Svar: To børn og en forældre - hjælp
Kære mor til to drenge
Tak for dit brev :) Hvor er det dejligt at høre, at det nu går så godt i børnehaven og hvor flot, at storebror har smidt sin ble - tillykke:)
Det du beskriver i dit brev i dag - åh, det er så svært. Det er rigtig svært, at få søskende til at finde ud af at lege sammen, give plads til hinanden, deles om tingene og jeg kan godt forstå, at du nogle gange bliver frustreret. Jeg synes dog det lyder som om, at du tackler det rigtig godt:)
Lillebror er mere irriterede nu, end han har været tidligere - og det på flere planer. Han har for det første en alder, hvor han motorisk bevæger sig mere og mere rundt. Han ligger ikke længere stille, men følger efter storebror. Han kravler, rejser sig, griber fat i storebrors ting, putter dem i munden osv. Og han fylder på den måde rigtig meget nu, i forhold til da han var mindre. Det giver nye udfordringer, fordi storebror jo ikke længere kan være i fred på samme måde, lillebror blander sig, når storebror leger, lillebror tager storebrors legetøj osv. og det bryder storebror sig naturligt ikke om.
Lillebror fylder også på en anden måde. Han har en rigtigt charmerende alder. Han pludrer, kommunikerer, smiler, spiser med ved bordet - og fylder på den måde nu langt mere end da han "bare lå og sov". Han er i stand til at gøre opmærksom på sig selv på en helt anden måde, viser meget mere vilje og selvstændighed - og han har højst sandsynligt en evne til at charmere alt og alle. Bedsteforældre og andre, som kommer på besøg smiler og pjatter med lillebror, som indgår i dialog på en helt ny måde med jeres gæster - og han fylder derfor meget i forhold til tidligere. Det er ikke kun storebror, som tiltrækker andres opmærksomhed, det gør lillebror også og alle synes at lillebror er sød og charmerende…
Det er naturligvis rigtig hårdt for storebror at opleve dette og derfor vil han lige nu nogle gange holde hårdt på, at legetøjet er hans og lillebror må ikke røre det. Ligesom han godt kan virke lidt jaloux og opføre sig "dårligt" eller fjolle ekstra meget for at sikre sig, at han også bliver set og at I, bedsteforældre og andre stadig synes at han er sjov og sød.
Det er rigtig fint, at du forsøger at aflede lillebror med noget andet legetøj, så storebror kan have sine ting i fred. Hvis det er legetøj, som du synes de begge kan lege med, så inddrag storebror og spørg "hvilken bil må lillebror låne?". Så storebror føler at han har medbestemmelse.
Det vil også være en rigtig god idé, at du og storebror opdeler legetøjet i babylegetøj og 3 årigt legetøj. Faktisk er det jo netop ved 3 år, at meget legetøj aldersmæssigt skiller. Find en stor kasse og lad storebror være med til at vælge, hvilket legetøj han er blevet for stor til, og hvad lillebror kan arve. Kom lillebrors legetøj i kassen, så det er tydeligt, hvad lillebror kan bruge - og når han søger storebrors legetøj, så kan du eller storebror selv finde noget fra kassen til lillebror "se her, det her er dit legetøj" - i stedet for at slå ham eller skubbe til ham:) Hvis storebror har noget legetøj, som han endnu ikke er parat til at lade gå i arv, så lad ham beholde det lidt endnu. Det er helt okay, det kommer med tiden. Der kan sagtens gå lidt tid en dag med at få sorteret i legetøjet:)
Køb også en legetøjstester. Den kan du bruge til at inddrage storebror og appellere til hans alder og fornuft :) Alt det legetøj, som kan gå ned i legetøjstesteren er for småt for lillebror. Det kan være farligt for ham at lege med. Det hjælper storebror til følelsen af at tage lidt ansvar og samtidig føle sig stor. De små legomænd, og de små legoklodser må lillebror f.eks. ikke lege med, når man er en baby kan man lege med dublo klodserne osv. Ros storebror for at hjælpe jer med at holde styr på legetøjet og på hvad ...
... lillebror må lege med.
Det er ligesom det skal være, når I hjælper lillebror med at sætte ord på, så storebror hører, hvorfor lillebror gør som han gør. Det er på samme måde super fint, at I også retter på lillebror, når han gør noget forkert f.eks. også "hov det er storebrors bil, den kan du ikke tage - se tag den her i stedet" eller "de klodser er for små til dig, du kan lege med dem her" osv. Så storebror hører, at I også bakker ham om, at han har ret til at have noget legetøj for sig selv og at der er forskel på at være den ældste og den yngste.
Det er super godt, når I forsøger at lave ting sammen hele familien, som at tage på legepladsen, i svømmehallen osv. Super godt. Men prøv også nogle gange at prioritere storebror alene, og lav ting med ham, som man kan fordi man er 3 år. Så det også her bliver tydeligt for ham, at der er forskel, at det her er lillebror for lille til og så han samtidig også føler sig prioriteret. Det kan være alt fra at tage med far op og vaske bil eller måske komme en tur i biografen…
Og ja - så skal I også sige fra, hvis storebror gør noget, som gør ondt på lillebror eller storebror bevidst irriterer ham. I skal ikke være bange for at sætte grænser og stille lidt krav. Det er således helt okay, at du nogle gange siger "lillebror må godt…" eller "nu er det lillebrors tur". Det samme hvis han bevidst slår, skubber eller lignende "jeg vil ikke have at du slår, det gør ondt" - og i den forbindelse må du gerne sætte storebror lidt væk eller rejse dig og gå væk. Han skal ikke bevidst slå lillebror eller dig for den sags skyld. Hvis du sidder og læser og storebror så kommer, så er det helt okay, at han gerne vil være med. I kan godt læse alle sammen, men han skal naturligvis ikke hive i bogen for at ødelægge situationen, fordi han kan se at I hygger jer. Du må invitere ham med "du må gerne være med til at læse, kom sæt dig her", du må holde fast i at nu læser I den valgte bog "vi læser lige den her bog færdig, så kan du vælge en bog bagefter" og du må naturligvis gerne sige fra "jeg vil ikke have, at du ødelægger bogen" eller hvad det nu kan være.
Du har helt ret i at det er svært for en 1 årig og en 3 årig at lege sammen. Drengene får naturligt mere glæde af hinanden, når de bliver ældre. Det bliver lidt lettere, når de er 3 og 5, 6 og 8, 10 og 12, 13 og 15… 28 og 30…:)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Du spørger, hvad en 1 årig og en 3 årig kan lave sammen - det du allerede gør lyder rigtig fint, med biler, togbaner, dubloklodser, sanglege, læse bøger osv. I kan også spille bold. F.eks. en stor badebold, som jo er blød og let. Trille den imellem jer og kommer storebror til at kaste den for hårdt, så gør den ikke så ondt.
Danse til musik og måske slå på tromme, spille på fløjte, rysteæg, maracas, zylofon osv. Der findes mange forskellige rytmeinstrumenter, som de begge kan bruge og da storebror har svært ved at sidde stille alt for længe af gangen, så kunne det måske hjælpe med lidt musik og rytme.
Hvis storebror har lyst til at hjælpe, så vil lillebror måske synes, at det er sjovt at bygge en ringpyramide eller lege med et aktivitetscenter, hvor man skal trykke på knapper, dreje på et håndtag osv. og låger springer op, dyr hopper ud osv. Lillebror kan det ikke selv helt endnu, men så vil storebror måske synes, at det er sjovt at hjælpe ham og vise ham hvordan…
Det er også en god idé at bage boller sammen med drengene, storebror kan være med til at veje ingredienserne af, komme dem i skålen osv. Og de kan begge få lov til at sidde med en klump dej, ælte det mellem hænderne osv. Storebror vil her naturligt klart have flere fordele og være bedre til at forme boller, men lillebror kan sagtens være med:)
Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)
Rigtig god sommer!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
1. december 2024 | Udvikling | 2 år, 11 mdr.
Hej Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi er stødt på et spørgsmål igen,...
15. oktober 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen Vi skal flytte i løbet af november måned og vil prøve at gøre det...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Min datter er 8 mdr. hun er umiddelbart sund og rask og vores...
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Er meget vild med din brevkasse og alle dine gode bøger, som vi...
Viden om børn:
Astma
Børn med astma trækker ikke vejret på samme måde som vi andre. Når man har astma, så snører luftvejene sig sammen, passagen for luft ind og ud af lungerne bliver mindre og barnet har derfor svært ved at trække vejret.
Astma er det man kan kalde for en lungesygdom og børn med astma vil ofte have anfald, hvor de tydeligt har problemer med vejrtrækningen. Under et astmaanfald vil barnet få en hvæsende, pibende vejrtrækning, kvælningsfornemmelse, vedvarende hoste og nogle gange også...
Dagtilbud til børn
Vi har i Danmark kommunale dagtilbud til vores børn.
Dagtilbud omfatter:
- Vuggestuer og dagplejeordninger for ½-3 årige
børn
- Børnehaver for 2-6-årige
- Aldersintegrerede institutioner for flere aldersgrupper
- Fritidshjem
- Skolefritidsordninger (SFO) for børn i skolealderen.
Aldersopdelingen kan variere lidt fra kommune til kommune.
Hvis I ønsker at få jeres barn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
tak fordi du eksisterer! I 6,5 måned - siden min søn kom til verden - har jeg benyttet mig af din hjemmesiden og læst adskillige hjælpsomme svar/spørgsmål/artikler mm. Hvilken lettelse i øvrigt, at en del førstegangsmødre føler det samme som jeg selv; overvældet af kærlighed, nervøs, urolig, lykkelig, nysgerrig, komplet for meget etc etc:)
Din kærlige og varme jargon gør, at man straks føler sig tryg i at “dele” ens liv og baby med dig!