Svar: Voldsom 2 årig
Kære fortvivlede og tårevædede mor
Tak for dit brav og fine beskrivelse - og velkommen til. Dejligt at du har fået lyst til at skrive, efter at have fulgt med på sidelinjen længe.
Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.
Når børn reagerer fysisk med slag, bid, spark, hiver i hår osv. så skyldes det ofte at de mangler sprog. Du fortæller ikke, hvor god jeres dreng er til at tale, hvor godt et ordforråd han har, men det kan være en del af forklaringen, at han simpelthen mangler ord. Han kan egentlig godt have en del ord i sit ordforråd, men han kan naturligt ikke sætte ord på, når han bliver ked af noget, hvis han føler sig overset, eller uretfærdigt behandlet - og så reagerer han fysisk.
Derudover kan der være mange grunde til at det sker. Det kan være vrede, som han ikke kan kontrollere. Det kan være netop opstået vrede eller opsparet vrede på grund af gentagende frustrationer - hvis han på grund af sin tendens til at bide og slå oplever at de andre børn afviser ham, ikke vil være sammen med ham, så kan dette faktisk forstærke problemet, fordi han bliver ked af det, frustreret og vred. Han kan altså på grund af følelsen af at de ikke vil ham, blive så fyldt op af dette, at han tilsidst ikke kan kontrollere det og at det derfor faktisk er med til at forstærke problemet.
Han kan også bide, sparke, slå osv. fordi han føler sig trængt op i en krog, hvor han føler sig presset. Det kan være en form for angst, følelsen af "jeg kan ikke komme væk fra det her", som gør, at han føler sig nødsaget til at bide eller slå. Det kan f.eks. være andre børn, der tager legetøjet fra ham eller på anden måde presser ham. Det at han har bidt et andet barn i næsten kan f.eks. ske på grund af dette. Hun har på en eller anden måde været meget tæt på ham, ellers kan han ikke komme til at bide hende der, så her kan han have følt sig presset.
Han kan også slå, bide, skubbe osv. fordi der ikke bliver lyttet til ham. Hvis han forsøger at sætte ord på noget han tænker eller føler og det er svært for ham - og de andre ikke lytter. Eller hvis han generelt oplever, at han ikke bliver spurgt, at han ikke bliver set, lagt oprigtigt mærke til - ja så kan han reagere fysisk, fordi det er en måde at få opmærksomhed på.
Der er altså rigtig mange grunde til, at han reagerer som han gør - og jeg synes I skal holde et møde med pædagogerne om, hvordan I kan hjælpe ham og hvordan de kan hjælpe ham i institutionen. Det er nemlig meget vigtigt, at han ikke havner i rollen, som den der bider… og det lyder faktisk som om, at det er sket hos jer. De andre børn er utrygge ved ham og forældrene kommer nu med kommentarer om ham, det er som om at han næsten forventes af have rollen, som den der reagerer fysisk. Det er meget uheldigt.
Det er rigtig vigtigt ikke at skælde ham ud, når han reagerer fysisk overfor andre. Han skal naturligvis have at vide, at han ikke må bide, slå, sparke osv. At det gør ondt på den anden, men det er vigtigt ikke at råbe af ham, skælde ud, trække ham væk osv. fordi jo mere voldsomt I, pædagogerne og de andre voksne reagerer, jo større sandsynlighed vil der være for, at hans tendens til at reagere fysisk bliver forstærket. Altså bliver han let holdt i rollen, som den der forventes at "være en bølle". Derfor er det rigtig godt, at du fortæller at I nu er bevidste omkring dette og at I forsøger at give ham den opmærksomhed, som I fornemmer at han rent faktisk ofte søger, når det sker.
Det at børn bider vil ofte vække særlig frustration. Det er frustrerende for jer, som er forældre til den dreng som bider og det er også frustrerende for de forældre, hvis barn bliver bidt. Derfor reagerer begge parter voldsomt. Du bliver naturligt ked af at din dreng har bidt et andet barn, du forsøger at forklare ham, at han ikke må osv. og vil naturligt helst, at han ikke gjorde det. Den anden forælder bliver ked af det, fordi han eller huns barn er ked af det, kan fremvise et ...
... bidemærke og erklære "det var ham der gjorde det!"… men ingen af jer ved præcist, hvad der er sket i situationen og der kan som sagt være rigtig mange grunde til at det sker.
Du bliver nødt til at tale med pædagogerne i institutionen. Ikke tilfældigt på gangen, men bede om et møde, hvor I sætter jer ned og drøfter det igennem og din søn skal ikke være med til mødet. Både du og hans far må dog meget gerne være med. Det er vigtigt, at det er rart for ham at komme i vuggestue - det skal være rart for alle børnene at komme der.
Han skal have hjælp til at tackle situationer på en anden måde. Han skal lære, hvad det han gør, gør ved de andre og han skal guides og have redskaber til at handle på en mere hensigtsmæssig måde. Dette lærer han ved at lege og være i fællesskab med de andre børn - løsningen er derfor ikke, at I fjerner ham, ikke deltager i arrangementer osv. eller taler med ham om det derhjemme. Han lærer det ved at I (eller pædagogerne) er der hos ham og i situationerne hjælper ham med at reagere hensigtsmæssigt. Der skal hele tiden være en voksen sammen med ham og de andre børn, som kan gribe ind, når det fornemmes at en situation er ved at kamme over.
Det vigtiste er nemlig, at situationen ændres før han når at forløbe sig. Det er vigtigt, at han ikke når dertil, hvor han reagerer fysisk og hvor de andre børn begynder at blive bange for ham. Han skal afbrydes og hjælpes før han når dertil, så han stille og roligt kommer væk fra disse reaktioner og lærer, at man kan gøre noget andet. Derfor er der nødt til at være en voksen omkring ham hele tiden, som griber ind, guider, støtte og hjælper dem, før det går galt.
Du fortæller, at problemerne især er der, når der er tale om yngre børn. Og det kan naturligvis forstærke frustrationen hos forældrene, fordi mange vil synes, at han "skal tage hensyn til de små". Men det er naturligt meget sværere at lege med de yngre børn end med de ældre børn. De yngre børn har jo heller ikke meget sprog, og derudover vil de naturligt være meget fysiske, når de henvender sig til ham. De trækker sig måske op at stå ved at holde fast i ham, de tager legetøjet fra ham, uden at spørge osv. Helt naturligt for deres alder - men han forstår det ikke, ved ikke hvad de vil ham, han oplever det bare ubehageligt, og så skubber han til dem eller bider, fordi det går over hans grænse. Igen skal en voksen være der og sætte ord på og hjælpe dem, så det ikke sker, så han ikke forløber sig "hun vil bare se din bil, du får den igen", "du kan ikke lide at hun hiver dig i trøjen, det er okay" osv. Og meget gerne også aflede "se her, der er en bil mere, vil du lege med den?".
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Større børn er lettere at lege med, de sender tydeligere signaler både kropsligt og verbalt og han har derfor naturligt lettere ved at lege med dem. Det er helt forståeligt og giver god mening :)
Hold et møde med lederen af institutionen og pædagogerne og sørg for at lægge en plan. Det vil også hjælpe dig til at møde de andre forældre, at du kan sige, at I har talt med pædagogerne om det, og at I forsøger at hjælpe børnene til at finde ud af det. Hvis han direkte har bidt et andet barn og du ved, at det har været voldsomt, så synes jeg du skal kontakte de pågældende forældre, så de ved at du er ked af det og beklager det - og igen tale med dem om, at du taler med pædagogerne og I forsøger at hjælpe børnene til at lege sammen, så det ikke sker.
Hvis du har mod på det, så synes jeg, at I skal tage til arrangementet i vuggestuen, men I skal naturligvis så være omkring jeres dreng, så I med det samme kan hjælpe ham, guide og støtte, hvis der er behov for det. Det vil måske også give dig et indblik i, hvad det er der nogle gange går galt, hvad det er for situationer. Hvis man ved, hvornår det ofte sker, så er det også lettere at gribe ind og hjælpe ham, før det sker:)
Stort knus med på vejen!
Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
15. oktober 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen Vi skal flytte i løbet af november måned og vil prøve at gøre det...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Min datter er 8 mdr. hun er umiddelbart sund og rask og vores...
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Er meget vild med din brevkasse og alle dine gode bøger, som vi...
22. august 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Min datter er lige blevet 8 måneder. Hun har altid været meget...
Viden om børn:
Børnemad
De første måneder at barnets liv kalder man for mælkeperioden, da barnets mad udelukkende består af mælk. Barnet ernæres her enten af modermælk eller af modermælkserstatning. Når barnet er mellem 4-6 mdr kan barnet begynde at få lidt skemad.
Den periode som afløser mælkeperioden kaldes overgangsperioden. Den varer til barnet er ca. 9 mdr gammelt. Det er overgangen fra flydende mad, til mad med struktur og klumper til mere og mere bid og mad i stykker, til at barnet kan spise mere...
Slik
Vær altid opmærksom på hvad I selv spiser. Barnet lærer af at se på jer og det I gør. Jeres vaner omkring slik, vil således smitte af på jeres barn.
Nogle tilbyder kun slik til festlige lejligheder, andre har en fast ugentlig slikdag. Der er ingen grund til at tilbyde jeres barn slik hver dag.
Babyer har heller ikke behov for slik og interesserer sig måske ligeså gerne for et sundere alternativ, som en brødskorpe eller et dejligt frisk bær.
Ifølge...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
tak fordi du eksisterer! I 6,5 måned - siden min søn kom til verden - har jeg benyttet mig af din hjemmesiden og læst adskillige hjælpsomme svar/spørgsmål/artikler mm. Hvilken lettelse i øvrigt, at en del førstegangsmødre føler det samme som jeg selv; overvældet af kærlighed, nervøs, urolig, lykkelig, nysgerrig, komplet for meget etc etc:)
Din kærlige og varme jargon gør, at man straks føler sig tryg i at “dele” ens liv og baby med dig!