Svar: 4-årig vil ikke passes

---

Kære T

Tak for dit brev og alle dine tanker, og din fine beskrivelse af jeres lille pige og hendes måde at reagere på:)

Jeg vil meget gerne dele et par tanker med dig, og så må du prøve at vælge til og fra, hvad du tænker, du kan bruge.

Du har naturligvis ret i at jeres datter godt kan have et personlighedstræk, som gør at hun har det bedst hjemme, når hun er sammen med sin mor og far og generelt ikke bryder sig særlig meget om store forsamlinger. Hun er tryg og glad, vil gerne lege og kan sagtens være social, men det går bedst, når hun ved at I er der, og når hun kan søge jer, lige få et lille knus, blive tanket lidt op, og derefter er hun så parat til at lege videre. Og det er okay. Det er helt normalt og helt fint, hvis hun har det sådan, det er der ikke noget galt i.

Mange mennesker har brug for den hjemlige hygge og tryghed. Det er her de tanker op, får fornyet energi og overskud til at møde hverdagen og klare de forskellige krav, der nu stilles til en. Det går også fint med at være ude, men selskab kan hurtigt blive for meget. Hvis man er introvert, så kan man sagtens nyde at være ude, men man har også brug for at komme hjem, brug for at kune trække sig tilbage. Og jeg tænker, at det måske er dette behov, som bliver svært at få dækket, når hun passes af sine mormor og morfar.

Du fortæller, at hun ofte er blevet passet 4 dage i træk, og at det også er det I planlægger, når I skal flytte. Det er faktisk en del dage. Det er for mig ikke pasning, men snarere at hun kommer på ferie… I dette ligger der, at hun kommer væk hjemmefra, væk fra den hjemlige base, og jeg tror jeres datter bruger rigtig mange ressourcer på at være. Hun nyder det, er glad for sine bedsteforældre, men det er også rigtig hårdt, fordi hun et eller andet sted hele tiden "skal være på" og ikke har muligheden for at trække sig tilbage, være hjemme, hvor hun tanker op. Fire dage er lang tid, uden sin mor, far og sit hjem, som er hendes base og mulighed for "optankning".

Derudover tænker jeg også, at hun har oplevet (og vil opleve) meget store ændringer i forbindelse med, at hun er blevet passet. Hverdagen ligner ikke sig selv, når hun kommer hjem igen. Den ene gang har hun fået en lillebror, mor bliver indlagt og jeres nye start er kompliceret. Og denne her gang skal I flytte, så når hun kommer tilbage efter at have været hos sine bedsteforældre, så starter en ny hverdag i et nyt hus, med alt hvad der hører til. At være ude og komme hjem, er derfor ikke hjem, som hun kender det og derfor ikke den helt samme trygge base, som hun plejer at tanke op ved, hvilket naturligt også kan spille ind. Hun kan måske ikke tænke det, ikke sætte ord på det, men følelsen af at det her vil være rigtig svært, sidder naturligt i kroppen på hende.

Generelt bør børn ikke sendes på ferie før de er så gamle, at de selv kan give udtryk for, at de har lyst til det, lyst til at komme væk hjemmefra. Og mange gange vil det være nok at starte med en enkelt overnatning og så justere op efter, hvordan det går. Mange gange vil det også være nødvendigt at hente barnet, fordi det så alligevel ikke går. Som jeg læser dit brev, så har jeres datter ikke selv valgt at skulle bo hos sine bedsteforældre, og hun har ikke ytret noget ønske omkring det. Det er et behov I forældre har haft - af mange forskellige grunde - men det er vigtigt, at I anerkender, at det er jeres behov og ikke hendes behov. Og at hun derfor reagerer.

Det er bestemt heller ikke lillebrors behov. Han er så lille, at han ikke vil kunne forstå, hvor I er henne. Han kan heller ikke forholde sig til tid og ved derfor ikke, om I kommer om 3 timer eller 3 dage, for ham er I forsvundet - hvilket naturligt kan stresse ham ligeså meget, som det stresser storesøster. Hun har stadig svært ved at forholde sig til tid, svært ved at forstå hvad det betyder, når I siger "vi ses igen på søndag" - hun kan let føle sig svigtet og vil naturligt vise det på en mere direkte måde, end lillebror kan.

Jeg kan godt fornemme, at dine forældre er super glade for deres børnebørn og vil dem rigtig gerne, ligesom de tydeligt nyder tiden med dem, når de er sammen. Og børnene har det også rigtig godt, når de er sammen. De nyder hinandens nærvær og det er super godt. Men båndet mellem bedsteforældre og børnebørn og det bånd, der er mellem børn og forældre er ikke det samme - og det er det, du mærker, når din datter foretrækker dig fremfor sin mormor. Samtidig er hun også nødt til på en eller anden måde at vise dig, at hun faktisk ikke synes, at det er mormor, der skal passe hende, hun foretrækker dig, og derfor kan hun naturligt have tendens til at afvise mormor, når I er sammen. Hvilket man jo ikke kan fortænke hende i…:)

Du skal være meget opmærksom på, at jeres datter ikke må føle sig afvist. For det første kan ...

---

---

... hun være usikker på sin plads i familien, fordi lillebror er kommet til, og hun kan tvivle på, om der stadig er samme plads til hende. Denne følelse kan naturligt godt være forstærket af, at du har været indlagt med lillebror og derfor adskilt fra hende. I har også været på ferie uden hende, hvor hun har været på ferie hos mormor og morfar imens. Når hun sendes på ferie hos sine bedsteforældre, er det derfor ekstra vigtigt, at hun ikke får en følelse af, at hun bliver sendt væk. Det samme nu, hvor I vil flytte hjem, uden at hun er der…

Det er rigtig vigtigt, at I generelt forsøger at vise og også fortælle hende, at hun er noget helt særligt, og at I elsker hende højt, at ingen nogensinde kan tage hendes plads. Hun må ikke tvivle på, at I er der for hende, og det er rigtig vigtigt, at I lytter til hende, og det hun giver udtryk for. Tag hendes følelser alvorligt - også selvom det ikke altid kan blive som hun gerne vil, så er det vigtigt, at hun føler at I lytter, og at I forstår. Det betyder, at det f.eks. er vigtigt, at I ikke slår tingene hen, hvis hun f.eks. siger "jeg vil ikke hjem til mormor", så lad være med at sige "sikke noget pjat, du er da glad for at være hos mormor" eller "sludder, det bliver da super hyggeligt" eller lignende. Lyt til, hvad der ligger bag og sig f.eks. "du vil meget hellere være sammen med mor og far, det kan jeg godt forstå, jeg vil også rigtig gerne være sammen med dig". På den måde vil hun føle, at I rent faktisk lytter og forstår, hvordan hun har det.

Hvad løsningen så skal være må afhænge af flere ting. En mulighed er at mormor og morfar deltager i flytningen på den måde, at de tager sig af børnene, imens I laver praktiske ting.

En anden mulighed er, at de f.eks. indlogerer sig i nærheden, så de er tæt på, og I derfor f.eks. spiser sammen. De kan lave ting med børnene i løbet af dagen, tage på ture, i skoven, i Zoo eller lignende, så der er oplevelser, og der sker spændende ting, men så børnene stadig ser jer, og I måske sover sammen om natten.

---

---

---

Hvis I vælger, at børnene skal passes i 3-4 dage, så er det naturligvis jeres valg, men I skal så være indstillet på, at de kan protestere, og I skal også være forberedt på, at de begge efterfølgende kan reagere. De kan begge virke afvisende, vil måske ikke lige falde jer om halsen, vil vise jer, at de ikke synes, at den beslutning I har taget er i orden. Vil det skade dem? Sandsynligvis ikke, for de har jo nogle gode og omsorgsfulde bedsteforældre, som elsker dem højt og som rigtig gerne vil dem. Der er ikke noget i vejen med deres tilknytning… men det er ikke det samme, som at børnene synes, at det er okay.

Med hensyn til at "lære at blive passet", og at I gerne vil have faster på banen, så er det rigtig vigtigt, hvis I kan være sammen så meget som muligt, så hun lærer sin faster rigtig meget at kende. Det vil også være rigtig fint, hvis faster kommer med og henter i børnehaven en dag, sammen med mor eller far. Så jeres datter ved at faster har styr på det og kan være helt tryg ved det. Og så er det vigtigt, at I ikke spørger jeres datter "vil du ikke hentes af faster en dag?" og taler meget om det, for så går hun naturligt helt i baglås. Jeg kan godt forstå, at I havner i denne situation, fordi du jo ved, at hun vægrer sig mod at blive passet, og du derfor gerne vil forberede hende. Men der er en risiko for, at du forstærker følelsen af, at det er problematisk. Hvis du har stort behov for at tale med hende om det, behov for at høre, om hun synes, det er okay, at faster henter, så signalerer du jo et eller andet sted, at du ikke selv er tryg ved den løsning. Og på den måde forstærkes problemet…

Hvis faster er nødt til at hente en dag, så kan det derfor være en løsning, at du dagen inden siger "i morgen henter faster dig". Og forklarer, hvad du skal og hvordan dagen i øvrigt skal forløbe. "Jeg skal til lægen med lillebror" (eller hvad du nu skal, som er vigtigt), faster kører dig herhjem, så kan I lege eller bage boller, eller hvad du har lyst til - og så kommer jeg hjem igen". Hun vil her naturligt godt kunne blive ked af det og protestere, men hvis det er nødt til at være sådan, så er det sådan. Igen skal du naturligvis lytte til hende og anerkende hendes følelser, og du kan f.eks. sige "jeg forstår godt, at du helst vil hentes af mig. Jeg skynder mig alt hvad jeg kan, så jeg er hjemme igen så hurtigt som muligt" eller lignende.

Igen er det vigtigt, at du faktisk ikke lader hende passe, bare fordi du synes, hun skal passes og skal kunne det - hun skal ikke på den måde trænes! Det er fordi, du skal noget vigtigt, og tingene kan ikke hænge sammen på anden måde. Hun må ikke føle, at du ikke vil hende, hun må ikke føle sig afvist:)

Håber du kan bruge nogle af disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---