Svar: Rodet nattesøvn giver påvirket døgnrytme
Kære Rikke
Tak for dit brev og velkommen til :) Det lyder som om, at du har fulgt med på sidelinjen og det er dejligt, at du nu har fået lyst til at skrive til mig - og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig:)
Det lyder som om, at jeres dreng er ved at bytte lidt rundt på nat og dag, så han vågner om natten og forlænger sin dagssøvn og det er helt okay, at I vil hjælpe ham med at lave dette om. Det gør I ved at ændre på dagen - og ikke ændre på natten. Jo mere struktur I kan have på dagen, jo bedre vil natten ofte forløbe.
Det betyder, at I skal arbejde på at han kommer op til fast tid hver dag, uanset om det er hverdag eller weekend. I skal sikre ham faste spisetider hver dag og han skal som nu tilbydes mange små måltider dagligt. Hans skal også puttes til sine lure til nogenlunde fast tid og jeg vil anbefale at I forsøger at skabe en rytme med 3 lure - to lure og en powernap sidst på dagen.
Det er helt okay, at han lige nu vågner kl 06 om morgenen og derfor sover en tidlig første lur. Det lyder også rigtig fint, hvis den første lur varer ca. 1.5 time. Han må så meget gerne sove en længere middagslur og derudover som sagt få en 3.lur sidst på eftermiddagen. Samlet vil det være rigtig fint, hvis hans dagssøvn varer ca 4.5 time og om natten, vil det være super, hvis han kan sove ca. 10 timer. Det betyder, at hvis han står op kl 06, så skal han puttes til natten kl 19.30-20. Du skal i denne forbindelse ikke trække vågenperioderne fra, men lige nu kikke på tidspunkterne og arbejde efter en rytme, der passer nogenlunde med dette.
Jeg vil foreslå dig, at du giver ham skemad, når han vågner, sammen med vand af kop og så tilbyder ham brystet, som en fast del af putteritualet. Det giver dig mulighed for at sikre ham plads nok i maven til både skemad, vand og mælk og samtidig vil det at blive ammet, hjælpe din dreng til fysisk ro, så han kan overgive sig til søvnen og sove en god lur. Jeg vil derfor ikke foreslå dig at gøre det omvendt.
Du skriver, at han ofte kan spise 1 dl. skemad og det er rigtig fint - men måske er det lidt for meget. Det er bedre, at du tilbyder ham 3/4 dl. hvis det så gør, at han bedre kan die ved brystet efterfølgende. Det er bedre at han spiser lidt mindre og så tager imod brystet, end at han spiser mere skemad og derefter afviser brystet eller ikke dier nok. Netop fordi hans behov for både skemad og mælk skal stilles hele dagen igennem, for at han ikke behøver søge brystet ekstra om natten.
Det vil også ofte være rigtig fint, hvis han netop tilbydes skemad, når han vågner og brystet før han skal sove - fordi der på den måde går måske 1-1.5 time imellem de to ting. Når der går denne tid imellem, så vil han naturligt være mere parat til at die ved brystet - og det er let at die, selvom han er træt:)
Jeg vil anbefale dig, at du lægger et bad ind mellem formiddagslur og middagslur, for i en periode at strække hans vågenperiode lidt her og rykke tidspunktet for hans middagslur. Samtidig vil badet aktivere ham rigtig godt både motorisk og mentalt og når han så efterfølgende ammes, så vil han sandsynligvis falde til ro og sove en god lang middagslur.
Mit forslag til en dagsplan ser derfor således ud:
Tidlig morgen 04/05: Ammes og sover lidt videre, starter dagen omkring kl 06..
Morgen 6.30-7: Tilbydes lidt havregrød, evt. med lidt frugtmos som topping, vand af kop.
Ammes og puttes til første lur ca kl 8 og sover her ca. 1.5 time.
Formiddag 9.30-10: Tilbydes lidt frugtmos, frisk blød frugt i hånden og lidt vand af en kop. Hvis du synes at det bliver for presset med dette måltid, må du gerne springe det over lige nu. Tilbyd ham dog gerne lidt vand, når han vågner, så han får lidt at drikke.
Frokost 11 : Tilbydes lidt grøntsagsmos og der begyndes med kød eller fisk i mosen. Suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt i håndklædet, smøres med creme eller hvad han nu har behov for :)
Ammes og puttes til middagslur ca 12.30 og må her gerne sove et par timer eller mere.
Eftermiddag ...
... 15.30-16: Tilbydes lidt frugtmos, frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til dagens 3. lur, som måske varer et sted mellem 30-60 minutter, alt efter hvor lang middagsluren har været.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 23: Ammes rigtig godt, og begynder herefter at sove uden mælk til næste morgen tidlig, hvor han ammes igen.
Det er rigtig fint, at du nogle dage vælger at lægge dig med ham og amme ham, når han skal sove. Det må du fortsat gerne gøre. Det vil dog være rigtig godt, hvis du kan nå dertil, hvor han dier, slipper brystet, smiler til dig, triller om på siden og falder i søvn - så han ikke falder i søvn med brystet i munden.
Hvis han ikke kan koncentrere sig om amning den dag, hvor I er til gymnastik, må du tilbyde ham lidt vand og evt. lidt frugtmos, så han stadig får lidt i maven og får lidt væske. Det er helt okay. Når I så kommer hjem, så må du igen forsøge at holde rytme, tilbyde ham skemad, vand af kop og igen amme ham, når han så skal sove næste lur.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hvis han begynder at sige fra overfor amning om dagen, så vil det være rigtig fint, at det er amningen før den første lur, som du nu trapper ud af. Det at amme en gang mindre, kan nogle gange gøre, at han så er mere interesseret i amning før middagsluren og netop formiddagsamningen springes over i 7 måneders alderen og erstattes af et mellemmåltid. Så hvis han ikke er så interesseret i brystet eller det er svært tidsmæssigt at få det passet ind, så er det altså amningen før første lur, som du bør springe over lige nu :)
Amningen før dagens 3. lur kan med fordel bibeholdes. Den hjælper ham til at falde i søvn her og samtidig er den med til at sikre lidt ekstra mælk, så han ikke behøver søge brystet om natten. Det er bedre, at du lige ammer eftermiddag end midt nat.
Når han vågner om natten, er det rigtig fint, at du lige nu forsøger at give ham tryghed og nærhed, ammer ham sen aften og tidlig morgen, men at du midt nat forsøger at hjælpe ham videre i søvnen uden brystet. Det kan naturligvis også være en overvejelse værd, om I skal prøve at flytte ham på eget værelse, men lige nu lyder det som en god løsning, at du om natten forsøger at berolige ham med dine hænder og nærhed og dermed har ham liggende tæt ved dig - gerne i hans egen seng koblet til din:)
Om I skal vække ham om dagen - ja måske. Han må i princippet gerne sove en længere formiddagslur og en kortere middagslur eller omvendt - og så få en 3. lur derudover alt efter hvordan det passer bedst. Men du skal prøve at hjælpe ham til at han samlet sover ca. 4.5 time - hvordan det så er fordelt betyder ikke helt så meget, men det vil være okay at hjælpe ham til denne søvnmængde og f.eks. ikke lade ham sove 6 timer om dagen, hvis han pludselig kan det. Det vil sige, at hans søvn f.eks. kunne være fordelt sådan, at han formiddag sover 1.5 time, til middag sover 2-2.5 time og så sover 30-60 minutters søvn sidst på eftermiddagen.
Som udgangspunkt skal børn ikke vækkes, når de sover. De falder i søvn, når de har behov for at sove og de vågner, når de ikke har behov for at sove mere - men når det er sagt, så må I gerne hjælpe ham til at han ikke sover dagen væk og derfor er det helt okay at vække ham, når han samlet har sovet ca. 4.5 time fordelt på 3 lure dagligt.
Lige nu lyder det ikke som om, at I kan starte dagen senere og her vil jeg ikke ændre noget, men se hvad tiden bringer. Han bliver hele tiden ældre og hans vågenperioder bliver længere, han bliver mere og mere aktiv, begynder at kunne nøjes med to lure dagligt osv. Og det kan alt sammen ændre lidt på hans rytme og dermed også hans stå op tidspunkt. Men lige nu er det som det er...
Så for at opsummere lidt, så er det altså dagsrytmen, som I skal arbejde på at strukturere lidt - og når han har rytme om dagen, så vil nætterne ofte også fungere bedre:)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker og at du har fået lidt at arbejde videre med :) Rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
5. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen Tak for dine tidligere gode svar:) Vores dreng er nu 6 måneder...
31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
7.5 mdr. og sover meget dårligt
Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...
27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.
Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
9 måneder og sover ikke igennem om natten
Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...
Viden om børn:
Flaskegivning
Når du giver dit barn flaske, så er det vigtigt, at du gør det til en hyggestund for jer begge. Det er vigtigt, at du sidder godt, og det er vigtigt, at dit barn har kropskontakt, når det spiser. Derfor er det rigtig godt, hvis du kan sidde med dit barn i din favn og ikke lader barnet ligge alene med flasken.
Når du sidder med dit barn i dine arme og giver barnet flaske, så sørg for, at barnet en gang imellem får en pause, hvor det har mulighed for at komme af med en bøvs. Sid...
Høj stol til baby
Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.
Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.
De...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...