Svar: Vil noget hele tiden

---

Kære M

Tak for dit brev og fine beskrivelse :)

Du må simpelthen ha' oceaner af tålmodighed. Jeg er imponeret over, hvis du kan holde til det "cirkus", som du selv kalder det - hver dag og hele dagen!

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du elsker din datter over alt på jorden, og det vigtigste er, at hun skal have det godt! Jeg er heller ikke tvivl om, hvor god du er til at aflæse hende, forstår og anerkender, lytter til hende osv. Du er virkelig en god mor! MEN, du er også nødt til at mærke efter, hvor dine egne grænser går.

Du skriver, at du godt kan sige nej - det er godt, det er vigtigt:) Du siger nej, når hun f.eks. ikke vil have cykelhjelm på, eller hvis hun ikke vil have børstet tænder - det bestemmer du, og her sætter du naturligt din vilje igennem. Men hvor er jeres helt almindelige regler? Altså f.eks. regler om, at man sidder på sin høje stol ved bordet, når man spiser? At hun har sin egen stol, og mor og far sidder på deres stol? Og hvem har fundet på, at bamserne kan tage ting ud af køleskabet og bære det over på bordet?

Det lyder for mig som om, at I har fået skabt nogle uhensigtsmæssige vaner i et forsøg på at gøre hende glad, fordi du har oplevet, at hvis du siger nej og holder fast i det nej, så udløser det voldsom reaktion hos jeres datter. Hun bliver dybt fortvivlet, frustreret, måske vred, kaster sig i gulvet, smider med tingene, får intet at spise osv. Og det smerter dig, når du ser hende sådan og du bliver bekymret, hvis hun ikke får sin morgenmad…

Det er helt rigtigt, at verden bryder sammen for hende - men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det sker fordi hendes hjerne er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke optimalt og forbindelserne dannes netop, ud fra måden du reagerer på. Og nogle gange er det rigtig fint at sige ja, lege med, tilbyde alternativer osv. men andre gange, så er tingene nødt til at være, som vi voksne siger, fordi vi trods alt er ældre, har mere erfaring og ved visse ting. Og når vi så holder fast i dette, så vælter hendes verden.

Her skal du så vise hende forståelse og lytte til de følelser hun har. Det skal være lige så legalt at være vred, frustreret, ked af det osv. som at være glad og jublende lykkelig. Alle følelser har ret til at være der, men det betyder ikke, at tingene nødvendigvis bliver, som hun gerne vil have dem. Og det skal hun også lære at tackle, lære at håndtere - nogle gange så møder vi jo modstand og får ikke det, vi gerne vil have, kan ikke det vi gerne vil…

Og bamser kan ikke tage ting ud af køleskabet og de kan ikke sætte ting på bordet, men det kan hun, så når hun ...

---

---

... vil have, at I lader bamsen gør disse ting - så sig "nej, det kan bamse ikke, men du kan hjælpe", "se her skat, kan du tage den her" osv. For bordet skal dækkes og hun kan fint hjælpe til. Hvis hun ikke vil det, så dækker du bordet.

Når hun vil sidde på jeres stol, så forklarer du på samme måde, at hun selv kan klatre op i på sin stol og sætte sig der. Vil hun gerne over til dig, så er det helt okay, hun kan godt komme over på skødet, få en morgenkrammer, men prøv derefter at sige "mmm, dejligt kram - sætter du dig over på din stol, så får du lidt brød?" eller lignende, så du helt naturligt holder fast i din regel om, at det er der hendes mad indtages.

Når hun vil sidde på gulvet og spise yoghurt - så gør du det samme "du må gerne få yoghurt, men du skal sætte dig på din stol". Dette kræver naturligt, at I har denne regel i jeres hjem og at reglen gælder altid. Altså reglen om, at man spiser ved middagsbordet og man sidder på sin stol, men løber ikke rundt, får ikke mad i hånden og mad serveres ikke andre steder - for sådan er reglen hos jer.

Man kan naturligvis godt vælge at have det helt anderledes. Man kan godt være meget mere "go with the flow" agtig i sin tilgang - det er jeg dog ikke, og det er mit indtryk, at det forvirrer mange børn. Børn kan godt lige de lidt mere faste rammer, det giver tryghed og ro at vide, hvordan reglerne er. Hos jer lyder det lidt som om, at det er blevet lidt for meget på lillepigens principper. Jeg er som udgangspunkt enig med dig i, at det er helt uden betydning, hvis hun en dag spiser, fordi hun får lov til at sidde på din stol. Det er lige meget, hvilken stol hun sidder på - men hos jer lyder det som om, at det lidt har taget overhånd…

---

---

---

Da jeg læser dit brev i dag, så får jeg pludselig lidt opfattelsen af, at fordi du er så utroligt empatisk som du er, hvor du virkelig forstår, føler og fornemmer din datter, så lyder det som om, at du helt har glemt, hvad du gerne vil eller ikke vil, eller har brug for. At du næsten helt har glemt dig selv…? Eller måske har du ikke glemt dig selv, og det er derfor du er så træt og næsten ikke kan kapere det mere, du ved bare ikke, hvad du skal gøre ved det…

Hvordan er far? Kan han på en eller anden måde komme mere på banen? Har du/I måske brug for en anden form for hjælp - det kunne være en familievejleder eller lignende, som kunne besøge jer, give jer nogle helt konkrete redskaber i hverdagen.. bare en tanke…:)

Håber du kan bruge lidt af dette videre - du må vælge til og fra, hvad du tænker du kan bruge af det jeg skriver. Måske rammer jeg noget, måske skyder jeg forbi…

Sender dig et stort knus med på vejen!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---