skal øve dig i at 'rumme' hans følelser. Det betyder at du kan være ved ham, bevare roen, når hans humør skifter. Altså at du f.eks. ikke går fra ham, eller sætter ham ind på værelset. Når du oplever at han bliver vred, så sig det til ham 'du bliver bare så vred lige nu' og det samme, når han sætter sig på numsen og græder 'hov der kom du ned på numsen - op igen'. På samme måde som når han er ked af det og du tager ham op og trøster ham.

Han er ved at lære, ved at blive selvstændig. Han øver sig, og prøver mange ting af. Nogle gange bliver han frustreret fordi han selv vil, men ikke kan, andre gange kommer frustrationen fordi vi som voksne blander os for hurtigt. Det er en balance at finde ud af hvornår man skal hjælpe og hvornår barnet selv vil. Det er en svær balance at finde, men du må forsøge.

Rigtig meget held og lykke fortsat.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---