Svar: Putning og nat i egen seng og på eget værelse
Kære trætte forældre
Tak for jeres brev og velkommen til - dejligt at høre, at I har fulgt med på sidelinjen og har kunne bruge nogle af de råd, som jeg har givet andre forældre. Og dejligt, at I selv har fået lyst til at skrive, jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer:)
Der er ingen tvivl om, at flere ting spiller ind hos jer og derfor kan man ikke bare "trykke på en knap" og fra en ene dag til den anden lære jeres datter at sove i egen seng på eget værelse. Jeg tænker, at I er nødt til at tage det meget i etaper, et skridt af gangen.
For det første har I en lille pige, som ikke har nogen god søvnhistorik med sig. Hun har egentlig aldrig sovet særlig godt og har derfor ikke nogen erfaring med sig om at skulle sove længere og mere sammenhængende. Og det ligger naturligt i hende, at søvn er noget afbrudt…
Derudover er hun meget tryghedssøgende. Hun har rigtig meget brug for at mærke jer, brug for jeres fysiske kontakt og nærhed. Hun kan faktisk godt sove og hun sover tydeligvis allerbedst, hvis hun kan få lov til at sove i jeres favn eller ligge tæt med jer, allerhelst i jeres seng. De gange, hvor I har praktiseret dette lykkes det ofte at få hende til at sove sammenhængende.
Du fortæller at I er bange for at gøre dette, selvom I ved at det virker. Jeg synes ikke I skal bekymre jer om det. Jeg kan godt forstå at I er trætte, men I bliver naturligt ekstra trætte, hvis søvnen bliver til en kamp og kommer til at handle om, at hun skal lære at sove i egen seng på eget værelse. Det trækker tænder ud og er kun ekstra frustrerende for jer alle - og gavner på den måde ingen af jer. Derimod tænker jeg, at det vil være rigtig godt, netop at give hende den tryghed og nærhed, som hun tydeligt viser behov for. Når hun lærer at sove sammenhængende og sover roligt, fordi hun føler at I er der, så kan hun derefter lære at sove for sig selv. Et skridt af gangen.
Derfor vil mit råd til jer være, at I lige nu prioriterer at hun sover i soveværelset og det I skal arbejde på er at hun skal sove i egen seng og lære at forbinde sin seng med et trygt og dejligt sted at sove - og når hun gør det, så kan hun lære det på eget værelse.
Det spiller her naturligt også ind, at hun nu er begyndt i vuggestue og er adskilt fra jer om dagen. Det øger naturligt hendes behov for at være fysisk tæt på jer om aftenen og om natten. Hun er stadig så lille, at hun ikke forstår, hvor I er, når I ikke er sammen. Hvis og når I går fra hende og hun ikke kan se jer, så føler hun sig forladt og alene. Hun er nødt til at se jer og mærke jer, for at forstå at I ikke har forladt hende - og netop adskillelsen om dagen øger dette behov om natten.
Samtidig vil hun naturligt drømme rigtig meget, fordi alt hvad hun oplever skal bearbejdes i drømme og hun kan have ekstra svært ved at overgive sig til søvnen lige nu og også svært ved at sove roligt og sammenhængende. Det er rigtig svært at sige farvel til dagen og alle oplevelserne, det er svært for hende at koble fra. Og det er svært at sove roligt på grund af alle drømmene.
Motorisk udvikler hun sig også meget. Hun er sandsynligvis igang med at kravle og bevæge sig hen over gulvet. Hun øver sig i at rejse sig ved tingene og prøver at holde balancen, forsøger måske at tage små skridt osv. Og hun vil derfor også have en stor motorisk uro i kroppen. Det er lige nu rigtig svært for hende at finde fysisk ro og hendes krop vil have en rastløshed, som gør det svært for hende at ligge stille og slappe af, når hun skal sove og om natten. Også her vil en beroligende hånd fra jer hjælpe, så hun får lidt ro i kroppen.
Jeg vil derfor foreslå jer at I kobler hendes seng til jeres seng. Det vil sige fjerner tremmerne fra den ene side og sætter jeres senge sammen. I skal naturligvis sikre jer, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Når I kobler jeres senge sammen på den måde, vil I for det første kunne lære hende at falde i søvn i egen seng og hun vil kunne være helt tryg ved sin seng og lære at sengen er et dejligt sted at være. I vil kune berolige hende med jeres hænder, nærhed, kærtegne hende, lægge en hånd på hende osv. når hun har brug for lige at mærke jer. I behøver ikke stige ud af jeres seng, for at hjælpe hende, men kan gøre det mere eller mindre i søvne:) Hun behøver ikke komme op, men lærer at blive liggende, hvor hun ligger og forbinder sin seng med stedet, hvor hun skal sove - og hun kan faktisk også kravle ud og putte sig ind til jer, hvis det er det hun har behov for, for at kunne sove lige nu. Alt sammen godt, fordi det lige nu er vigtigt, at hun lærer at sove sammenhængende og forbinder det at sove med noget trygt og dejligt, og hvor I samtidig får skabt nogle vaner og rutiner, som I kan arbejde med fremover.
At bruge "se til metoden", lyder ikke som den gode løsning hos jer lige nu. Hun bliver rigtigt ked af det, græder ulykkeligt, protesterer og bliver vred og frustreret, når I går fra hende - og det er ikke meningen. Det er ikke en "kontrolleret grådmetode". Det handler ikke om, at hun skal græde sig i søvn eller være ked af at skulle sove. Metoden bruges, når hun skal lære, at ...
... hun skal sove og at I ikke skal lege. Den bruges, hvis hun springer glad rundt i sengen og opfordrer til leg og underholdning, når hun er blevet puttet og ikke helt forstår, at I synes hun skal sove. Det er altså for at signalere at "nu er det sovetid for dig lille skat". Dette vil hun ofte forstå, hvis I går 1-2 gange, herefter ved hun godt, at I ikke skal lege, og her vil I så ofte skulle blive siddende hos hende, holde lidt i hånden eller lignende, hvorefter hun så er parat til at overgive sig til søvnen. Man skal derfor også gå tilbage efter ganske kort tid - også selvom hun ikke græder.
Når hun vågner og græder om natten, så kan det godt skyldes at hun er for ked af det, når hun falder i søvn og det forstærker således problemet, så I kl 01 "har balladen" og føler at I skal starte forfra. Det er derfor rigtig godt, hvis I lige nu kan arbejde på at hun falder i søvn uden for meget gråd og netop forbinder det at sove med noget trygt og dejligt - og derfor mit forslag med at koble hendes seng til jeres.
Og ja - det vil være en god idé, at I om aftenen forsøger med en godnatgrød efter badet og derefter en flaske modermælkserstatning. Grøden skulle stille og roligt gerne kunne mætte hende lidt ekstra og gøre at hun begynder at kunne undvære sin mælk og antallet af flasker kan blive skruet ned. Det er fint med 2 flasker dagligt, men hun behøver ikke 500 ml. Når hun bliver 12 måneder, vil det være rigtig fint hvis hun når op på bare 350 ml (mellem 350-500 ml) og det er alt incl. Også mælk hun kan drikke af en kop, mælk der indgår i og på grød, en portion yoghurt osv. Det hele tæller med.
I må gerne udnytte det, at hun får flaske. Fordelen er at I kan give hende flasken i sengen, så hun får den, der hvor hun skal falde i søvn. I bør her elevere hendes hovedgærde lidt, så hun ikke ligger helt fladt. Det kan I gøre ved at komme en lille pude eller lignende ind under madrassen i hovedenden. Put hende i seng og læg jer ved siden af hende, så I stadig er helt tæt på hende og giv hende så flasken imens hun ligger der. Måske vil hun gerne selv holde den og det er i orden, men I skal være ved siden af, lægge hænderne på hende, evt. synge godnatsang eller lignende, så hun mærker at I er der, at I ikke forsvinder. Og lad hende så falde i søvn i sin seng.
Det vil være rigtig godt, hvis hun kan slippe flasken før hun sover helt. Meget gerne at I når dertil, hvor hun får sin mælk, slipper flasken, smiler til jer, triller om på siden og falder trygt i søvn. Og måske skal hun lige nu puttes en lille smule senere, for at være træt og parat nok til at sove, når hun puttes. Det vil sige, at da hun ofte ikke sover før kl er 20, så skal I ikke putte hende før. Hvis I putter hende allerede kl 19, så bliver det naturligt til en kamp om at få hende til at sove.
At gøre det på denne måde lærer hende som sagt at falde i søvn i egen seng og forbinde sin seng med stedet, hvor hun skal sove. Men hun lærer samtidig også at falde i søvn uden at være i jeres favn og stille og roligt kan I så begynde at sætte jer lidt mere op, være ved siden af hende, holde hænderne på hende osv. men gradvist øge afstanden lidt. Godnatsang, puttebamse, godnathistorie osv. indføres gradvist og når hun kan falde i søvn med jer siddende, læse lidt historie, synge sang osv. og er tryg ved dette, så kan I flytte hende til eget værelse. Rutinen er her den samme, som hun er vant til, forskellen er at hun nu puttes på sit værelse i stedet for soveværelset, tremmerne er på sengen igen, men I sidder der, gør præcis som I plejer at gøre og på den måde er det genkendeligt og trygt. Altså små etaper, så I med små skridt nærmer jer det mål, som I gerne vil nå.
Flasken sen aften eller først på natten må hun stadig gerne få, men det vil være rigtig godt, at I stille og roligt begynder at tilbyde mindre og mindre mælk i hver flaske, så hun på den måde lærer at sove uden at behøve mælk her. Hun skal ikke tilbydes vand eller andet i stedet, det er ikke meningen at hun skal drikke flaske på dette tidspunkt, når hun bliver et år, det er meningen at flasken skal trappes helt ud. Derfor skal I skære ned i mængden, så hun vænnes til at få mindre og mindre af gangen og samtidig vil godnatgrøden naturligt begynde at mætte hende lidt mere.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Mit forslag til en aftenrytme vil være:
Aften 18: Aftensmad, udgangspunktet det samme som I spiser, vand af kop.
Kommer herefter i bad, frotteres rigtig godt med håndklædet, smøres evt. med lidt creme eller lignende. Det kan hjælpe hende til lidt fysisk ro i kroppen og hjælpe på hendes rastløshed...
Tilbydes godnatgrød ved middagsbordet sammen med lidt vand eller mme af en kop. Gerne omkring kl 19.30-19.45. Herefter får hun børstet tænder.
Puttes til natten ca kl 20 med en flaske.
Sen aften eller først på natten 23-01: Flaske, mængden af mme trappes stille og roligt ned, så hun får mindre og mindre og tilsidst lærer at undvære.
Jeg håber at I kan bruge ovenstående lidt videre og har fået lidt idé om, hvad der sker hos jer og hvordan I kan hjælpe jeres datter (og jer selv) til lidt bedre nattesøvn:)
Rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Tænk forebyggelse, når du skifter ble – og undgå rød numse
Hudproblemer hos de små er desværre et udtalt problem, men ved at bruge korrekt og forebyggende hudpleje ved hvert bleskift kan du skånsomt, naturligt og nemt undgå, at din baby får rød numse.
Derfor får blebørn nemt røde numser
Hvis din baby har rød numse, er du ikke alene. ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
7.5 mdr. og sover meget dårligt
Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...
27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.
Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
9 måneder og sover ikke igennem om natten
Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...
6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.
Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far
Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...
Viden om børn:
Tvillinger og trillinger
Du er berettiget til børnetilskud, hvis du føder tvillinger og trillinger. Du får også automatisk udbetalt børnetilskud, hvis du har adopteret flerlinger. Du kan få børnetilskud til og med det kvartal, hvor dine børn fylder 7 år.
Tal også med din sundhedsplejerske om muligheden for at komme med i en gruppe for mødre/fædre med flerlinger. Det kan være rigtig rart at møde ligestillede, drøfte de forskellige glæder og udfordringer, som børn giver, og rigtig mange har også stor glæde...
Kogt-vands-klude
Kogt vands klude er et gammelt husmoderråd til røde barnenumser.
Princippet er at man tager noget blødt bomuldsstof f.eks. stof fra et gammelt forvasket lagen og klipper nogle firkantede stykker, som passer til at lægge på barnets numse.
Stofstykkerne koges, afkøles og vrides og lægges på og mellem barnets baller, der hvor barnets hud synlig er generet af syren fra afføring og urin. Du kan gemme de kogte klude i en lille bøtte med lidt kogt vand, som du har stående...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
For gud ved hvilken gang er jeg på din hjemmeside for lige at tjekke, hvordan det nu er med forkølelse og graviditet. Jeg har brugt siden så mange gange. Og hver gang har jeg fået højt kvalificerede og superpraktiske og tryghedskabende svar. Det vil jeg bare lige sige tak for.
Mvh Birgitte