Svar: Min datter på 16 mdr. opdragelse?

---

Kære Pernille

Tak for dit brev :)

Det lyder som om, at jeres datter er rigtig godt igang med at udvikle sin egen mening og vise jer mere og mere, at hun er helt sin egen - det lyder faktisk ligesom det skal være - også selvom I synes, det er hårdt:)

Det er især 1-3 års alderen, at man virkelig mærke denne udvikling. Man kaldte tidligere denne alder for "trodsalderen", i dag kalder vi den for selvstændighedsalderen. Og det er en tid, der kræver ekstra stor tålmodighed, forståelse og omsorg. Jeres datter er nu stille og roligt igang med at udvikle sin fornemmelse for, hvordan hun påvirker andre og hvordan I påvirker hende. Hun er også igang med at finde ud af, hvem hun selv er, hvad hun kan og ikke kan, hvordan hun kan kommunikere med jer osv.

Hun vil med den alder hun har, naturligt handle meget impulsivt og hendes ønsker og valg er meget lystbetonede. Det betyder, at hun har rigtig svært ved at træffe valg. Hvis I spørger hende, om hun vil have æble eller banan, og hun så vælger, så kan I næsten være sikre på, at hun efterfølgende vil det modsatte. Eller at hun bliver frustreret og ked af det, fordi I skrællede æblet, og hun ville have haft det skåret i både.

Hun forstår en masse, men der er også rigtig meget, som hun stadig skal lære. Når hun peger, vil have fat i ting, undersøge alt med hænderne, putte det i munden, kaste med det osv. Så er det fordi hun lærer en masse på denne måde - hun vil naturligt rigtig gerne have fat i alt det, hun ser - både for at undersøge det, men også for at undersøge jeres reaktion på det.

Det bedste I kan gøre er at aflede hende, hvis hun igen og igen vil have fat i noget, som I ikke synes, at hun skal have fat i. I kan også prøve at hjælpe hende med at koncentrere sig omkring det, hun allerede har - selv vise interesse for det, gøre det ekstra spændende. Hvis hun f.eks. har mad på sin tallerken, men hele tiden beder om mere af det samme - så må I naturligvis gerne gøre hende opmærksom på, at hun allerede har den mad på tallerkenen, og huske hende på, at I er igang med at spise den. Vis hende, at I spiser det samme, sæt ord på, så hun hører, at I nyder maden, og lad hende evt. smage fra jeres tallerken:)

På den måde kan man godt sige at opdragelsen starter stille og roligt nu, faktisk er I allerede igang. Det er f.eks. opdragelse, at hun sidder på sin høje stol ved middagsbordet, når hun skal spise - og at hun ikke løber rundt med mad i hånden. Det er opdragelse, at hun spiser den pasta, hun har på tallerkenen først, før hun tilbydes mere pasta. Det er opdragelse, at hun får vasket hænder, bliver tørret om munden osv. i forbindelse med et måltid...

I løbet af de næste par år, vil I naturligt opleve, at hun bliver frustreret og ked af det - det er især i 1-3 års alderen at I rigtig vil opleve hendes temperament. I må naturligvis gerne sige nej, når der er behov for et nej, og så må I rumme den frustration det så medfører, når hun mærker, at I ikke vil som hun vil. Men prøv at undgå, at hele dagen bliver fyldt med "Nej, Nej, Nej" - for det er rigtigt opslidende for jer alle tre. I kan dog ikke undgå frustration hos jeres datter og det er okay. Hun skal jo også lære at tackle det at blive frustreret. Det bliver vi alle en gang imellem og vi lærer jo på et tidspunkt at 'styre vores temperament', at tale om tingene i stedet for at ligge os ned og hamre i gulvet. At lære at tackle frustration hører med til at udvikle sig, for til sidst at blive voksen. Og det er altså den første spæde start på ...

---

---

... denne læring, som I oplever hos jer lige nu - du skriver så, at I begge er meget temperamentsfulde, så hvis I stadig råber, skriger og smækker med dørene, så er der måske noget her, I ikke helt fik lært som små;):)

Jeres datter er for lille til at forstå, at ting skal ske i en bestemt rækkefølge. Hun er også for lille til at kunne forholde sig til tid - hun ved ikke, når I går, om I er væk i 5 minutter eller 5 timer. Og hun har også rigtig svært ved at forholde sig til, at I overhovedet går -hvor går I hen og vil hun se jer igen...

Hun har netop nu en alder, hvor hun begynder at kunne forstå, at I ikke er forsvundet, selvom hun ikke kan se jer - men det er naturligt stadig rigtig svært for hende, når I går - og det er derfor rigtig svært for hende, når døren går op og i. Det er svært, at I går, andre kommer ind, andre går osv. Hun forstår ikke, hvor I er og savner jer, bliver ked af det, når hun oplever, at det ikke er jer, der kommer. Hun spejler sig også i de andre børn og oplever, at de bliver kede af det, når deres forældre går osv. Derfor er det, at døren går op og i faktisk rigtig svært for hende. Det er ikke døren, som hun er bange for eller utryg ved, det er højst sandsynligt det at folk kommer og går, som hun ikke bryder sig om.

Det er rigtig vigtigt, at man ikke lader hende græde, være ked af det i denne situation, men sætter sig hos hende, viser hende at man er til stede, beroliger og betrygger. Sætter ord på "det er bare xx, der går". Hjælper hende videre "kom, se her, vil du ikke være med til at lege med..." osv. Så hun hjælpes videre og ikke får lov til at "hænge fast" i det, som lige nu er så svært.

Så hvornår skal I begynde at opdrage - jeg tænker, at I allerede er igang. Og skal I tage kampene med hende - hmmm.. I skal for det første prøve at tænke på, at I ikke skal kæmpe med hende, men i stedet prøve at guide og hjælpe hende på vej. I skal finde alternativer, I skal aflede hende, hjælpe hende videre, når noget er svært.

---

---

---

At lytte til hende er alfa omega. Prøv herefter at genformulere det du tror er hendes ønske og den følelse du oplever hun har f.eks. "Du vil så gerne have... det er også dumt, når jeg siger nej". Det at sige det højt gør, at hun hører, at du lytter til hende og forstår, hvad det er hun vil - også selvom hun ikke nødvendigvis får sin vilje.

Hvis I ikke lytter til hende, så virker det som at puste til ilden og adrenalinen i hendes lille krop pumper bare videre. Men hvis hun føler sig forstået, så kan hun også bedre falde til ro. Nogle gange vil det være nok bare at sige: "ssåå skat, sååå, bliver du bare så ked af det, såååå" eller lignende i et stille og roligt stemmeleje, så hun kan høre at selv om hun mister selvbeherskelsen, så gør du ikke. Du/ er fuldstændig rolige og kan sagtens håndtere, at hun har det svært. Når hun mærker jeres ro, vil hun spejle sig i dette, roen smitter og hun vil selv falde mere til ro.

I nogle situationer behøver man ikke sige særlig meget. Her kan det være ganske udmærket bare at sætte sig ned på gulvet. Man kan enten med ord fortælle at man er der 'kom du hen til mor, jeg sidder lige her' eller også kan du bare være der, og så kan hun komme til dig, når hun er parat. Stilhed og det bare at være, kan nogle gange være rigtig godt, for netop ikke at give 'brændsel til bålet'.

Jeg håber, at du/I kan bruge disse tanker lidt videre:) Derudover vil jeg naturligvis også anbefale dig min bog "Helens bog om børn og opdragelse":)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---